Frederiksberg  bakke: Den l4-årige Hans Christian, der var kommet  med dagvognen  fra Odense, stod af på Frederiksberg Bakke  og gik til fods ind til byen: Mandag morgen  den 6. september  l8l9 så jeg fra Frederiksberg Banke første gang København.

Rejsedigteren kunne til tider med megen bitterhed udtale sig om hovedstaden og dens befolkning; men trods akt var det her, han fandt sit "hjem i hjemmet," og hvor han søgte ud, var det dog altid København, der blev hans faste udgangspunkt og stedet, hvortil han vendte tilbage.

København 1868
København 10. maj 1871
En yndig sommerhilsen i form af duftende violer og grønt og blomster fra skovbunden.

København 9. februar 1872
Dagen efter. Stor fest i Vincents lokaler, Guldsmed Michelsen og hustru fejre deres sølvbryllup. Det er indbudt 140 personer. Jeg havde fru Bournonville til bords, dette er dækket i hesteskoform, vi kommer lige i gabet, lige over for brudeparret.

København 26. april 1868.
Medens vi sad ved bordet, kom Hans Jæger over med en tallerken fuld af de dejligste jordbær, som var blevet sendt fra Glorup.

Amagerport

Porten var uanselig og snæver, men idyllisk, sagde Flyveposten. Rejsedigteren ville hellere kalde  den Livets og Dødens port . Gennem den trådte  den uskyldige Amagerpige f ørste gang fra sit Arkadien  ind i den brogede hovedstad ... med  hvilke  ganske  andre f ølelser ruller ikke synderen sidste hang ud af den?

Amaliegade 9

Rejsedigterens  havde  tilknytning til Amaliegade, her  havde  han i flere perioder sin bolig, og her lå de tre Collinske Gårde, hvor han var gæst hos Johannes og Louise Collin. Her boede  også, kammerherreinde  de Neergaard,  hvor han ofte var hædersgæsten ved middagsselskaber.

Han flyttede  2. juli 1848 i hjertet  af byen til Amaliegade  9,  og skriver: I byen, har jeg en dejlig bolig i Amaliegade, hele  fire stuer og køkken oven i købet;  de to vender ud til en blomsterhave, som en handelsgartner har;  det er et helt  atterbomst ?? Blomster-digt;  de to andre vender mod gaden,  hvor jeg kan se skibene, havet, trekroner og Sverige; jeg  bestiller  næsten  ikke noget  for at se."

Amaliegade 142 ( nu nr. 37 )
Sidst i juni 1848 vendte Rejsedigteren  atter tilbage til København  efter en veloverstået  rejse,  og hans gode ven, kaptajnløjtnmant Christian Wulff, Henritte Wulffs og Fru Ida Kochs broder, overlod ham da, mens han selv var ude på togt, sine stuer i Amaliegade 142 (nu nr. 37 ) fra den 24. juni  til 24. august.

Casino Teatret  (Amaliegade)
Det var på Casino Teatret,  at Rejsedigterens  fik sine teaterstykker opført. Livet  igennem forsøgte han sig som dramatiker  ud fra en uudslukkelig kærlighed til scenen og al dens væsen, men den helt store anerkendelse udeblev. Men komedien Ole Lukøje,  som havde premiere den  8. marts 1850, og som blev  skrevet  til det gamle Casino-teater gjorde  lykke og imødekom på udmærket  måde  dette  teaters  krav  til fantasifulde dekorationsskift  og teatralske  effekter.
Stykket som holdt  sig på repertoiret  en del år hen i vort  århundrede, afspejler 1850'ernes København med bedsteborgere, der blandes  med fantasifigurer  i en kaleidoskopisk handling, hvori  sange og danse spiller en væsentlig rolle. Rejsedigterens skriver begejstret til en bekendt  om stykket: Her kommer Ole Lukøje" som jeg tro vil tiltale  dem. Ved den første forestilling i Casino, hvortil  der var solgt 2500 billetter, var  det ganske  interessant at se, hvorledes  den åndelige  magt  til sidst fik massen til at bøje  sig.
Her på Casino blev  også eventyrkomedien  Lykkens  blomst og folkekomedien  På Langebro spillet  21. december 1858.
Casino teateret  blev  taget  i brug 1847, og var fra1848 den første privatescene  i København. Denne scene var  i gennem mange år hovedstadens specielle folkekomedie- og operetteteater med en solid kunstnerstab.
Den sidste forestilling gik over scenen  i 1937, og i 1958 blev bygningen nedrevet.

Amalienborg Slot
I juleferien var  Rejsedigteren inviteret af den  danske  Shakespare- og Byron ovoversætter, Kadetskolens  chef, Kommandørkaptajn Peter Frederik Wulff,  hvis embedsbolig var  i Brockdorffs Palæ på Amalienborg. Jeg fik mit værelse ud til pladsen, og jeg husker, at den første aften her, idet jeg stod ved vinduet  og så ned, kom Alladins  ord mig i tanke, hvor han fra sit rige slot seer ud på pladsen og siger: Dernede gik jeg som en fattig dreng!

Den 23 . oktober 1828 stillede Rejsedigteren  i Dronningens  Ridehus  på Amalienborg som medlem af Kongens Livkorps,  det såkaldte Studenterkorps.
Han fik udleveret  korpsets  meget flotte uniform og noterede sig at hans  lædertøj var pudset . 30. marts 1830 blev han udnævnt til underofficer, og forblev som dette  indtil militærlivet  sluttede  den 28. februar 1834, da han fik sin afsked.

På sine ældre dage var Rejsedigteren ofte inviteret  til privat sammenkomst  hos Kong Christian IX (9). Det skete i slottets nederste  etage, så han kunne slippe for de mange trapper.

Rejsedigteren og de danske konger

Frederik den sjette

I juni 1818 besøgte Frederik 6. på gennemrejse Odense. Skomagersønnen Hans Christian så for første gang landets konge. Det var lidt af en skuffelse. Han var krøbet op på en mur om Frue kirke og så på ham, med ærefrygt og forbavselse over at han slet ikke var i sølv og guld - han havde kun en lang blå kappe med en rød fløjelskrave - altså en soldaterkappe.
Mange år senere fortalte Hans Christian Andersen sin rejsefælle, William Bloch, at han bagefter havde sagt til sin mor: Åh, det er jo ikke mere end et menneske!, hvorpå moren havcde tysset på ham, er du fra forstanden, dreng!

Første gang Frederik 6. kan havde hørt Rejsedigterens navn nævne var, da finansdeputeret, etatsråd Jonas Collin, henstillede til kongen, at den syttenårige dreng blev sendt på en latinskole for at give ham en uddannelse. Det er derfor kong Frederiks fortjeneste at han kom i Slagelse latinskole.

Christian den ottende
Prins Christian Frederik var i 1815 blevet guvernør på Fyn  med bolig på Odense Slot. Her traf den fortenårige Hans Christian Andersen for første gang prinsen, den senere Christian 8. En fastelavns mandag var han sammen en andre borgerlige børn med til at slå katten af tønden, prins Christian sad på trappen med nogle af herrerne og prinsessen i vinduet. Han havde et gammelt officerskærf om livet og bildte sig ind, at han var den, der mest faldt i øjnene.

Et par år senere var han i audiens på slottet. Hans Christian der allerede havde gjort sig bemærket med sine improvisationer, gav nogle scener af Holberg for guvernøren. Men prinsen fandt det var bedst han lærte sig en eller anden håndværksmæssig profession, men det havde han bestemt  ikke lyst til, dermed var audiensen forbi.

I Frederiksborg slotskirke overværede Rejsedigteren salvningen af Christian 8.
Solen skinnede, da den fornemme procesion begyndte ved middagstid. Klokkerne ringede, der blev slået påp paukerne, og trompeterne gjaldede. Først kom kongen med enevældens guldkrone på hovedet. Han gik under en baldakin, båret af fire riddere af Elefanten, kroningskåbens purpurslæb holdt af tre. Kroningsmarchen blev spillet. Da han var kommet ind i kirken, begyndte dronningens kronede optog. Kronprins Frederik førte hende, og baldakinen blev båret af gehejmerådet.

Da Rejsedigteren kom til København den 23. september 1847, gik ikke mange dage, før han tog ud til Sorgenfri og blev hjerteligt modtaget af majestæterne.
Under en jagt i Nordsjælland fik kongen et hjertetilfælde og den 5. januar 1848 fik han et nyt anfald af hjertekrampe. Onsdag den 19., januar døde han på Amalienborg.
Rejsedigterens sidste besøg hos den syge konge fandt sted den 6. november, hvor han læste for kongeparret.

Prins Frederik
Prins Frederik, var hans favorit.
Svagheden for prins Frits, som han og flere kaldte ham, stammede oprindelig fra drengeårene i Odense. Mens hans mor gjorde rent på slottet, hvor prinsens far residerede i sin egenskab af Fyns guvernør, legede de to børn med hinanden i gården, et kært barndosminde, som han huskede.
Prins Fritz var knap tre år yngre end den vordende Rejsedigter. Han kom til verden i 1808, søn af prins Christian Frederik og prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin.

Frederik 7. og grevinde Danner
Sidst i marts 1853 var Rejsedigteren i hofteatret på Christiansborg og så for første gang Frederik 7. med grevinde danner i logen. Den 8. oktober 1856 var der festforestilling i Det kongelige Teater, det var kongens fødselsdag, og Rejsedigteren havde skrevet sangen.
Også i 1858 og 1859 skrev han sange i anledning af kongens nærværelse i teatret.
Der er ingen hentydninger til grevinden. I Det kongelige Teater måtte hun ikke sidde i kongelogen, kun i hofteatret.

Kongelige tafler

Den 30. marts var Rejsedigteren til taffel hos Frederik VII første gang. Måneden  efter var Rejsedigteren i audiens for at takke for Dannebrogsmændenes hæderstegn, hans anden danske orden.
I maj 1859 var Rejsedigteren igen til taffel på Frederiksborg.

Midt i januar 1861 blev Rejsedigteren igen tilsagt til taffel hos kongen.
Hans majestæt spurgte om mine tænder tillod mig at drikke et glas med ham.
Frederik den 7. kunne ikke fordrage, at han ved taflerne snød sig fra tømme bægrene og havde ham derfor lumsk i kikkerten. Og engang kongen opdagede, at han havde helt vand i sit glas i stedet for Rhinskvin, fik han en tordentale. Man drikke ikke vand, når man drikker med sin konge, råbte Frederik den 7. Jo, men når man drikker med sinm kongen, bliver vand til vin, riposterede Rejsedigteren.

I 1863 var Rejsedigteren sidste gang sammen med kongen. Søndag den 15. november 1863 døde Frederik 7. på Lyksborg slot.
Den 6. oktober 1873 afsløredes H.V. Bissens rytterstatue foran Christiansborg. Fra familien Melchiors vindue i hjørnehuset på Højbro Plads overværede Rejsedigteren begivenheden.

Prins Christian og prinsesse Louise af Hessen-Kassel

De havde bolig i Det gule Palæ i Amaliegade. Prins Christian, der senere blev udråbt som kong Christian 9. var ritmester af hestgarden og uden formue og den af de glücksborgske prinsebrødre, kong Frederik 6. og dronning satte mest pris på, men i øvrigt lidet kendt, mest under navnet den tyske prins, hvad hans gebrokne dansk, som han aldrig aflagde, nok havde sin andel i.
Rejsedigteren kom til at stå familien i Det gule Palæ meget nær. Han befandt sig i et lykkeligt hjem med glade ægtefolk og mange søde, velopdragne børn.
Rejsedigteren var nogle gange hos prins Christian og læste eventyr for de seks børn. Et eksempel: En tirsdag aften i december 1860: Om aftenen hos prins Christian --- Alexandra og de andre børn rakte mig hånden - prins Frederik fulgte mig lige ned i porten da jeg gik.

Prins Albert og prinsesse Alexandra af Waels
Den 16. september fik Rejsedigteren indbydelse til et aftenselskab på Christiansborg i anledning af prinsen og prinsessen af Waels besøg.

Assistens Kirkegård

På Assistens kirkegård hviler mange af Rejsedigteren Hans Christian Andersens samtidige, som livet bragte ham sammen med.
Det er således solodanserinde Madame Anna Margrethe Schall, syngmester Giuseppe Siboni, solodanser Carl Dahlèn, hans gamle rektor Simon Meisling, veninden Signe Læssøe, Professor Just Mathias Thile, fysikeren Hans CHristian Ørsted og eventyrenes illustrator Vilhelm Pedersen, og mange, mange andre.  

Kredsen omkring Rejsedigteren

Rejsedigteren døde den 4. august 1875, 70 år gammel på Rolighed i Store Strandstræde, og har her fundet sit sidste hvilested.  Her blev han bisat fra Vor Frue kirke (Københavns Domkirke.) en uge senere, den 11. august 1875.
Den røde sandstens-tele, der står på graven er udført af billedhuggeren August Saaby.
Det er tanken at udlægge Assistenten som park, og med dens andre kendte mænds gravsteder i behold vil den blive det skønneste frilufts-pantheon.

Nogle år før blev hans halvsøster Karen Marie Andersen begravet her. Den 18. november 1846 døde hans halvsøster, Karen Marie Rosenvælnge, på en kvist i Borgergade, og blev begravet i fattigjorden her. Det er hende som han bruger som figuren i eventyrene De røde sko og Pigen som trådte på brødet, som er et eventyr om forfængelighed.
Pigen ligger brødet i pølen og træder på det for ikke at tilsmudse sine nye sko, hun synker som straf for sin forfængelighed ned i mudderet, og havner hos mosekonen, hvor fandens oldemor tager hende med til fandens forgemak.

En stor del af de personer som Rejsedigteren regelmæssigt kom til ligger begravet på Assistens Kirkegård.

Han havde et nært forhold til Assistens Kirkegård. Det vidner de to følgende afsnit fra hans historie Et godt Humeur om: Adresseavisen og Kirkegaarden, det er og var altid min et omeestaandsvækkende Spadserefarter, mine tomeest velsignede Bade-anstalter for det gode Humeur.
Enhver kan nu gaae ind i Adresseavisen; men gaae med mig på kirkegaarden, lad os komme der, naar Solen skinner og Træerne ere grønne; lad os gaae mellem gravene! hver af disse er som en lukket Bog med Ryggen op ad, man kan læse Titelen, som siger hvad Bogen indeholder og siger dog Ingenting; men jeg veed Besked, veed den fra min Fader og fra mig selv. Jeg har det i min Gravbog, og det er en Bog, jeg selv har gjort, til Nytte og Fornøielse; der ligge de Allesammen, og endnu nogle Flere! Nu er vi paa kirkegaarden.
Den store Goethe slutter sin "Faust" med, at den ”kan fortsættes,” det kan ogsaa vor Vandring herud paa Kirkegaarden; her kommer jeg tidt! gjør en eller anden af mine Venner eller ikke-Venner mig det for broget, saa gaar jeg herud, opsøger en Grønsværs-Plads og indvier den til ham eller hende, hvem jeg vil have begravet, og saa begraver jeg dem strax, saa ligge de der døde og magtesløse, indtil de som nye og bedre Mennesker vende tilbage. Deres Liv og Levned, seet fra min side, skriver jeg ind i min Gravbog, og saaledes skulde alle Mennesker bære sig ad, ikke ærgre sig, naar Nogen gjør dem det for galt, men strax begrave dem, holde paa sit gode humeur og paa Adresseavisen, dette af Folket selv skrevne Blad, tidt med paaholdt Pen.
Kommer den Tid, at jeg selv med mit Livs Historie skal indbindes i Graven, saa sæt som Indskrift: "Et godt Humeur!" Det er min Historie. (skrevet i 1852)
De følgende personer er nogle af de mennesker som Rejsdigteren kendte og som i dag ligger på Assistens Kirkegård. Man kunne også have nævnt Henrik Hertz, Signe Læssøe, biskop Mynster, boghandler Reitzel med flere.

Rasmus Nyerup
Gamle Rasmus Nyerup, om hvem jeg fra Bunkeflods hus (Madam Bunkeflod boede over for Rejsedigterens barndomshjem i Munkemøllestræde i Odense) vidste, at han var Bondesøn og havde gaaet i Odense lærde Skole, var jeg en Dag gaaet op til, fortalt, at ogsaa jeg var fra Odense; min Ejendommelighed tiltalte den gamle mand. Han fik Godhed for mig, og paa Biblioteket over Rundekirken (Trinitatis kirke, Rundetårn) lod han mig gaa og se i Bøgerne, kun at ,,de sættes paa rette Sted", og dermed var jeg i den højeste Grad samvittighedsfuld, som med de mange Bøger med Billeder, han lod mig laane hjem. Jeg var meget glad!
Nyerup, den lærde biblioteksmand og litteraturforsker, gik for at være alle fynboeres ven. Han var selv født i Nyrup på Fyn. Han og Rejsedigteren stod jævnligt i forbindelse med hinanden. Da Rejsedigteren kom fra skolen i Slagelse flytter med rektor Meisling til Helsingør, skriver han et begejstret, brev om Sundet, Kullens bjerge og hele den skønne natur. Da Rejsedigteren selv fandt brevet godt skrevet, sendte han flere andre det samme brev stilet til dem. Nyerup syntes også godt om skrivelsen og lod den indrykke i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn under titlen Fragment af en Reise fra Roskilde til Helsingør.
Dette var faktisk Rejsedigterens første journalistiske arbejde. Rejsedigteren sendte også Nyerup andre små epistler og arbejder. Den venlige mand gik ikke af vejen for at gennemgå selv mindre gode arbejder, for at Rejsedigteren kunne lære noget af kritikken.

Carl Dahlen

Da Rejsedigteren den 6. september 1819 kommer til København, er det fordi teateret trækker. Han troede faktisk, at teatret ventede på ham. Det gjorde det ikke.
Han forsøgte sig som sanger og skuespiller. Da han ikke var særlig heldig i disse retninger, gik han til dansen. Digter spekulerede han slet ikke på at blive. Teaterchefen, Holstein, som han henvendte sig til, sagde, at han var for mager til teatret. Oh, svarede Rejsedigteren ganske naivt,  naar jeg kun bliver ansat med 1001 Rdl. i Gage, vil jeg nok blive fed.
Rejsedigteren gik let i folk, og der var mange, som gerne ville tage sig af ham. En af disse var solodanser ved Det kgl. teater, Carl Dahlen. Han var den første, der åbnede sit hjem for den unge mand. Eventyrdigteren kom hos den venlige familie, og Dahlens kone, hun var skuespillerinde ved Det kgl. Teater, var mild og hjertelig imod ham, som en god moder. Dahlen, der var lærer på danseskolen, sørgede for, at Rejsedigteren blev elev her i 1820. Han erklærede dog, at han nok ikke ville drive det videre end til statist.
Dahlen, der selv en gang havde været beundret for sin smukke skikkelse og ynde, var nu blevet fed, så han ikke længere kunne danse. Men som pædagog var han glimrende. Han forsøgte sig også som balletforfatter, men uden større held. I dag mindes man kun hans ballet Armida, fordi Rejsedigteren optrådte i den som trold sammen med en lille pige, der var amorin. Det var den senere fru Heiberg. Sådan kom eventyrdigteren navn på plakaten. Han fortæller: Det var et Moment i mit Liv, at mit Navn stod paa tryket, en Nimbus af Udødelighed syntes jeg, laae deri; jeg tog Ballet-Programmet med i Seng om Aftenen, laae ved Lyset og stirrede paa mit Navn, lagde det hen for at tage det igjen, det var en Lyksalighed.

J.N. Thile
Rejsedigteren første hefte med eventyr udkom i maj 1835. Heri var fire historier, de tre havde digteren kendt fra sin barndom, kun den fjerde, Den lille Idas blomster, var helt igennem eget arbejde, og det må regnes for at være hans første virkelige eventyr.
Større begejstring vakte eventyrene ikke. En kritiker henstillede til ham, at han brugte sine talenter som digter til noget højere og ikke spildte tiden på den slags.
Eventyrdigteren satte ikke selv større  pris på eventyrene, men han håbede, at de kunne give penge. Han manglede tøj, havde gæld, og så var der den evindelige husleje.
Den lille Ida har Rejsedigteren kendt. Hun var datter af J. N. Thiele, der havde embedsbolig på Charlottenborg, hvor også botanisk have lå dengang. Ida fik ofte besøg af den unge digter, han boede i Nyhavn og kunne fra sit vindue se over i haven hos professor Thiele.
I eventyret  er den rare student Andersen. Ida er Thieles datter, som han fortæller om blomsterne på en måde, der er alt andet end botanisk. Nogle af de barnlige bemærkninger har Andersen fra den lille piges egen mund. Lille Ida voksede op og blev gift med Alexander Wilde. Hun døde i en ung alder, kun 33 år gammel, i 1863.
Man kan godt være forfatter, direktør for kobberstiksamlingen, kongens håndbibliotekar og etatsråd og alligevel være en beskeden mand, indtagende og idealistisk. Det var Thiele, der gennem sine arbejder med danske folkesagn har haft stor betydning for vore digtere, også for Andersen. Han havde kendt Hr. Andersen siden det første aar, da han faderløs og uopdraget, fattig, men rigt begavet, styrtede sig ud i livets strøm for at opnaa maal, han selv endnu ikke kendte; - da jeg i de følgende aar saa den nedarvede guddomsgnist, tæt indhyllet i kvælende røgskyer, mere og mere bryde igennem og til sidst at slaa ud i altid klare flammer: da følte jeg mig oftere gennemtrænget af ærbødighed for den genius, som i ham kæmpede med næsten alle ydre forhold og som - hvad man tør haabe- omsider vil besejre dem alle.
Allerunderdanigst
J. Thiele.

Anne Margrethe Schall
Mens Rejsedigteren endnu boede i Odense havde han hørt at en fru Schall var den mægtigste og første ved teatret. Da han var vel ankommen, iførte han sig sin pragt, konfirmationstøjet, med støvlerne uden på bukserne og med en hat, der gik helt ned over ørerne. Sådan pyntet gik han til danserinden med sin anbefaling.
Først trak han i klokkestrengen, faldt på knæ uden for døren og bad til Gud, at han måtte finde hjælp og beskyttelse. I det samme kom en tjeneste pige forbi med sin torvekurv på armen. Hun smilte venligt til drengen og stak ham seks skilling, hvorefter hun forsvandt. Han blev forbløffet. Hvordan kunne hun dog tro, at han, der var så fin, var ude for at tigge.
Endelig kom han ind hos fru Schall, der med stor forundring så på ham. Hun læste anbefalingsskrivelsen, der var skrevet af en bogtrykker Iversen i Odense, som hun slet ikke kendte.
Hele situationen forekom hende besynderlig. eventyrdigteren fortalte hende, på sin måde, at hans inderligste ønske var at komme til teatret. Da hun jo var danserinde, tilbød han hende at vise et parti fra Cendrillon, som han havde set opført i Odense. For at kunne danse lettere tog han støvlerne af. Med hatten som tamburin begyndte han så at danse og synge. Mærkværdigt må det have set ud. Nænsomt, men hurtigt fik hun ham på døren.
år senere betroede hun Rejsedigteren, at hun dengang havde troet, at han var gal. Madame Schall var solodanserinde, og selv om hun som sådan havde mangler, så blev de dog afbødet af talentets trolddom, har Bournonville sagt om hende. Hun var. livlig, havde rigtigt københavnerhumør. Da hun blev ældre, virkede hun let komisk, var fed, snakkede meget og var pyntesyg.

Peter Faber
Kort tid efter, at Peter Faber var blevet telegrafdirektør i 1853, mødte han. Rejsedigteren på posthuset. Faber opfordrede eventyrdigteren til at gå med over i det værelse, hvorfra traaden gaar til Korsør og Helsingør. Faber sender til Helsingør for at vise apparatet i brug. Efter det første svar fortæller Faber sine folk deroppe, hvem der står på hans kontor. Nogle sekunder efter lød signalet. Maskinen arbejdede, og på den lange papirstrimmel havde den elektriske strøm ved sin indvirkning på maskinen ladet aftrykke første vers af et af Andersens ældste digte Hver Skipper har sin Hustru, som. han havde skrevet i sin skoletid i Helsingør.
Rejsedigteren var overvældet af opfindelsens storhed - og dette med verset - så han var lige ved at græde. For at de fremmede ikke skulle le ad hans nervøsitet, skyndte han sig bort. Eventyrdigteren var altid interesseret - barnlig glad - for alt det tekniske, der kom frem. Dampskibe, jernbaner og fotografiet har han beskrevet glimrende. I fortællingen Om Aartusinder, der første gang blev trykt i Fædrelandet 1858, siger han: Ja, om aartusinder kommer de paa dampens vinger igennem luften hen over verdenshavet! Amerikas unge beboere gæster det gamle Europa . . . Om aartusinder kommer de !
Rejsedigteren var af en noget anden støbning end den rare Polytekniker-Faber, der var saa venlig at vise ham Ørsteds opfindelse i praksis. Faber dyrkede kun sit skriveri lejlighedsvis, men det er gennem sin folkelige digtning, han huskes endnu. Hans ,,Højt fra træets grønne top" og Sikken voldsom trængsel og alarm, vil bevare hans navn.

H.C. Ørsted
Ørsted om Rejsedigteren:
”Gør Improvisatoren”Dem berømt, så vil eventyrene give dem udødelighed, de er det mest fuldendte, De har skrevet.
I Ørsteds hus havde Rejsedigteren selv introduceret sig, en fremgangmåde han ikke var uvant med.. Han siger selv, at det var et guddommeligt fingerpeg, at jeg just vendte mig til de ældste og bedste, dem hvis betydning jeg egentlig slet ikke kendte og kunne vurdere.
Og det må man så give ham ret i. Det var en evne som for ham var uvurderlig.
Han vandt Ørsteds venskab, og i hans hus mødte han mange formående mennesker.
Da eventyrdigteren var oppe til filosofikum, blev han eksamineret af Ørsted, der med et lille smil spurgte ham: Sig mig, hvad ved De om elektromagnetismen?
Det ord kender jeg slet ikke!  svarede Rejsedigteren. Husk Dem om! De har førud besvaret alt så fortræffeligt og De må vide noget om elektromagnetismmen!
Rejsedigteren måtte gå til bekendelse og indrømme, at han havde været til alle professorens forelæsninger undtagen den, hvor dette spørgsmål var blevet behandlet.
Denne tilståelse morede Ørsted, han nikkede og sagde: Det var skade, at De ikke vidste det, for ellers havde jeg givet Dem præ, nu får De laud - for De har svaret meget godt!
Ørsted berømmede ofte Rejsedigteren, og han satte stor pris på dennes humoristiske sans. Ja, han skal være den første der har bemærket, at det var her Rejsedigteren havde sin styrke. han opmuntrede Rejsedigteren og udtalte sin mening om hans digteriske evner, når andre betvivlede dem. Han forsikrede at der ville komme tider, hvor Rejsedigteren ville blive anerkendt hjemme, som han allerede var det i udlandet.
Ørsted var altid villig til at høre på Rejsedigteren, når denne havde noget at læse op. Og det havde han tit. Rejsedigteren på sin side følte altid sønlig hengivenhed for den berømte Ørsted.

Bissen
Gamle Bissen (1798-1868) var det nittende århundredes portrættør. Selvfølgelig måtte  Rejsedigteren også sidde for ham. Bagefter udtalte Bissen: Vorherre havde givet sig tid til at skabe hans hoved aparte fremfor de fleste andres. Det er en almindelig opfattelse, at  eventyrdigteren nærmest var grim. Det er ikke helt rigtigt, selv om det også ville være forkert at kalde ham en skønhedsåbenbaring. Bissens buste giver et fint billede af ham. Der er mere end portrætlighed i den, der er også noget af Rejsedigteren sjæl og hele væsen. eventyrdigteren bestilte 8 eksemplarer af busten. Selv om han ikke var helt tilfreds med den, var den god at forære væk til venner og velyndere.

Søren Kierkegaard
Romanen "Kun en Spillemand" opfyldte en kort tid en af vort lands unge, højtbegavede mænd, det var Søren Kierkegaard. Paa gaden, hvor vi mødtes, sagde han til mig, at han ville skrive en kritik over den, og at jeg ville vist blive mere tilfreds med den, end de tidligere, thi, indrømmede han, man fattede mig ganske urigtigt! - Der gik lang tid hen, han læste bogen om igen, og det første gode indtryk udviskedes, og jeg maa tro, at jo alvorligere han drøftede digtningen, des fejlfuldere blev den, og da kritikken kom, kunne jeg ikke være glad for den; den kom som en hel bog; den første, tror jeg, Kierkegaard skrev, noget besværlig at læse, med dens hegelske tunghed i udtrykkene; man sagde også for spøg, at kun Kierkegaard og eventyrdigteren havde læst bogen ud; det var ,,Af en endnu Levendes Papirer."
Jeg fik det ud af den, at jeg var ingen digter, men en digterisk figur, der var løbet af min gruppe, og at det var en tilkommende digter givet at stille mig i den eller benytte mig som en figur i en digtning, hvori han skabte mit supplement. Senere forstod jeg bedre denne forfatter, der i min fremskriden er kommen mig i møde med venlighed og skønsomhed.
Intimere venner blev de to verdensberømtheder aldrig, og det forstår man så godt, større modsætninger skal man vel lede længe efter. Kierkegaard skrev: ,Hvad der i Andersens roman er gaar til grunde, det er ikke et geni i dets kamp, men et flæb, om hvilket det forsikres, at det er et geni, og som kun har det tilfælles med et geni, at det lider en smule genvordigheder, som det endog ligger under for.
Kierkegaards udfald ramte Rejsedigteren hårdt, han følte altid kritik mod sine værker som et personligt angreb. Bogen Af en endnu levendes papirer er en slags bred anmeldelse af ,Kun en Spillemand.

Siboni
Det kgl. Teaters syngemester var italiener af fødsel. En elegant verdensmand, smuk, opbrusende, godmodig og barnlig. Til syngemesteren tyede Rejsedigteren, blot fordi han tilfældigvis i Odense havde læst hans navn i en avis. Mange havde hjemme sagt til eventyrdigteren, at han havde en god sangstemme, så han håbede, at Siboni ville tage sig af ham. Lykkedes det ikke, måtte han rejse tilbage til Fyn.
Rejsedigteren kom til syngemesteren i et heldigt øjeblik, for denne havde middagsgæster, bl.a. komponisten Weyse og digteren Baggesen. Den unge mand sang og deklamerede for selskabet med en sådan følelse, at han kom til at græde. Man klappede, og Siboni lovede at uddanne hans stemme og mente, at han kunne komme på Det kgl. Teater.
Rejsedigteren kom nu i huset hos Siboni. Han gik til hånde, fik mad og lidt undervisning i sang. Denne herlighed varede dog ikke længere end til foråret 1820. Da mistede jeg min stemme, den var i overgang, og jeg havde hele vinteren og foraaret været nødt til at gaa med daarligt fodtøj, dagligt haft vaade fødder. Stemmen svandt, og der var ikke længere udsigt til, at jeg skulle, som man havde sagt, blive en udmærket sanger. Siboni rådede ham til at rejse hjem til Odense og lære et håndværk. I sin nød gik Rejsedigteren herud til Assistens Kirkegard, i hvis nærhed landstedet Solitude den gang lå. Her boede digteren Frederik Høeg-Guldberg, som lovede, at han ville give ham timer i dansk. Andersen kaldte ham min ældste ven.

Vilhelm Pedersen
Mange har illustreret Rejsedigteren eventyr og historier, men ingen er blevet så berømt ved det, som Vilhelm Pedersen. Ingen tegner har vel heller fået så lidt ud af sit arbejde med illustreringen, som denne mand. Hvad han har betydet for eventyrenes popularitet verden over,kan man kun gisne om. I 1849 kom der fem små hefter i et bind med eventyr af eventyrdigteren for første gang illustreret, og det af en ukendt tegner. Denne udgave blev straks yndet, ikke mindst fordi mange satte større pris på de venlige illustrationer, end på Andersens historier, for ham var man ved at blive lidt træt af. Man syntes, han var indbildsk.
Hans første eventyr gik kun trægt, men denne udgave med tegningerne holdt man af. Rejsedigteren var ikke begejstret for konkurrencen. Det er Rejsedigteren, der opsøger ham i 1847, fordi der skal komme en tysk udgave af eventyrene med illustrationer. Pedersen, der netop havde debuteret på Charlottenborgs forårsudstilling med nogle malerier, gik med til at påtage sig arbejdet. Han fik 400 Rdl. for noget over hundrede tegninger - en gang for alle. Senere blev hans tegninger frit benyttet over hele verden. Tegningerne blev sendt til Tyskland, hvor de blev skåret i en buskbomplade, den tids form for cliche. Pedersen var langtfra tilfreds med udførelsen: Prinsessen faar et fælt ben, svinedrengens ansigt frister ikke til kys. Skønt Pedersen gang på gang i breve foreslår, at han tegner direkte på pladen, bliver det aldrig rigtigt til noget, og mange af illustrationerne bliver kluntede.
Efterhånden blev han træt af dette utilfredsstillende arbejde. Han, der altid havde været svag, bliver endnu svagere og opgiver efterhånden helt arbejdet. Så må Andersen have fat i ham, og han får tegneren gjort begejstret igen. Af og til kom Rejsedigteren i Pedersens hjem i Nyboder, dels for at le højt og for at tale om tegningerne. Desværre gik det bestandigt tilbage med Vilhelm Pedersens helbred, og en rekreationsrejse til Rom forværrede kun hans tilstand. Han døde den 13. marts 1859, kun 39 år gammel.
På dødslejet skal han have betegnet sit livsværk som en dynge uden værdi. Den beskedne Vilhelm Pedersen fik økonomisk ingen glæde af sit arbejde, og hans efterladte kone og børn fik heller ikke noget. Men hans arbejde lever, for et rigtigt eventyr af Rejsedigteren skal da være illustreret af Pedersen. Da Rejsedigteren i 1875 fyldte 70 år, fik han som gave af sin tyske forlægger, Lorck, så mange af Vilhelm Pedersens originaltegninger, som denne var i besiddelse af.

Collinerne
På Rejsedigteren grav står i dag kun én sten, men indtil 1914 stod der også en mindesten for Edvard Collin (1808-1886) og dennes hustru, Henriette Colllin (1813-1894). Stenen blev flyttet af familien, der efterhånden var blevet træt af at høre, at Collinerne skulle have udnyttet den gode digter, hvilket de så vist aldrig gjorde. Nu finder man ægteparrets sten på Frederiksberg kirkegard, men de hviler stadigt i denne grav. Det var et livslangt venskab, der forbandt Edvard Collin og Rejsedigteren. Edvard var søn af den gamle Collin, manden der mere end nogen anden var skyld i, at Rejsedigteren fik en uddannelse.
Rejsedigteren Hans Christian Andersen blev bisat den 11. august 1875 fra Frue Kirke under meget stor deltagelse. Stiftprovst Rothe og biskop Engelstoft talte; Hartmann sad ved orglet; i det store følge var både kongen og kronprinsen.

Badstuestræde 18
Om aftenen spillede Rejsedigteren dukketeater for balletmester Dahlèns  familie  i hjemmet  Badstuestræde  l8  (dengang l24 ). Ja, jeg var den gang endnu så ganske barn og dog l6 år, at jeg lige som hjemme  i Odense,  endnu  legede  med  dukker  og dukketeater, som jeg selv gjorde;  daglig sad jeg og syede dukkeklæder...

Blaagaardsgade. Fru Læssøe

Blaagaardsgade 15. N. Lindberg
Bakkehuset, Rahbeks Allè 23 (Ved frederiksberg have)
Det var her,  at den unge Rejsedigter fik sin digterdåb! Her stod han som en 19 års ubehjælpsom  fyr og drømte  om fremtiden, da alle blomsters  kærlige  veninde, Kamma Rahbek, vækkede  ham og sagde: Ja, men Andersen, De er jo digter! Da følte han for første gang sit kald,  da fødtes verdens  første eventyrfortæller

Bakkehuset  var i første halvdel  af det 18. århundrede  den danske  Olymp og mødested  for så godt som alle guldaldertidens  store  danske  litterære  navne.
Alt, hvad Danmarks  lille hovedstad  inden for sine snævre volde  rummed  af åndens  og poesiens  dyrkere, følte sig hjemme  herude og trodsede  gerne  vind og vejr  for en Bakkehus-aftens  skyld.
Her fandt Oehlenschläger  den unge  pige, der skulle blive  hans brud - Christiane Heger, husfruens søster. Her hos den barnløse Rahbeks  havde Johan Ludvig Heiberg som dreng en kort tid sit plejehjem, efter  at l andsforvisningsdommen havde  ramt  hans fader. Her fandt den unge  Rejsedigter støtte og opmuntring - Kamma var den, der først af alle hilste ham med digternavnet... og sådan  kunne  man fortsætte med at nævne  en lang række  navne  fra dansk litteratur  og åndsliv, som alle har været  knyttet  til Bakkehuset, litteraturprofessor Knud Lyne Rahbek  og Kamma Rahbek  med ven skabets  bånd.
Hvor elendigt  det  end  alle  dage  stod til med  værtsfolkenes økonomi, og hvor  travlt optaget Rahbek end var af sine talrige  gøremål som litteraturprofessor, teaterdirektør, tidsskriftsredaktør, artikelforfatter, digter, frimurer, klubmedlem med videre. tog de sig råd til at glæde sig over de kærkomne  besøg og til at glæde gæsterne  med et veldækket  bord, et godt glas vin og samtaler krydret  af munterhed  og alvor, ånd og lune.

På den mindestøtte, som få år efter ægteparrets  bortgang  blev  rejst  ved det venlige, landlige hus, står denne  indskrift:
Her boede Knud Lyne Rahbek og hans  elskelige  hustru Karen Margrethe Heger - og som den elskelige er den ejendommelige kvinde, som var Bakkehus-Kredsens  midtpunkt og sol, gået over i historien.

I 1855 blev  Bakkehuset solgt  og indrettet  som åndssvageanstalt  for børn. Rejsedigteren har så poetisk skønt skildret ændringen: Sig ikke: Ak, hvor forandret!" - nej endnu  er det åndens  hjem, drivhuset  for den sygnende  plante, blomsterknoppen, der  ikke  er mægtig nok til at udfolde sig, gemmer dog, skjult, alle spirer til blad og frø – idiotens  hjem, omsvævet  af menneskekærligheden  er  et  helligt  sted, et drivhus for den sygnende  plante, der engang skal omplantes og blomstre  i Guds urtegård.

Rahbeks  lejlighed  i østfløjen  er  indrettet  til museum for guldaldertidens skønånder. Foruden møbler, billeder, personlige  genstande, manuskripter og bøger  er også  udstillet  en stor samling af Kamma Rahbeks  berømte æsker.

Boldhusgade: hjørnet af Boldhusgade og Admiralgade.
Københavns  Studenterforening, som i 1838 havde  lokaler på hjørnet  af Boldhusgade  og Admiralgade, opsøgte  Rejsedigteren hver eftermiddag for at læse aviser, derpå  tage sig et bad, og herefter gå på visitter rundt om i hovedstaden.

Boltens Gård
Hjemme i Nyhavn modtager  Rejsedigteren et anonymt  brev  fra en dame  om at møde sig på Boltens  Gård inde i byen. Det huede  ham ikke, og skriver til hofjægeresterinde Scavenius på Basnæs ved Skælskør. Et anonymt  brev  lå der fra en dame  om et møde  på Bolden  idag ved middag, da hun så gerne ville  tale med mig engang,  det, hun aldrig havde, og nu skulle  forlade byen, men jeg  indlader  mig  ikke på stævnemøder, det  kan også være, det er en spøg  af en (eller) anden herre, lad ham kun gå og fryse for at vente  på, jeg løber aldrig; jeg går ikke!

Borgergade 20
I en årrække  boede  Rejsedigteren halvsøster Karen Marie Andersen i Borgergade 20,  og hun døde  her i elendighed  og fattigdom  i året1846. Hun var vaskerkone som deres fælles mor, hende digteren har givet så smukt et eftermælde, men  et par Rigsdaler  i ny og næ synes at være de eneste  smuler, der faldt fra den mere  velhavende  broders  bord, og han gik i en evig  angst  for, at søsteren  skulle skandalisere  ham i det gode selskab. Et smalt uanseligt hus, i hvis sidestue  ifølge folketællingen 1840  boede  den ugifte vaskerkone Karen Marie, der levede sammen med  arbejdsmand Peder Kaufmann. I 1845 var det samme ugifte par flyttet op på forhusets kvistetage.
Den omtalte  vaskerkone Karen Marie var født i Odense den 22. september 1799; hendes mor var den ugifte Ane Marie Andersdatter og faderen en ugift pottemagersvend Daniel Jørgensen Rosenvinge. Altså Rejsedigterens  moder.
Hun døde forøvrigt  i Borgergade-ejendommen den 18. november 1846  af brystsyge  og blev begravet  den 22. samme  måned  i frijord på Assistents Kirkegård. Men hun kom til at leve  videre  i to af halvborderens  eventyr, det  er i  Pigen som trådte på brødet  og De røde sko.

Borgergade 34
Rejsedigteren  havde  en kortvarig tilknytning til Borgergade 34, men fandt forholdene  alt andet  end idylliske,  ganske  vist  ikke så meget  huset, som menneskene. Det var morgenen efter at han var kommet  til hovedstaden med kun èn rigsdaler  i lommen, at den lange, opløbne  dreng vandrede ud  til Borgergade. Snedkermesteren som boede  der, Madsen hed han, havde averteret om en lærling, en velvoxen Dreng af honette Forældre , og Hans Christian blev  antaget. Han har fortalt om den næste dag, han begyndte  på professionen, om svendene  og drengene på værkstedet:  deres tale var noget  letfærdig  og jeg var jomfruelig bly, da de mærkede  det blev  jeg drillet, ja opad  dagen gik drengenes  spas mig forvidt, jeg brast i gråd og tog den beslutning  at  opgive håndværk  og værksted . Siden, da han var blevet  den berømte digter, der  omgikkes  fyrster og stormænd både  ude og hjemme, da tænkte  han heller  ikke  med glæde på Borgergade.

Borgergade  63-67, på  l. sal, nr. 65

På  l. sal i nr. 65, boede  Rejsedigterens moster, Christiane Jansen,  født Sørensen,  der var enke  efter skipper Gert  Jansen. Hun døde 25. februar 1830 af vattersot  og blev  begravet på Assistens Kirkegård.

Botanisk Have
Til trods for tiltagtende sygdom foretog Rejsedigteren små spadsereture, som da han den 6. november 1873  vovede sig ind i Botanisk Have ved Charlottenborg.
Her dvælede han ved det gamle  piletræ som han i 1835 havde  skrevet  om til sin veninde Henritte Wulff, datter af kommandørkaptajn og senere  admiral Christian Wulff  ved stenen som er rejst over Abildgaards  hund Giordano, der døde  i det  mærkelige år, da sukkeret kostede  43 skilling pundet .

Bredgade. Efter at Hans Christian blev  afvist som elev  på Det Kgl. Teater snedkerlærling opsøgte  han en snedkermester i Bredgade. Han mødte  fuldt  af håb om morgenen, men ved fyraften havde han fået nok af høvlspåner og savsmuld - og sagde op.

Bredgade 19
Dagen efter Rejsedigterens  ankomst  til København  afleverede  han  en anbefalingsskrivelse  til solodanserinde ved Det kgl. Teater Madam Schall, som boede  her i Bredgade 19  fra en bekendt  i Odense, og demonstrerede sin  danserfærdighed  for hende. "Før jeg ringede på, faldt jeg  på knæ udenfor døren og bad til Gud at jeg  her måtte  finde hjælp og beskyttelse. Endelig blev jeg indladt til danserinden... og på hendes  spørgsmål om hvilke  partier  jeg troede  at kunne udføre svarede jeg  Cendrillon . Jeg  udbad  mig imidlertid om  jeg måtte tage støvlerne af, da jeg ellers ikke  var let nok for denne  rolle, og nu tog  jeg min store hat, som  tambourin og begyndte at synge og danse.  Hvad vil  rigdom sige, hver er glans og herlighed ".

Bredgade 183 (nu nr. 76)
Den 10. august1834  var Rejsedigteren hjemme  igen i hovedstaden efter sin store rejse, som blandt  gik til Italien.
Han tog ind hos kommandørkaptajn,  senere  admiral Peter Frederik Wulff, som da boede på Søakademiet, der fra 1827 til 1865  havde lokaler  i Bredgade 183, ( nu nr. 76 ).

Bredgade 33
Forfatteren Adam Oehlenschläger  boede  på et tidspunkt  i Bredgade 33, som var en af Rejsedigterens  første venner, og de bevarede venskabet   livet  igennem.

Bredgade 68
Når Rejsedigteren skulle ud eller hjem, passerede  han Bredgade  68, hvor der dengang var et gitter, og hvori kandidaten  i  eventyret  Lykkens galocher  fik hovedet  i klemme.

Brogade 5
I 1831-1842 dannede  Brogade 5  rammen om skuespillerparret  Heibergs hjem. De flyttede ind her som nygtifte og sammen med teaterdirektør  Johan Ludvig Heibergs  moder, Fru Gyllembourg, hos  hvem svigerdatteren  et  halvt  årstid havde  haft sit hjem, ligeledes  på Christianshavn, på hjørnet af Oven Vandet  henne ved volden. Herved overlader sig dig regimentet  og stiger ned fra min trone , havde Fru Gyllembourg sagt  den første aften i det nye hjem, da hun overrakte svigerdatteren Johanne Louise Heiberg sin  regnskabsbog  for husholdningen. Og lige så befippet  den unge frue blev, lige så hurtigt  fattede  hun sig og residerede  en årrække som en fuldendt  værtinde for husets talrige  vennekreds.
Det var en udsøgt skare, man kan næsten sige, alt  hvad der var af ånd i datidens Danmark, kom i det Heiberske  hjem: Poul Møller,  Hertz, Oehlenschlâger, Rejsedigteren, Brødrene Hans Christian og Ørsted, Marttensen, Paulli, Andræ,  Madvig.
Det var i Brogade, Fru Johanne Louise Heiberg en juleaften samlede en halv snes fattige børn  for at berede  dem den juleglæde, hun heller  ikke  selv  havde  haft  i sin barndom.

Christianshavn
Den 8. marts 1835  havde  vi  romergilde  ude i ”Borgerdyden”  på Christianshavn, hvor  alle de, som havde været  i Italien, mødte. Der så ganske  ud som på en romers kneipe; vi havde romerske  lamper  på bordet, og der var dekoreret  med romerske  prospekter; en krans hang om Bertel  Thorvaldsens portræt, selv  havde vi efugekrandse, og det med frø, om hovedet , skrev  Rejsedigteren da han havde deltaget  i den årligt tilbagevendende romerfest for de danske italien farer.

De daglige spadsereture  over Knippelsbro  til Christianshavn gav  ham  inspirationen til  at begynde  at skrive sit første prosaværk,  Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager.
I bogen er der en skjult  hentydning til Meisling, for på et tidspunkt  møder  digteren Fanden i en skolemesters  skikkelse.
Ved den mundtlige  eksamen var han så nervøs, at han kom til at stænke  blæk  fra pennen på eksaminators   ansigt, men denne var venlig  nok til ikke at sige noget  og tørrede  ganske roligt blækket  af.

Charlottenborg
På Kongens Nytorv ligger palæet Charlottenborg Slot  mellem Nyhavn og Det kongelige Teater. Det blev  færdigbygget  i 1663 og var i knap hundrede  år bolig for kongelige familiemedlemmer.  I  1754 blev Charlottenborg sæde  for Det kongelige Kunstakademi, hvor man ofte kunne  møde  Rejsedigteren til og fra møder.
Charlottenborg  udstillingsbygning  er opført bag palæet  i den oprindeligt  kongelige  have. Her holdes  der året  rundt skiftende  danske og internationale  udstillinger  af nutidig billedkunst, arkitektur, kunsthåndværk og design.

Rejsedigterens  omgangsvenner  i København  var  i 1830'erne  blandt  andet  professor  J.M. Thiele, som boede på Carlottenborg med  udsigt  til Botanisk Have, som han flittigt besøgte., og som han kunne se ned i den fra sin bolig i Nyhavn.
Det var Thieles lille  4-årige  datter Ida, der inspirerede  ham til eventyret  Den lille Idas blomster .

Christianshavn
De havde bolig i Det gule Palæ i Amaliegade.
Det gule Palæ (Prins Christian og prinsesse Louise af Hessen-Kassel)
Det kgl. Hofteater, Christiansborg (Det nuværende teatermuseum)
Hans Christian blev  antaget som elev  på balletskolen og deltog  daglig  i undervisningen  i Slotsteatret  på Christiansborg.  Solodanseren Dahlèn  tog mig med på sin danseskole, det var dog et skridt teateret  nærmere. Der stod jeg hele  formiddagen ved  den lange stok og strakte ben,  lærte  at gøre  battement, men uagtet  min flid og gode vilje  lovede  jeg  ikke mege t for dansen; Hr. Dahlèn erklærede  at jeg næppe  drev  det videre  end til at blive figurant .Her var han den 12. april 1821 med i balletten  Armida, og programmerne  kan ses på Hoffteatret.

Det kongelige Hofteater  på Christiansborg  blev  indviet  i 1766. Det har ingen sammenhængende  historie, men  en mængde  episoder af interesse er foregået  her. Under kong Christian VII (7) var det hoffets specielle  teater,  hvor endog kongen optrådte. Under kong Christian VII (7) og kong Christian VIII (8) var hofteateret  italiensk opera scene.
Blandt eleverne var skuespillerinden Johanne Louise Heiberg, Det  kgl. Teaters  og Rejsedigterens muse.

Det Kgl. Teater, Kongens Nytorv
Blandt dem der trådte  deres dramatiske  børnesko  på Det kgl. Teater var Rejsedigteren, som livet  igennem  havde  en uforløst  kærlighed  for scenen: Min første vandring var til teatret, jeg gik flere gange  omkring det, så op ad murene, betragtede  det  næsten som et hjem. En af billethandlerne, der  her daglig vandrede  om, blev  opmærksom  på mig og spurgte om jeg ville have  en billet, jeg var så aldeles  uvidende  om verden, at jeg troede mennesket  ville forære mig den; jeg takkede  på det hjerteligste; han troede jeg ville gøre nar af ham og blev vred, så jeg forskrækket  trak mig bort fra det sted, som her var mit kæreste .

Han blev  inspireret  til at skrive den tragikomisk vaudeville “Kjærlighed på Nicolai Tårn eller hvad siger Parterret?, som blev antaget på det kongelige Teater.
Tilsyneladende generede  det  hverken Rejsedigteren  eller  publikum, at hans satire var rettet mod en skuespilform, som forlængst var passé. I Mit Livs Eventyr  skriver han om premiere på dette  Rejsedigterens   første stykke på Det Kongelige Teater: da stykket  kom på scenen, blev  det af mine medstuderende  modtaget  med jubel, de  udbragte  et leve forfatteren!  jeg tænkte og så ikke videre  frem, jeg var overvældet  af glæde, lagde så megen betydning deri, den det slet ikke havde, jeg kunne  ikke  rumme  min lykke, jeg styrtede  ud fra teatret, ud på gaden, ind i Collins hus, hvor alene  hans hustru var hjemme, næsten afmægtig sank jeg om på en stol og hulkede, krampagtigt i  gråd, den deltagende  kone  vidste slet ikke, hvad det betød og begyndte  derfor at trøste  mig med: tag Dem det ikke så nær, man har også pebet  af Oehlenschläger og af mange store digtere!- Ja, men man har slet ikke pebet!  udbrød jeg hulkende,  man har klappet og råbt: længe leve!
Historien er nok lidt overdrevet, f or vi ved fra andre kilder, at der faktisk også blev  pebet  ad stykket, som kun gik tre gange.

Rejsedigteren fik opført sit første komiske stykke  på den kongelige scene,  Kærlighed på Nicolai-tårn . Mange år senere sad han i hoflogen sammen med  admiral P.F. Wulff, og mens  de overværede  teaterstykket  udbrød  han pludselig: Det var dog Satans med  alle de forfattere. Hvem Fanden giver Dem de pladser her!  Herpå replicerede Rejsedigteren: Der er to herrer der giver  pladserne  bort, ekselencerne får deres  af Hans Majestæt Kongen,  jeg har fået min af Vorherre .

Det første teaterhus  blev  rejst  i 1748 i overværelse  af kongehuset
Ved en festforestilling i anledning  af Det kgl. Teaters  ny  teaterhus ´ indvielse  den 15. oktober 1873, var Rejsedigteren  blandt  indvielses gæsterne.

Hotel d`Angleterre
Igennem  ni måneder  var  Rejsedigteren  gæst på Hotel d`Angleterre  på Kongens Nytorv. I tre måneder boede han på værelse  49 og 66.
Det blev  opført  i 1731 og er et af de meget  få hoteller i Europa,  der som hotel  har kunnet fejre  200 års jubilæum.

Hotel du Nord
Fra 1838 til 1847  boede  Rejsedigteren  på Hotel du Nord (nu Magasin du Nord) i to små værelser  igennem  ni år - et af værelserne  vendte  ud til torvet  med udsigt til det af Rejsedigteren så tilbedte  kongelige  teater - og det andet  værelse  ud til gården, hvor der var en utrolig kommen og gåen og larm af hestehove. Her var der nemmelig en vognmandsforretning.
Til brevvendinden Henriette Hanck  i Odense, skriver Rejsedigteren  i et brev  den 4. november 1838, at han er flyttet på hotel. Jeg flytter 1. december  og får værelser på Hotel du Nord", et til gården og et til gaden, lige ud for teatret;  nærmere kan jeg ikke komme  det. Opvartningen  i  hotellet  er god, og det morer mig at se "de rejsende " være  nysgerrige efter at beskue  Hans Christian Andersen. Ja, noget  barnagtigt  har jeg; men galden  mangler  ikke heller, som de sidste dage har vist.
Et stykke af Holmens Kanal, teatret  og torvet Kgs.Nytorv er min udsigt, hvad  der er endnu bedre; oppe over  en smedeskorsteen ser jeg havet,  det kære, svulmende  hav!

Drewsensvej  2 (A L Drewsensvej)  nær  fælledparken
Til billedet  af den altid omflakkende  Rejsedigter hører, at han ugen igennem roterede som middagsgæst  blandt sine københavnske bekendte.
Her på Drewsensvej 2 boede ...?

Dronningens Tværgade 19
Mellem Store Kongensgade  og Borgergade  lå en større gård, som gik under navnet  Den Collinske Gaard , ikke at forveksle med de Collinske Gaarde  i Bredgade  og Amaliegade. Den Collin,  der i en lang årrække boede i  nr. 19, var Jonas Collins søn, Edvard Collin, som udgav  bogen  om H. C. Andersen og det Collinske Huus.
Sammen med hustruen Jette Collin boede  de i den herskabelige  havebygning. Rejsedigteren kom her ofte. Jeg ser ham så tydeligt  komme op ad den lange gård i Dronningens Tværgade;  meget  højere  end  alle  andre  var han jo, og jeg syntes, det var den mest distingverede  skikkelse,  jeg nogensinde havde set. Der var absolut  ynde  i hans fremtræden. Han skabede sig aldrig.
Det er Louise Drewsen, en af døtrene  fra den Tybjergske Gaard, som har givet  dette billede af ham,  et billede,  der nærmest  kuldkaster  de flestes forestillinger om ham. Hun måtte vide besked, for hun egentlig  hadede Andersen, der hver dag i hjemmet  lagde  beslag på moderen s tid.

Dybensgade 20
Da Rejsedigteren flyttede fra sit første københavnske  bopæl i Holmensgade, daværende Ulkegade, flyttede han til Dybensgade  20, (dengang 67 ) hjørnet  af Nikolajgade.
Da var han blevet  kasseret  ved teaterets  balletskole  men blev  optaget  i Det kgl. teaters sangskole:  Jeg var flyttet ind hos en skipperenke,  hvor jeg foruden logiet kun havde  en kop kaffe om morgenen. Det var tunge,  mørke  dage; konen troede at jeg om middagen gik ud at spise hos familier, og da sad jeg på en bænk  i Kongens Have og spiste et lille hvedebrød .
Ca. 60 år blev  der  rejst en statue  af ham i Kongens Have.

Farvergade
Rejsedigteren fik efter sin sanglærer Giuseppe Siboni's  personlige  ønske  en lærer  i tysk, og som læse gratis med ham.
Hans navn var Jens Worm Bruun, og var  lærer  ved den  jødiske drengeskole  i Farvergade. I forhuset var skolen,  og i baghusets  stueetage boede  han med sin familie.

Fasangården
Digteren  Adam Oehlenschläger boede  her i Fasangården. Her holdt  fysikeren Hans Christian Ørsted  i november 1850  sin 50 års fødselsdagsfest, som han var meget glad for, og her fik han nogle år senere sin æresbolig,  hvor Rejsedigteren besøgte  ham.

Forhåbningsholms Allè 11
Den norske digter Bjørnstjerne Bjørnsson som havde slået sig ned i København havde sin forfatterhybel  her. Ham havde  Rejsedigteren mødt  i Rom i 1861, og som han efter hjemkomsten fra Italien, gæstede  her  i Forhåbnings  Allè 11, hvor han tilegnede  den kendte  norske  digter eventyrene  Dyndkongens datter  og Isjomfruen  der udkom i henholdsvis 1858  og 1961.
Frederiksberg bakke
Frederiksberg  have
Tit så man Rejsedigteren vandre  rundt på Frederiksberg, som han havde  et specielt forhold: En dag i foråret var jeg gået ud til Frederiksberg; der i haven stod jeg pludselig under de første udsprungne store bøge .
Den yndefulde  Kinesiske Pavillon  i søen, har givet Rejsedigteren inspiration til det meget berømte  østerlandske  eventyr  Nattergalen .

Her gik Frederik VI (6), også dagligt  med børnene  eller sejlede  mellem  parkens  svaner. Folket tilbad kongen og drog hver søndag ud til Frederiksberg Bakke i håbet  om at få et glimt af ham. Selv yndede  han at iagttage  folkets morskab  i det grønne,  men helst  på afstand, så at ingen lagde  mærke til ham. Kongen var da også civilklædt.
Som symbol på folkelighed og borgersind byder  landsfaderen velkommen ved  indgangen til Frederiksberg Have. Bissens simple  og værdige støtte , maner  sjette Frederiks lykkelige dage  frem til evig ihukommelse.
Da dronning Marie døde i 1852, var Frederiksbergs saga som kongeligt sommer domicil forbi. I dag er det officersskole
Frederiksberg kirke
Frederiksberg Slot
Der er en duft af svundne dages  romantik  over Frederiksberg,  hvor  Rejsedigteren  ofte vandrede  rundt. Bakkehuset  fremmaner Rahbeks  åndfulde  skikkelse  lyslevende  for os, på Valby Bakke venter vi  at finde Wessel hen strakt  i en sagdelig  rus, og ad Søndermarkens  bugtede stier,  mener man at se den unge Oehlenschläger  vandre  i dybe tanker.
Det oprindelig Frederiksberg Slot var et lille lystslot som opførtes 1704 under Frederik VI (6). Først i 1707 blev dette udvidet,  hvorved  det  fik sit nuværende  udseende.
I august 1716 havde  kongeparret  besøg  af  zar Peter med gemalinde  på slottet. Christian VII (7) havde ophold på slottet, ledsaget  af søsteren Sophie Magdalene  og prinsesse Louise. Prins Carl af Hessen forelskede sig i den yngste søster - hun gav  ham sit ja  i haven.
Efter et statskup i 1784, da kronprins Frederik  tog rigets tøjler i sine hænder, blev Frederiksberg  et  kært  tilflugtssted og varigt  hjem for den unge  regent,  hvis skikkelse  i folkets bevidsthed  er  uløsetligt  forbundet  med slottet. Som tronfølger  og regent  boede han regelmæssigt  her.
Omkring 1798-1800  blev Frederiksberg  have  omlagt f ra en geometrisk  park  i barokanlæg. Blandt  andet  opførtes  det Kinesiske Lysthus på en ø,  hvortil en yndefuld, parasolprydet  træbro fører over. Foran og langs siderne  af den røde bygning  løber en veranda og indvendig  er der en Sal i midten, to cabinetter, køkken og  retirade, altsammen dekoreret  i livlige  farver og med sære skrifter. Her under dragernes  skygge  eller i ly af padehatten  kunne  digteren Rejsedigteren fabulere om østens  paradisverden. Den fortryllende  plet er nu lukket  for publikum.

Frederiksberg kirke
På sine gamle dage  flyttede general  Ove Høegh-Guldberg  til Frederiksberg,  og her døde han den 31. oktober 1867, over  90 år gammel.  Han blev  begravet  på Frederiksberg Kirkegård  lidt øst for kirken, hvor han grav  endnu  findes. 
Den gamle  hædersmand's  navn og minde  bør bevares. Han var Rejsedigterens ældste ven,  og den, som i en tung tid ydede  knægten den faderligste  åndelige  støtte.

Gamle Kongevej
En gammel  odense-bekendt fru Madseline Hanch, boede på Gamle Kongevej.

Gamle Kongevej 86  (til Niewenhuis)

Gammelholm
På selve 50-års dagen for Rejsedigterens  ankomst t il København den 6. september 1869, blev der holdt en stor festmiddag  i Vincents  Selskabslokaler på Gammelholm ved siden af Nationalbanken. Der v ar 244 gæster, og var en fuldendt glædesfest.

Gammelholm
På grund af strubehoste  måtte Rejsedigterens  første veninde Laura Tønder Lund opgive sin præstegang  hos Biskop Tetens ved Sct. Knuds kirke.Hun flyttede ved  årets udgang til København, hvor hun kom  i huset hos kontraadmiral Johan Cornelius Krieger (1756-1824), kort tid efter at Rejsedigteren gjorde sin eventyrlige entré  i hovedstaden. Hun boede på Gammelholm, hvor han besøgte  hende. Det var hende, som af egne lommepenge  bekostede  en rigtig  bogstaveret,  læselig  afskrift af Røverne i Vissenbjerg, da Rejsedigteren  i marts 1822 indsendte  denne t ragedie  anonymt  til Det Kgl. Teater.

Gothersgade
Hvad mange  ikke ved er, at Rejsedigteren  blev udnævnt til underofficer  i Kongens Livkorps i 1830. Selv har han ikke  omtalt  denne  begivenhed, som dog var et af hans første skridt op mod de højder, hvor  de finere titler voksede, men det er ikke destomindre  en kendsgerning, skønt  hans militære  løbebane  ikke blev lang (han stod kun i lægsrullen i seks år ) hvor han hørte t il Gothersgade  eksercerhus.

Grønnegade
Den verdensberømte billedhugger Bertel Thorvaldsen blev  født  i Grønnegade.

Haregade  23
Fra 1856 til sin død  i 1859 boede t egneren Vilhelm Pedersen på hjørnet  af Adelgade,  men huset eksisterer  ikke mere og grunden er udlagt  til gade. Han var den første illustrator af Rejsedigterens  eventyr, da  en samlet udgave  af disse udkom  i 1850.

Holmens Kanal
Havde Rejsedigteren  penge, spiste  han middag èt eller andet  billigt sted. Et af de steder, han søgte  til, var en kælder ved Holmens Kanal, der hed Høvlen. Gamle  københavnere  kan endnu huske denne beværtning, der  lå i et hus mellem Boldhusgade og Holmens Kanal, nuværende  gadenummer  6, hvor Cafe Schucani  og à Porta senere fik lokaler i stuen.
Her mellem simple og ofte støjende og urolige  mennesker følte han sig underlig fremmed og ilde tilpas og skyndte sig bort, så snart han havde stillet sin sult.

En dag i 1860'erne gik Rejsedigteren  nede ved Holmens Kanal, omtrent  hvor nu Hafnia's bygning l igger. Her mødte  han en høj smuk mand, klædt  i slængkappe, og  da den fremmede havde  passeret  ham, vendte  Rejsedigteren sig om og blev stående  for at se efter ham. Manden  i slængkappen vendte sig l igeledes  om og betragtede Rejsedigteren, hilste på ham:
- Tør jeg spørge Dem, hvem er De?
- Jeg hedder Hans Christian Andersen.
- Se, se, gør De det. Ja, vi t o kommer nok til at kende  hinanden en gang. Mit navn er Thorvaldsen.
Dermed skildtes de. Som vi ved, mødtes  de  mange  år efter og blev  gode venner.

Holmens kirke
Sammen med garder-officer Rosen var Rejsedigteren den 21. april 1864  i kapellet  til Holmens  kirke og så her liget  af hans broder, officer Rosen, Der lå så mild og stille, en sovende. Han så mere sund og livsglad ud end broderen, der levede.

Holmensgade 8 (tidligere Ulkegade)
Denne gade  havde  ikke  det allerbedste  omdømme  i  mere borgerlige, litterære tænkende kredse, da den var hjemsted for de offentlig fruentimmere .
Her boede der ikke  mindre  færre end 110 offentlige fruentimmere, over  halvdelen  af  dem, der fantes i hele kvarteret!
Rejsedigteren navn er knyttet til Holmensgade. Her boede han i Holmensgade  8, hvor en Maddam Thorgesen  på 1. sal gav  ham husly, hvor han måtte gennem et køkken  for at komme t il sit mørke  logi, som var bestemt  til spisekammer,  der kun fik lys og luft gennem huller  i døren ud til køkkenet,  da han i sin uvidenhed søgte  logi  i en af byens mest berygtede gader.

Adskellige af de personer,  han kom i berøring med, genfinder man i hans roman  De to baronesser  med de københavnske  lokaliteter  fra Ulkegade, den berygtede Nellikegade ((nu Asylgade ), Laksegade og så videre.
 
Hotel du Nord (Magasin du Nord )
Fra 1838 til 1847  boede  Rejsedigteren på Hotel du Nord (nu Magasin) i to små værelser i ni år - et værelse ud til torvet med udsigt til det af Rejsedigteren så tilbedte kongelige teater - og et værelse ud til gården, hvor der var en utrolig kommen og  gåen og larm af hestehove.  Her var der nemmelig  blevet  indrettet  en vognmandsforretning.

Hyskenstræde
En aften kom Rejsedigteren  spadserende  i Hyskenstræde. Ved grev Molkes Palæ fik han ideen til det  humoristiske  eventyr  Amor .

Højbroplads 21
Paa Højbro Plads, ved Slottets Kanal, der danser Smaa-alfer paa anden Sal , har Rejsedigteren  skrevet  på en vifte som han gav til fruen i huset, Dorothea Melchior.  Hendes ægtemand var  vekselerer Moritz G. Melchiors, hvor han ofte var gæst, og
som boede  på 2. sal.

Hos dem fandt han han sit andet  hjem, dels  i vinterboligen på Højbroplads 21, 2 sal,
dels i sommerhjemmet   Rolighed  på Østerbro.
De var hans trofaste støtter og venner  i de tunge timer. Derfor befandt  han sig altid godt
i hjørnehuset  på Højbroplads.