Møn. Det er ikke uden grund at man kalder Møn for De danske jomfruøer, for meget har ikke ændret sig her i de sidste ethundrede år.
Øen beboes af ll.000 indbyggere og er med sine 2l7,3 kvadratkilometer næsten halvt så stor som Bornholm. Øen rummer en af de største seværdigheder i landet, nemlig Møns Klint, hvor Rejsedigteren skrev slutscenen til eventyret Klokken i sommeren 1829.
Det er et enormt område, som strækker sig 7-8 kilometer langs kysten, samtidig med at det hæver sig op til l28 meter over det turkisblå hav, omkranset af grønne bøgeskove på toppen.

Koster. Under alle søsygens kvaler kom Rejsedigteren sejlende til Møn i juni l829. Det var ved femtiden om morgenen om bord dampskibet M/S Caladonia som anløb færgestedet Koster, der i forrige århundrede var en landsby, der var domineret af otte store gårde.

Stege. Danmark var i middelalderen rig på byanlæg, men kun èt sted har et sådant befæstningsanlæg overlevedet i en helhed. Det er i Stege med dens store, smukke og velbevarede voldanlæg med den enestående byport, Mølleporten.
Som alle andre af landets købstæder har byen haft blomstrende perioder og nedgangstider, og ingen verdslige bygninger, bortset fra byporten, overlevede fattigdom, brande og krige gennem 1500- og 1600-årene.
Først fra 1700-årenes midte vidner opførelsen af en række endnu bevarede store købmandsgårde om,  at byen igen var en blomstrende handelsby.
Den middelalderlige bystruktur, befæstningsværkerne, byens landskabelige beliggenhed mellem hav og nor, og en række velbevarede købstadshuse danner tilsammen et enestående og indtagende bymiljø, hvor Rejsedigteren sluttede sit sommerophold på Møn den 2. juli l829.
Men inden afrejsen overvære han forberedelserne til det forestående besøg af kong Frederik IV (4) - (1808-1839) og dronning Marie Sofie Frederikke, samt prinsesse Wilhelmine Maria og prins Frederik Vilhelm ankomst til Stege. 

Hjertebjerg præstegård. Fra Koster vandrede Rejsedigteren på sine lange ben til Hjertebjerg præstegård, hvor han sover i næsten tre timer hos pastor Møller Holst og hustruen Laura Tønder-Lund og gør den erfaring, at på en rejse er maden noget nær det vigtigste og at Christiane Rosens kogebog derfor er den interessanteste lekture, jeg kunnne få fat på.

Elmelund kirke. Elmelund kirke er den ældste på Møn, opført i begyndelsen af 1100-tallet, og har en anselig oldtidshøj som umiddelbar nabo på selve kirkegården. I sin nuværende skikkelse er kirken en langhusbygning bestående af et tidlig-romansk midtparti - det oprindelige skib, gotisk langhuskor, vesttårn og våbenhus ved sydsiden og endeligt et sakristi. Af den romanske bygning omkring 1075 står kun triumfmuren og skibets langmure. Kirken blev ca. 1470 prægtigt udsmykket med kalkmalerier af Elmelundemesteren, der gør den til en af landets rigeste. Det er en personrig og kulturhistorisk interessante fremstilling fra både det Gamle og det Ny Testamente. To gotiske røgelseskar er i ny tid kommet tilbage til kirken.

Det var i denne pastor Per Holst i marts 1820 blev præst på Møn og fik domesil i præstegården i Hjertebjerg. Her boede han og hustruen Fru Helene Tønder Lund i 36 år fra 1820 til 1862.
I sommeren 1829 besøgte prins Christian og prinsesse Caroline Amalie præstefamilien i Hjertebjerg, og det pudsige var, at Rejsedigteren samtidig besøgte præstefamilien.
Han havde tilknytning til familien gennem Helene Holst's søster Laura Tønder Lund, som han var gået til konfirmationsforberedelser med i Sct. Knuds Kirke i Odense, og som han i Mit livs eventyr nævner som sin første velynderske, hvad hun også var.
Hun så mildt til mig, sagde mig venligt goddag, og gav mig endogså engang en rose, og jeg gik hjem, lyksagelig, fordi der dog var en, som ikke overså og forskød mig, skriver han.
Det var også Laura Tønder-Lund og hendes velstillede venner som hjalp økonomisk de første år, han var i København. Han korresponderede med Laura og sendte hende alle sine litterære frembringelser indtil hendes død oppe i Trondhjem i 1831.
Pastor Peer Holst døde 1872, 88 år gammel, Helene Holst døde i 1874, begge ligger begravet på Solbjerg kirkegård. Deres grave findes endnu.
Af den gamle Hjertebjerg Præstegård er kun to længer bevarede, og den anvendes ikke mere som præstebolig.
Stuehuset havde små hvidmalede ruder, taget var tækket med stråtag med korslagte ryttere, og grønne vinranker slyngede sig op de lave hvide murer. Huset blev nedrevet i 1975.

Borre. Byen navn omtales første gang i 1460 men først i 1514 tager Kong Christian II (2) borgerne under sin beskyttelse og stadfæster såde privilegier, som de havde fået af hans fader, Kong Hans, og de andre tidligere konger.
Byen er anlagt på Høje Møn (Højekøbing), og dens beliggenhed ved de meget rige sildeforekomster i Øresund og Østersøen skabte en by med store handelsmæssige samkvem med først og fremmest de nordtyske byer. Den store kirke vidner da også om at byen ikke var en landsby, men en købstad.

Liselund slot. På det yndefulde Liselund lystslot var Rejsedigteren inviteret til at bo, hvor han var gæst hos Martha Mackeprang. Her skrev han om aften digtet Klintkorset på Møn og slutscenen i eventyret Klokken.
Natten tilbragte han I spøgelsesværelse, hvor værtinden havde placeret den unge digter, som ikke var meget for at sove netop her.
Det smukke lystslot blev bygget i l792, efter inspiration af den franske Marie Antoinettes lystbyggeri. Det skabtes af G.P.A. De Bosc de la Calmette, hvis slægt under Louis XIV blev fordrevet fra Frankrig på grund af sin reformerte tro. Senere kom et familiemedlem som hollandsk gesant til Danmark, som han købte slottet Marienborg.
Sønnen Gérard Pierre Antoine overtog efter faderens død 1781 Marienborg, og købte 1783 den nordlige del af Klinteskoven, hvor han de følgende år anlagde den park, der er helt enestående i landet. De snurrepipperier, der i sin tid hørte til de romantiske haver var blandt andet kaskader, bastioner, ruiner med mere. Meget af dette kan ikke mere ses i Liselunds romantiske have, men de småhytter, der også hørte til haven: Schweizerhytten, Norske Hus og pavillonen China står som da de blev bygget. Det var i det kinesisk lysthus og Schweizerhytten, hvor Rejsedigteren  skrev det berømte eventyr Fyrtøjet fra l835.
Samtidig opførtes det helt bedårende lille hus, nu kaldt Gammel Slot Liselund, opkaldt efter bygherrens gemalinde, Lisa Iselin, blev efter sønnens død 1820 solgt til Fr. baron Raben-Levetzau-Huitfeldt. I 1877 overtog G.E. baron Rosenkrantz Liselund.

Møns Klint. Senere på dagen gik Rejsedigteren op til klinterne et par timer for han var endnu for legemelig udmattet til at ånden ret kunne nyde det store hele.
Dagene på Møn tilbragte han i de romantiske slugter til klinten, hvor han kiggede på de hvide kridtbjerge og beså Dronningestolen, Klintekongens hule, Sækkepiben, Store taler, med flere der gjorde et enormt indtryk på ham. En sådan uendelighed har jeg aldrig set, en uhyre havoverflade lå foran mig, til højre lå Arkond med sin hvide klinter, ligefrem skimtede jeg Sverige og til venstre lå Sjælland med Stevns klint og sine grønne skove - dette udsyn ud over havet gendigtede han mange år efter i slutscenen i eventyret om Klokken fra 1845.
Herfra gik han de 55l trin ned til stranden, hvor han gik under klinten, og fandt den slet ikke så rædsom truende, som folk fortæller, og satte sig på en sten og stirrede på de forunderlige figurer, klinten danner. Om dette indtryk skrev han digtet Klintekorset på Møn.
Herfra gik han på Aborrebjerget, og målte omkredsen af den store klippeblok Svanestenene med sit lommetørklæde, som er 15 meter.