Om sommeren flyttede den Collinske familie til Ålsgårde i Nordsjælland, til lys, luft og hav, ved Øresund, hvad den havde inden for de københavnske volde.
Familiens medlem, Rejsedigteren Hans Christian Andersen fulgte ikke med, men kom her som
feriegæst, og dyrkede her omgang med digterkollegaen Carsten Hauch.

Strandvej 150. Konferenceråd og digteren Carsten og hustruen Renna
Hauch, boede her i 1860'erne. Hun var en usædvanlig kvinde, skarp i sine meninger og i
modsætning til sin mand åben overfor nye strømninger i tiden. Det var her han skrev Søstrene på Kinkullen. Huset er nu anneks til pensionat Solbakken.
Rejsedigteren var ofte gæst her når han var på sommervisit hos Edvard og Henritte Collin.

Odinshøj. Fra den fredede del af den 41 meter høj klint har man en pragtfuld udsigt
mod Sverige og indsejlingen til Øresund. Højen hed oprindelig Bobakken, men omdøbtes af baron Ernst Schimmelmann til Odinshøj. Mange har i tidens løb nydt udsigten herfra, blandt dem Rejsedigteren der i 1826 skrev: Jeg har endnu aldrig set så dejlig en udsigt.

Strandvej 187. Konferenceråd Edvard og Henriette Collin boede her i sommermånederne fra 1865 til 1870. Han var søn af den kendte Jonas Collin, etatsråd, gehejmeråd med mere, der ved siden af sin embedsgerning udfoldede en utrættelig virksomhed. Han var den, der har ydet den ivrigste støtte til Rejsedigteren, der i hans hus fandt et hjem.

Strandvej 244 a, Ellekilde. Konferenceråd Edvard og Henriette Collin byggede eget
hus her i Ellekilde i1870. Her var Rejsedigteren første gang i juni1870. For enden af haven sprang det skønneste kildehvælv, som han døbte Collins kilde.

Apperupvej 18. Det lille stråtægte hus Yderledshuset skal efter traditionen være
det, Rejsedigteren digter om i Hist på vejen slår en bugt.

Kildevers

Fra frøknerne Suhr kom to vifter, jeg skrev på den ene vers samlede fra mine ældre digte, og på anden følgende nye vers:

Over Emilie-kilde to roser gro,
skovens sangfugl synger i glæde om de to./

Det suser og synger fra Viftens blad,
du er altid ung er du hjerteglad.

Pram gav et digt om Emilie-kilde,
om to roser der jeg fortælle vilde.

I alt i verden er omskiften,
også i versene her på viften.

På "gammel torv" er ikke ilde,
men roser gro bedst ved Emilie kilde.

Jeg kysser en sandhed på Viftens blad,
dejligt er det at være ung og glad.

Versene leve, her bliver skriften,
til Viften går af stiften.