Roskilde. Roskilde er opkaldt efter Kong Roar. Byens beliggenhed var gunstig for vikingetidens konger. Centralt i Sjælland, og med en godt beskyttet havneplads i bunden af fjorden gunstig for udfærd, men vanskelig for ubemærket indfart gennem det lange og meget flodlignende løb.
Byen var konge- og bispesæde under kong Gorm. 

Rejsedigteren Hans Christian Andersen som var en af sin samtids store rejsende, kom utallige gange gennem Roskilde, enten på rejser rundt i landet, eller når han skulle ud på en af sine mange udenlandsrejser.
Første gang, han kom gennem byen var henad morgenen, mandag den 6. september 1819, hvor han 14 år gammel kom rejsende fra Odense for at prøve lykken i hovedstaden. Han var så fattig, at han sikkert ikke har haft råd til at nyde noget i Postgården, Skomagergade 15, mens der blev skiftet heste til den sidste strækning til København.
Første gang han omtaler Roskilde er i 1826: For første gang gjorde jeg denne rejse, og De kan da nok indse, hvilket indtryk den bugtede fjord med sine landsbyer, fiskerhuse og grønne skove gjorde på mig; tit så jeg tilbage efter den gamle domkirke, der med sine høje tårn skuer ud over den rolige fjord.
Byen spiller en stor rolle i romanen O.T., som han blev færdig med i 1836. Romanens 2 mandlige hovedpersoner møder under et ophold i byen, en dame, en smuk opvarterske. Hun gør et stærkt indtryk på dem, og især en ung baron bliver så stærkt indtaget i den unge pige, at han kommer til Roskilde flere gange for at se hende. De 2 herres stop i byen skyldes, at der skal skiftes heste i Postgården.

Hotel Prindsen. Mens Rejsedigteren gik i skole i Slagelse, kom han den 28. december 1822 kørende ind til Roskilde sammen med en jævnaldrende secondløjtnant, som rejste i offentligt ærinde, og derfor havde fribefordring.
På denne tur holdt de ind i Hotel Prindsen, som var en af byens to Kgl. priviligerede gæstgivergårde, så Posten kunne få nogle friske heste, og passagererne kunne få mad og drikke og en seng, om nødvendigt.
I hans romanen O.T., som han skrev i 1836, rejses der med postvogn til hele landet, men da vaudevillle-spøgen i een akt: En nat i Roskilde blev opført på Casino teatret i København den 14. september 1849, kunne personerne, de 2 overnattende herrer, tage toget det sidste stykke til København. Scenen er i Roskilde, står der i begyndelsen, hvor værelset på Hotel Prindsen beskrives.
Den mest interessante dagbogsoptegnelse om byen er hans beskrivelse af, hvordan han boede i Roskilde.
Meget slet logi i "Prindsen", ingen rullegardiner, så genboerne måtte rulle deres gardiner ned, da jeg klædte mig om. Solen brændte gloende derinde. Tjenestefolkene naturligvis fornemme i "Prindsen". Hjemme klokken 8; første gang sover jeg i byen, hvor kongerne sove, jeg sover slet, jeg sover i "Prindsen". - Ligeover for mig synger en herre: "lille Viggo vil du ride ranke", mindst troer han digteren sidder lige over for; Melodi: Erindrer De. - Nei, nei, det er jo det døende barn! - <<
Denne skildring er ikke synderlige flaterende for Hotel Prindsen. Det tyder på, at han har haft et værelse ud mod Sct. Olsgade.

Sct. Jørgens Bjerg. I Roskilde besøgte Rejsedigteren komponisten Johan Peter Emilius Hartmann, som da boede på Sct. Jørgens Bjerg. Det var den 22. september 1855.

Sct. Jørgensbjerg er i dag en bydel i Roskilde, men der er en særlig landsbystemning i de smalle, stejle stræder med de gamle, lave huse.

Postgården, Skomagergade 15. Første gang, Rejsedigteren kom gennem Roskilde, var henad morgenen, mandag den 6. september 1819, hvor han 14 år gammel kom rejsende fra Odense for at prøve lykken i hovedstaden. Han var så fattig, at han sikkert ikke har haft råd til at nyde noget i Postgården, Skomagergade 15, mens der blev skiftet heste til den sidste strækning til København.

Domprovstegården. I Roskilde var Rejsedigteren også altid en velkommen gæst i domprovstegården hos domprovst Søren Rosbjerg Ortved og hans hustru Johanne Marie Ortved. Efter dagbogen at dømme begyndte hans besøg her den 14. september 1857, og her befandt han sig godt i den hyggelige domprovstegård.
Hvordan han lærte domprovstefamilien at kende vides ikke, men det er muligvis gennem komponisten Johan Peter Emilius Hartmann, som satte musik til hans opera Ravnen fra 1832 og Liden Kirsten fra 1846.
Når han var i Roskilde, boede han i Sophielyst, Asylgade 18, hvor hans familie boede i den søndre del ud mod Asylgade. Her var han på visit og læste blandt andet brudstykker af romanen At være eller ikke være.

Asylgade 18. I Roskilde boede komponisten Johan Peter Emilius Hartmann i Sophielyst, Asylgade 18, hvor hans familie boede i den søndre del ud mod Asylgade. Her var Rejsedigteren på visit og læste her blandt andet brudstykker af romanen At være eller ikke være.

Det Kornerupske hjem. I byen stiftede Rejsedigteren bekendtskab med arkitekturmaleren, professor Jacob Kornerup, som i 1860 havde rejst rundt i Spanien i 1/2 års tid. Da han ønskede at rejse til Spanien mødte han her en mand, som bedre end nogen anden kunne give ham nogle oplysninger om landet, og derfor kom han på besøg i det Kornerupske hjem. Da hans vært også var Roskildes lokalhistoriker, var han her kommet til den rette, da han skulle indføres i Roskildes historie. En tradition i den Kornerupske familie vil vide, at han også lånte en kuffert til sin spanienstur af Jacob Kornerup. På Roskilde Museum findes denne kuffert, skænket af familien.

Gråbrødre kirkegård. Komponisten C.E.F. Weyse er begravet på Gråbrødre kirkegård, ikke langt fra hans grav ligger Johannes Dam Hage begravet, hvis grav Rejsedigteren aflagde et besøg i 1856.
Foruden lyren og navnet Weyse står også komponistens fødsels- og dødsår indhugget i stenen.

Roskilde Museum. I byen lærte Rejsedigteren arkitekturmaleren, professor Jacob Kornerup at kende. Han lånte således Konnerup's kuffert til sin spanienstur. Denne kan ses Roskilde Museum, skænket af familien.

Det kgl. Palæ, Stændertorvet 3D. Under et ophold i Roskilde spiste Rejsedigteren til middag hos De rådgivende Stænderforsamlings formand, direktør A.S. Ørsted, som da boede i underetagen af Det kgl. Palæs hovedbygning. 
En af de sidste gange han var i Roskilde var 13. december 1868. Han var da inviteret til en fødselsdagsfest hos direktøren for den danske kobberstiksamlingen, forfatteren Just Mathias Thiele, der også boede i Det kgl. Palæ, og som også stod for dampskibsfarten på Roskilde fjord.
Marinemaleren Vilhelm Melbye, boede indtil sin død i 1882, i en 1. sals lejlighed i palæets hovedbygning

Palæet er et gammelt kongeligt barokanlæg ved Roskilde Domkirke. Her kan man besøge tre udstillingssteder: Museet for Samtidskunst og Palæfløjen, som begge har skiftende udstillinger og arrangementer - og Palæsamlingerne, som omfatter malerier, møbler, skydeskiver m.m. Også palæets have og gård bruges til udstillinger og kulturarrangementer.

(462) Roskilde Banegård. Et par gange overnattede Rejsedigteren på Roskilde Banegård, hvor man den gang kunne leje værelser.
Det satte sig spor i hans digtning, for efter at jernbanen var blevet udbygget helt til Korsør, skrev han den lille fortælling: Et stykke perlesnor. Her beskriver han de byer, der, som en perlerække ligger langs den snor, jernbanen trækker gennem Sjælland.

På første sal på jernbanestationen var der indrettet restaurant og værelser, så de rejsende kun få noget at spise og overnatte, inden turen gik videre.
Mellem banegårdsbygningernes 2 tårne er der en balkon, hvorfra der er god usigt over Roskilde. Herfra stod eventyrdigteren og så ud over den sovende by i henholdsvis maj 1848.og september 1851

Roskilde Domkirke. Rejsedigteren blev vist rundt i byen og besøgte Roskilde Domkirke, og det fremgår tydeligt af dagbogen, at denne var ved at blive restaureret, under den legendariske værge, arkitekten Steen Friis. Kapellet, som han kalder for Frederik d. 2's, er Christian d. 1's kapel, og det er ikke noget under, at de smukke og mangfoldige kalkmalerier gjorde indtryk. Her var han med ved kong Frederik IV's bisættelse, den 10. juni 1840.
Domkirken er et kæmpekompleks med sine mange tilbygninger. Næsten alle stilarter er repræsenteret i denne bygning, der gennem århundrede har været et centrum i vort kirkelige og kulturelle liv. Den nuværende bygning, som blev påbegyndt sidst i 1100-tallet, har haft flere forgængere. Den første kirke - af træ - blev opført af kongemagten, muligvis under Harald Blåtand, der på Jellinge-stenen roser sig af at være den, der kristnede danskerne.
Domkirken har været kongehusets officielle gravkirke siden Christian I opførte Helligtrekongers kapel omkring 1460, hvori han selv, hans dronning og deres sønner valgte deres lejersted. Af kirkens ufattelige rigdomme på kostbart inventar i sølv og guld - det har drejet sig om hundreder af alterkalke og -diske, relikvieskrin og ligende - er kun meget lidt bevaret. Den nuværende altertavle er fra 1550'erne. I sin opbygning følger tavlen de flamske skabsaltertavler fra sengotikken, men ornamentikken er renæssance. Den rummer en storslået komposition, hvori selve midterskabet med predella indeholder scener i næsten rundskåret relief og perspektivsk opbygget som teateroptrin, hvorimod fløjenes motiver står i basrelief. Detailrigdommen findes både i snitværk og i stafferingens overflod på farver og poleret guld. På alterbordet ses et par barokke stager fra 1675-1700. Kannikestolene langs korets syd- og nordside fra 1420 er med deres berusende billedrigdom et enestående kunstværk. Døbefonten, som er af malm, bærer årstallet 1602. Den består af en flad, rund kumme på et rigt profileret skaft og en fod, der hviler på fire evangelistfigurer. Prædikestolen i senrenæssance fra 1609 er af sandsten med skulpturer af alabast og arkitekttoniske detaljer af hvidt marmor og Belge-noir. Selve stolen - på fire fag - har i storfelterne statuetter af de fire evangelister. Rygskjoldet indeholder rigsvåbenet, og portalen op til stolen har på posterne to udfordrende kvindehermer. Orglet stammer hovedsagelig fra kirkens første efterreformatoriske orgel fra 1554.  Fra og med reformationskongen Christian III (3) rummer kirken en ubrudt række af kongebegravelser lige til vore dage.

Værrebro. På en rejse fra syd- til nordsjælland rullede eventyrdigteren med dagvognen over Værrebro. Han skulle til Hillerød og herfra til hans nye skole i Helsingør. Han ser tilbage mod byen og skriver så: Hvor dejligt knejser ikke den gamle domkirke for enden af den bugtede fjord med sine skovhytter, store bondebyer og fiskerelejer. Mange oldtidsminder stod for mig og jeg syntes for et øjeblik at leve i en hel digterverden. 

Roskilde kro. Den gamle stilfulde Kongelig priviligerede Roskilde kro henligger som et minde om de romantiske landevejsrejsers gyldne tider.
Indenfor hang en trætavle, hvorpå der med gotiske bogstaver var malet dette vers:

Guds fred med den, som villig letter
Den kummerfulde broders nød
Som slukker tørst og hunger mætter

O var det end, med sparsom brød
Thi Gud ser ei på Riges hånd
Men på den fromme Givers ånd

Traditionen vil, at verset skal være digtet af Rejsedigteren. På tavlen findes opklæbet et udklip af en avis, efter trykket at dømme sandsynligvis en gammel årgang af Berlingske Tidende.
Begyndelsen er på grund af slid ulæselig, men slutningen lyder: Som støtte for at skulle være den berømte digter, der har forfattet de citerede linier, angives, at digteren i "Mit Livs Eventyr" selv fortæller, at han på sin første rejse til København, da han drog ud for at blive berømt, overnattede i kroen. Han skulle da som tak for udvist gæstfrihed have digtet verset.

Roskilde fjord. Rejsedigteren var meget betaget af Roskilde fjord, og  følte sig som en fugl i luften.

Herregården Lederborg. I romanen O.T. omtaler Rejsedigteren den særprægede og spændende herregård Lederborg, hvori han beskriver en spadseretur i den smukke park og den meget smukke udsigt fra terassen, men også stedets indre med malerier. 

Odd Fellow Ordenen. I byen traf Rejsedigteren komponisten C.E.F. Weyse som opholdt sig hos sin meget gode ven, sognepræsten til Vor Frue og Sct. Jørgensbjerg, Hans Herts, hvis præstegård lå, hvor nu Odd Fellow Ordenens bygning ligger, på hjønet af Weysegangen og Skolegade.