Karise. Var en meget lille by med skole og kirke med nogle enkelte indbyggere, bestående af håndværkere såsom bager og købmandsgården, hvor bønderne kom fra hele oplandet for at handle hvor de kunne høre en landsbymusikant.
Byen har været hjemsøgt af flere brande, og i 1804 blev byen hærget af en meget voldsom brand der lagde 6 gårde samt kroen i aske.
Egnen der rummer mange sagn og fortællinger omgives mod øst af Hellested, hvortil Stevnsåen danner skellet, mod syd Alslev, mod vest Fakse, Dalby og Tyreby og mod nord Vråby og Hårlev.

Stevns. Stevns er ellekongens rige. Stedet hvor han bor er Hellested, hvor en
kongeborg har ligget ved siden af kirken. På dette sted skal ellekongen havde boet. Sagnet fortæller at der en dag skulle Danmark skulle samles under en konge.
Som den sidste af stedets småkonger blev han fordrevet fra sin borg i Hellested og søgte tilflugt i ellekrattet mod syd, og som ellekonge fortsatte han sin kamp mod sine besejrer, men danernes konge i landet turde ikke i lange tider vove sig ned i Stevnsaaen.

Elverhøj. Mest kendt er den navnkundige Elverhøj mellem Hellested og Barup. Egentlig hed den Ellehøj, åen hed Elleå, og kongen hed Ellekongen. Men efter Johan Ludvig Heibergs berømte skuespil blev det til Elverhøj, som iscenesattes med Kuhlaus dejlige og iørefaldende musik.
Her skulle man færdes med varsomhed, for mange skjulte kræfter rådede her. Når mosekonen bryggede, kunne man se de sælsomste ting. Elverpigerne dansede yndefuldt og lokkende i de lyse sommernætter, og de dansede med lange sjal, vævet af tåge og måneskin, og det ser nydeligt ud for dem, der synes om den slags, skriver Rejsedigteren.
Men ve den, som lod sig forlokke. Han blev elverskudt, ellevild gik fra sans og samling for derpå at tære hen. Og man kunne se Elverkongen komme farende på sin skummende hest i spidsen for sine væbnede mænd og gloende hunde.
I 1845 fik han impulsen til sit morsomme eventyr om Dovregrubbens gæsteri hos Elverkongen, og det skete gennem et besøg derude. I han dagbøger læser man, at han onsdag den 20. juni deltog i en køretur fra Bregentved over Dalby, Karise, Juellinge og Hellested. Det hedder i hans notat: Før vi kom til Hellested, var vi på "Elverhøj," der er en kæmpegrav med to gamle hvidtjørne tæt ved vejen på en hvedemark. Meget sandsynligt, at han har hvilet lidt i græsset, så han kunne sige med folkevisen: Jeg lagde mit hoved til Elverhøj! Lige så sikkert har han nok set, at Der løb så vimsen nogle firben i sprækken på et gammelt træ, og heldigvis forstod han firbenesproget.
Lygtemændene, der også er med i eventyret, kunne dog ikke iagttages ved dagslys; men gamle mennesker har fortalt, at hvis man forhen tilbagelagde vejen om natten, var der en mængde af disse hoppende, lysende mosevætter at se mellem højene og Hellested.
Takket være ham er den blevet en af de berømteste i landet.

Med en smuk udsigt over Stevns Ådal ligger Elverhøjen på højre side af vejen, nogle meter inde på marken, lige før vejen drejer skarpt til højre. Elverhøj er vel den kendeste høj i Danmark, og så er den endda ikke ret høj. Den er fra bronzetiden og har fungeret som gravhøj. Selve højen er blevet berømt ved skuespillet af Heiberg, og eventyret af Rejsedigteren. Heiberg havde ikke engang besøgt højen, da han i begyndelsen af forrige århundrede skrev skuespillet Elverhøj, som i dag er det nærmeste vi kommer et nationalt teaterstykke. Da han senere besøgte området, var han selv så forbavset over, at landskabet passede så fint ind i hans skuespil.

Hellested Kirke. Hellested Kirke ligger højt, som størstedelen af alle vore gamle gudshuse. Men hvorfor den er placeret helt ude i periferien af et så vidtstrakt sogn, har folk gennem tiderne haft svært ved at fatte, og de har måtte tage sagnene til hjælp for at forklare det.
Muligvis var det stenalderens jægere, som for tusinder af år siden tilbage kom stagende i deres udhulede træstammer og stationerede sig på det højtliggende sted ved fjordbredden. Måske blev der længe efter opført en trækirke, hvor man havde begyndt med et hedens offersted. Vi har i hvert fald lov at tænke os en udvikling i 3 tempi: gudebehov, trækirke, stenkirke.

Herregården Juellinge. Herregården Juellinge ligger i en idyllisk, men i og for sig ikke særlig karakteristisk egn midt ude i Stevns, tæt ned mod en ålavning, godt gemt bag den store, gamle park. Første gang, den træder frem i historien, er i 1387. Da ejes den af rigsråd og ridder Jakob Olufsen Lunge, som var en af dronning Margrethe I's mest betroede mænd. I 1672 blev Juellinge ophøjet til et friherreskab og blev senere ophøjet til hovedsæde for et baroni. Det var da ejet af Gehejmeråd, baron Jens Juel. I 1750 blev den indlemmet under det oprettede lensgrevskab Bregentved.
Juellinge er opkaldt efter Jens Juel, der ved mageskifte, køb m.m. øgede den allerede da gamle gård, som han fik l67l, da hans kone Vibeke Skeel arvede den efter sin mor Ide Lunge.
Det nye navn Juellinge krævede en ny gård, derfor forandrede han hele anlægget fra grunden af, for hovedbygningens vedkommende med de store brede dobbeltvoldgrave rundt om, altså et befæstet anlæg. Juellinges arkitektur udviser flere ejendommeligheder. Bemærkelsesværdigt er slottets gårdfacade af store hugget granitkvadre; stilen betegnes af Vilhelm Lorenzen som hollandsk barok.
Friherren til Juellinge blev en mægtig jorddrot. Alene i Hellested besad han 35 gårde, ligesom en stor del af Karise, Varpelev, Lyderslev og Frøslev gårde tilhørte ham.
Efter Jens Juels død i 1700 skiftede herregården gentagne gange ejer. Under Frederik d. 4 og Christian d. 6. var den i kongebesiddelse. Fra 1750 til 1937 tilhørte den greveslægten Moltke på Bregentved. Siden har dens ejer været Vivian Brandth, John M. Larsen og hans arvinger og godsejer A. Henckel.
Mægtige grave om gården skrev Rejsedigteren om sit Juellinge-besøg.
Ingen adgang til slottet eller parken uden forudgående aftale.
Kan kun ses udefra

Egetræ. Her Mellem Juellinges gårds gartnebolig og Kalø kuskehuset stod der et kæmpetræ, der blev kaldt Det store træ . Træt af ælde, forkrøblet og mørnet af århundreders tusinde dage, gnavet hul af tidens tand.
Til dette knyttede sig den historie, at da Rejsedigteren besøgte Elverhøj ved Hellested, kom han denne vej, og da vognen passerede det gamle elmetræ, bad han kusken holde og han gik længe og så på træet fra alle sider.
Det kom der senere et eventyr ud af, Soldaten og Fyrtøjet.

Trines hus. I Tåstrup nær Hellested kan man besøge et gammelt hus, som kan fortælle noget om levevilkårene i landsbyen i de gode, gamle dage.
Huset er godt 200 år gammelt og er bevaret nogenlunde uændret. Det hedder Trines hus, opkaldt efter Trine, som var dets sidste beboer. Hun blev født her i 1882 og boede her til 1954. Nu er det fredet og står men inventar omtrent, som det har set ud for 100 år siden.