Hans Christian Andersen eventyr er kendt over hele verden fordi hans værker altid har fængslet både børn og voksne. Og det er såvel teksternes fantasifulde indhold som den sproglige virtuositet, de er fortalt med, der griber læseren, der udfordres med historiernes forskellige lag.

Han skrev 156 eventyr over 40 år. Hans fortællestil i eventyrene appellerer umiddelbart til barnets forestillingsverden. Men som den store kunstner Andersen var, er teksterne fortælleteknisk bygget op af flere lag, som giver den voksne mulighed for at se dybere lag i teksten. Ironien, den knivskarpe pen og humoristiske evne til at pege på det løjerlige og ulighederne i samfundet i et fantastisk billedsprog, sætter gang i vores forestillingsevne.

Eventyrene er befolket af kongelige folk eller af ting, dyr eller planter, der er udstyrede med menneskelige evner til at føle og tale. Ofte skildres det godes kamp mod det onde, og det ender lykkeligt til sidst. Men nogle af Andersens eventyr rummer også et dystert aspekt, som sætter fokus på ensomheden og den eksistentielle splittelse i et menneske. Eksempler på sådanne eventyr er ”Skyggen” og ”Tante Tandpine”.