Skælskør. Skælskør ligger lidt uden for alfarvej, og der ligger den dejligt for enden af den 7 km lange fjord, som skærer sig ind fra Storebælt.
Beliggenheden ved bunden af den milelange fjord og ved Nordet har foræret byen en enestående idyl med vand til alle sider. Og en havn midt i den gamle del af lillebyen med de mange kønne og velholdte huse. Et miljø, man kun finder få steder i Danmark.
Rejsedigteren Hans Christian Andersen har besøgt byen over 30 gange og kom hertil med postvognen eller toget. Besøget rygtedes hurtigt, og det varede ikke længe før byens borgere flokkedes om ham, mens han stod og ventede på kørelejlighed fra en af egnens herregårde i Strandgade.

Han elskede herresæderne her på Sydsjælland, som lå så bekvemt for ham, ikke sjældent startede han sine udenlandsrejser herfra. Han nød de store parker og haver, allèerne med deres skygger, voldgravene med deres svaner, de skovklædte skrænter ned mod hav og fjord, alt det, som han så ypperligt har skildret og skrevet om, blandt andet dette:  Sommerlivet i Sjælland var det smukkeste, jeg har kendt! De skulle ret se den den natur ved Gisselfeld og Bregentved; blev den klippet ud af landet og i sin bedste belysning sendt om i verden, den ville nævnes som en skønhed. Gissefeld, ved de, er en gammel borg med dybe grave om, Bregentved er et moderne slot, hvis have er engelsk park; den syntes for storartet til at høre hjemme i det lille Danmark.
Vi kørte en dag til glasværket og så arbejderne, der blæste gafler; små bønderdrenge løb med gloende flasker på jerngafler; det så ud som en helvedes-manoeuvre!
Daglig gjorde vi smukke udflugter til Vemmetofte, Jomfruens Egede, Vallø etc. etc., den sjællandske natur, har afspejlet sig i mit hjerte, når jeg nu kommer til byen i urolig sø, skal jeg synge derom!

Den grimme ælling. Den store, smukke svane er på vej til at hæve sig op over hustagene, mens den lille, grimme ælling i forgrunden endnu ikke ved, at det vil den også kunne gøre en dag. Skulpturen er udført efter idè fra eventyrdigterens eventyr af billedhuggeren Marshall Fredericks.

Posthuset. Rejsedigteren kunne undertiden blive irriteret og utålmodig, når alt ikke gik efter hans fløjte. Da han var utilfreds med postgangen i Skælskør, skrev han til postmesteren med opfordring til at poste hans breve noget hurtigere.

Svenskeengen. På Svenskeengen fandt Rejsedigteren motiverne til Det gamle egetræs drøm og Vænø og Glænø.

Herregården Espe. Herregården har nok været hovedgård i landsbyen Espe, som i l56l af Kronen tilskødedes Johan Friis på Borreby. Fra l64l til l774, da Morten Qvistgaard købte Espe skiftede den ejer talrige gange. Qvistgaard var en dygtig landmand, hvad hans gårde nød godt af. Mens han beholdt Gjerdrup og Lyngbygård til sin død i l798, overlod han i l788 herregården til sønnen Johan Rehling Qvistgaard, der i l798 solgte gården, hvorefter den i de næste l2 år havde fire ejere. l8l0 blev herregården købt af Otto Joachim greve Moltke, der ombyggede hovedbygningen, hvoraf de eksisterende sidefløje nok må dateres til det l7. århundrede. Også avlsgården i bindingsværk lod han opføre.
Herregården Espe havde besøg af Rejsedigteren Hans Christian Andersen 4 gange, og han var hver gang en kærkommen gæst hos det unge grevepar.

Kanehøj. Den 8. april 1825 skete der noget på broncealderhøjen Kanehøj som var noget af et tilløbsstykke. Fra nær og fjern strømmede folk til for at overvære, hvad der skulle ske på højen. Blandt de mange mennesker var Rejsedigteren, der da gik på Latinskolen i Slagelse. Hvad man skulle overvære var henrettelsen af tre yngre mennesker, en kvinde og to mænd. De var dømt for i fællesskab at have planlagt og gennemført drabet på kvindens far.
Den tragiske forhistorie var, at kvindens far, den lokale sognefoged, havde modsat sig datterens forlovelse med en fattig husmandssøn. Hun overtalte derfor sin tilkomne samt en mandlig bekendt at dræbe faderen.
Rejsedigteren beretter, at de tre dødsdømte kom kørende i vogn. På forreste sæde sad Maren og Niels Pedersen sammen, medens den tredje gerningsmand Peder Eliasen sad alene bagved. På stedet blev der sunget en salme, hvor Marens stemme lød højest af alle.

Herregården Borreby. Herregården er en af Danmarks prægtigste herreborge, hvis ældste borgbanke stammer fra det anlæg, der i l345 kaldtes Burghby og ejedes af en adelsmand ved navn Niels Jensen. l4l0 blev herregården et bispelen, idet den bekendte Roskildebisp Peder Jensen Lodehat købte gården. I l536 overtog Kronen herrrgården, der af Christian III (3) l553 blev overladt til kansler Johan Friis, herregården bygherre. 400 m nord for den gamle borgbanke lod han svære egetræspæle nedramme, og her på den lille holm opførte han hovedbygningen og på den anden side af den inderste grav opførte han det lille tinghus ( fredet ). Johan Friis døde barnløs i l570 og herregården gik i arv til brorsønnen Christian, der opførte de to eksisterende borggårdsfløje samt portbygningen. Da også Christian Friis var barnløs overgik herregården ved hans død i l6l6 til søsteren Dorthe, hvis søn Claus Daa, l6l8 blev herregårdens ejer. Ulykkeligvis satte Friis'ernes sidst arvinger, brødrene Oluf og Valdemar Daa, hele arvegodset over styr i den tid, de ejede det - fra 1652 til 1681. Da herregården var blevet grundigt forsømt og forgældet, forsøgte Valdemar Daa at redde det ved guldmageri. Det fortæller Rejsedigteren om i eventyret: Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre fra 1859. En del af ladegårds-bygningerne stammer fra Daa`ernes ejertid.
l783 kom herregården, efter endnu tre ejerskift, til kavalerioberst, senere generalmajor Joachim M. Holten Castenschiold, oldefar til helten fra Dybbøl Skanse 2, Carl Vilhelm Behagen Castenschiold, der overtog herregården Borreby i l866.
Der er gratis adgang til borggården og til parken, hvorfra man kan se herreborgens historiske bygninger.

Herregården Holsteinborg. Efter sigende har der på Valdemarernes tid ligget en gård eller borg kaldt Brode eller Braade, hvor nu herregården ligger. l357 lå hovedgården under Roskilde bispestol og derpå konfiskeredes den af Kronen ved Reformationen i l536. l5. februar l562 skødede Kronen Braade hovedgaard til Niels Trolle, søhelten Herluf Trolles bror. Godset bestod da af 22 gårde, foruden hovedgården. I l565 - under Syvårskrigen - førte Niels Trolle orlogsskibet Danske Christopher og deltog i slaget ved Femeren, hvor Herluf fik sit banesår, mens Niels ved træfningen under Bornholm fik begge ben skudt af og gik ned med sit skib. Sønnen Børge opførte hovedbygningen Trol(le)holm, som herregården nu kaldtes. Den forblev i slægtens eje til l707, da den l6. juni blev tilskødet Ulrik Adolph Holstein, friherre (baron) til Fuirendal. Sammen med denne og Snedinge hovedgård blev Trolholm ophøjet til grevskabet Holsteinborg og U.A. Holstein optoges i grevestanden. Den pragtfulde renæssancegård samt størstedelen af ladegården er opført af Trolle`rne.
På herregården var det grevinde Mimi Holstein, som var værtinde igennem de sidste nitten (tyve) år af eventyrdigterens liv. Til hende og hendes familie havde han et særligt nært og hjerteligt forhold, så nært som til få andre.
Grevinde Mimi Holstein repræsenterede den anden generation, der allerede som børn lærte at elske og beundre hans eventyr. For hende, som havde set ham i sine forældres hjem, da hun var en ti-års pige, stod han i et afklaret skær. Hun lader ikke til at have lagt mærke til hans svagheder og vanskelighederne i hans væsen.
Han var elskværdig mod herskab og tjenere, mod voksne og børn, munter og underholdende, både når han om aftenen læste op af sine eventyr, og når han klippede papirdukker til børnene, eller når han kom hjem med originale buketter fra sine spadsereture langt hen på efteråret og vinteren, hvor ingen anden kunne finde på noget smukt i naturen.
Mærkeligt var det derfor heller ikke, at imellem de omkring 30 herresæder, digteren besøgte var Holsteinsborg det, han måske allermest holdt af at komme på.
Her forfattede han to af de mest kendte eventyr, det var Klokkedybet (1856) og Den grimme ælling (1843). Så det var i voldgraven omkring herregården at den stakkels grimme ælling måtte døje så meget ondt, før den næste forår spejlede sig i Glænøsunds bølger og så, at den var blevet til en smuk svane.
I breve fra herregården skriver han blandt andet: Her er meget smukt på Holsteinborg, bygningen selv er som et slot og alt også indrettet på samme måde, stranden når lige op under vinduerne, og øerne udenfor er smukt skovbegroede, her er flere nattergale, og skoven står dejlig grøn, men koldt er det.
Jeg blev afhentet til Holsteinsborg i en god, lukket vogn, der var opvarmet med koghedt vand, tæpper havde om mig, og sad som i et drivhus, en kurv med blomster stod i vognen, og ind skinnede solen.
I mine to gamle værelser, der er særdeles smukke, stod der på mit skrivebord et helt blomsterbord med violer, roser ved siden af hinanden.
Holsteinsborg er en gammel gård tæt ved fjorden mellem Sjælland og Glænø. Haven går lige ned til vandet og har langt smukkere blomster end haven på Glorup, men ikke anlæg som den. Imidlertid frembyder den smukke ture langs den salte strand, og på et enkelt punkt ser man åbent vand over til Lolland. Jeg føler mig hjemme her.
Han var ven med hver eneste blomst, busk og træ på herregården og skriver: Har været her en hel blomster-levealder. Da jeg kom, hang sirenerne i mørkerøde, faste klaser, og guldregnen tittede frem fra sit grønne hylster, snart, i de kommende sommervarme dage, udfoldede de sig i dejlighed og duft, men nu bleges de. Sirenerne minde om Kattunskjolerne i Vartov, og guldregnen har syglige, hvide blade, vinden vifter dem om i gangene. Deres blomsterliv er forbi, men en ny slægt er trådt frem, rødtjørnen, så frisk, som var den dyppet i aftensrødens dejlige skyer, om få uger er også dens tid henne, så kommer rosernes tid, og før vi tænke derpå, have vi georginer og asters i deres, duftsløse, blændende pragt, og er de forbi, er vi glade ved venbed og røde hyben. Det er blomsterners levealder, kortere vel end vor, men de glæde sig i luft og solskin, vi tænke for meget på det: at forsvinde.
Familiens yngste datter, den lille Fritze Wanda, senere overkammerherreinde Oxholm, har fortalt, hvor bange hun var, når hun blev sendt ud for at hente Rejsedigteren ind til et måltid. Hun så ham gå, med hænderne på ryggen, helt borte i sin egen tankeverden. Hun vovede næppe at tale. Han digtede jo eventyr... men hun måtte udføre sin mission.
Hr. Andersen!
Han gik videre.
Hr. Andersen! Inten svar. Hun løb efter ham og trak ham i frakkeskøderne... og så blev han vred!
Godset ejes nu af 9. generation: Grev Ulrich Holstein.
Den smukke park og omegnen har inspireret til flere eventyr. I parken der åben fra solopgang til solnedgang står en mindesten for Rejsedigteren, der ofte besøgte slottet. Kirken er åben i kirketiden

Holsteinborg 12. august 1867
Sig til William, at jeg har sendt en Gråspurv med en hilsen, den flyver ham tre gange forbi i haven, det betyder : ”God dag William!”

Holsteinborg 18. august 1867
Nu er de snart forbi herude med Roserne, men i disse sted myldre nelliker frem. Jeg har fundet på at lave nogle buketter af rød.gul-hvid persille, de ser ganske yndige ud.

Holsteinborg 27. maj 1874.
”Her er duft af liljekonvaller og de æbleduftende, grønne rosentræer”.

Iskælderen. Mange af sine motiver fandt Rejsedigteren på Holsteinsborg som for eksempel i Iskælderhuset, hvor den værkbrudne pige var Gjemt , men ikke glemt.

Herregårds jul. Det allerførste juletræ, som kom ind i boligen i Danmark, stod på det sjællandske gods Holsteinsborg i 1808, og fruen til godset, grevinde  Holstein var født Reventlow og stammede fra Brahetrolleborg ved Fåborg.
Julepynten, som vi hænger på træerne, og gaverne var oprindelig sammenkæde. Eventyrdigteren fortæller i eventyret Grantræet om træet, der blev plyndret. Det var fordi gaverne var ophængt i træet, og pynten kunne også bruges til andre formål. Digteren fortæller således blandt andet, at efter jul paraderede husets yngste søn på gårdspladsen med topstjernen som medalje på sin skjortebluse.

Godset Basnæs. Den gamle gods ligger omgivet af voldgrave, på samme sted, hvor den har ligget fra l629, da Axel Arenfeldt opførte en grundmuret hovedbygning med tårne og spir på voldstedet. Denne bygning brændte i l758 og blev erstattet af en i bindingsværk. Men heller ikke den fik nogen lang levetid; den afløstes af en enetages bygning. I l838 købtes godset af Jacob Brønnum Scavenius, der straks lod den beskedne hovedbygning nedrive og opførte den nuværende pompøse i "normannisk borgstil."
Dette sted havde en stor plads i Rejsedigterens hjerte, hvor en lang række af de mest betydningsfulde eventyr blev forfattet, det er blandt andet Tante tandpine (1872), Gemt er ikke glemt (1866), Skrubtudsen (1866), Snemanden (1861), Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre (1859), Det gamle egetræs sidste drøm (1858), Sommerfuglen (1860), Tolv med posten (1861), Sommergæk (1862), Skarnbassen, (1861) Psyken (1861), Verdens smukkeste rose (1851) med flere.
I et brev skriver Rejsedigteren glad, begejstret og fyldt med arbejdsiver. Siden jeg kom til Basnæs, har jeg været så produktiv, som ikke i mange tider, jeg har nedskrevet ikke færre end syv nye eventyr. Til mit nye hefte af eventyr har jeg endnu lagt to: "Hurtigløberen" og "Dynd-Kongens datter"; det sidste hører hjemme ved Nilen og i den Jydske Vildmose.
Jeg sidder på Basnæs, ser ud over æbletræerne til den åbne strand med Langeland og Lolland i horisonten. Det er mig ganske velgørende at komme ud fra byen. Jeg var ganske vemodig i sindet, da jeg med et stod i år første gang i den grønne skov, hvor kodriver og gøge-urter myldrede i græsset, solen skinnede varmt og kukkeren sang! Jeg binder dagligt en eller to buketter, smukkest tager de sig ud, som kun betår af blå violer og små, udsprungne bøgegrene.
Jeg læser meget på min stue og løber tre-fire gange om dagen om i have og skove, næsten altid en timestid og altid ene. Her er smukt i denne tid, æbletræerne blomstre, sierener og guldregn hænge i store, svulmende klaser mellem det grønne, havet har jeg tæt ved, og jævnligt ser jeg sejlere, også et dampskib.
Her er hyggeligt og venligt på Basnæs, hvor jeg kan bruge søbade.
Jeg har mine to sædvanlige værelser ud til haven med Østersøen eller, om De vil, Storebælt i baggrunden. Basnæs skulle egentlig kaldes Busnæs eller Bussenæs. De ved, at i ældgamle dage kaldtes en sørøver en bussem og derfra har man endnu det navn at skræmme børnene med: "Nu kommer Bussemanden!" En sådan busse boede her på næsset, og stedet blev kaldt Busnæs. Gården er vel fra hin tid bygget om flere gange. Det er en gammel gotisk herregård, med takkede gavle og to mindre og et højt tårn. De gamle, dybe grave tæt op til gården er der endnu, og et stykke længere hen mod havet ses resten af en anden dyb voldgrav, Inden i er gården aldeles moderne med pompejiansk malede vægge og smukt udstyret. Jeg har to store stuer ud til haven og ser over de dybe voldgrave, hvor svanerne svømmer. En vej af stranden går op til haven, jeg kan øjne Lolland og ser hver aften et fyr derude på en af småøerne, fra det højeste tårn ser man Langeland. En kort vandring langs stranden fører fra haven til granplantagen, og denne igen ind i bøgeskoven. Her har De stedet.! Om morgenen klokken otte drikker jeg kaffe. Klokken tolv samles vi ved frokostbordet, og vor middag er klokken halvs seks.

Jagt

Rejsedigteren var hyppg gæst på Basnæs og noterede sig i dagbogen: De unge herre Herrer skjøde Duer, som de førte med i Kurv ud i haven og slap løs for at skyde, efter fransk Art.

Basnæs 29. oktober 1867
Efteråret har Myrtekranse som var det forårstid!

Basnæs, 17. juni 1869.
Rødtjørnen blomstrer i haven, og græsset er som fløjel.

Basnæs, 30. juni 1869.
På fredag har jeg lovet fru Scavenius at læse evenyr for gårdens folk, fra kammerjomfruen til hønsekonen, denne sidste havde jeg meget glæde af, da jeg engang læste ”Det er ganske vist”, hun troede bestemt, at det var oplevet i hendes hønsehus. Dette er på Basnæs en nydelig, ottekantet bygning på en ø i haven. Konen bor midt derinde, med lysning fra loftet, side-gemakkerne vende fra gæs og ænder ud til kanalen, hønsenes stuer til små hønsegårde, hvor de japanske høns og de kalkunske have deres særlige opholdssteder.

Mindestøtten. Det var på Basnæs Rejsedigteren blev hyldet ved en storslået fest i anledning af 50-års dagen for sin ankomst til København, og i parken står der er mindestøtte som blev afsløret den l9. maj l868, og bærende en indskrift, der er forfattet af ham.

Hønse Grethe. Det var på herregården Basnæs eventyrdigteren fik ideen til det meget kendte eventyr Hønse Grethe og hendes familie, hvilket han fortæller i breve fra stedet, og skriver.
Jeg har en hilsen fra de udsprungne bøgetræer i skoven ved Basnæs, disse befinder sig alle vel i deres nye, grønne kjole, kyssede af solskinnet og fornøjede af sangfuglene. Kuggeren siger "Kuk, kuk! Smukt, smukt!", Turteldugerne kurre og synge min vise om Gurre.
Her er en hel fugleverden, måger, krager og alliker omkredser de høje træer, der er besatte med reder, som var der tabt gødningsbunker på alle grenene, det er nu ikke noget smukt billede, men sandt, og herfra har jeg motivet til Hønse-Grethes skov-omgivelser. Går man fra gården hen til venstre, kommer man i "anlægget," en skovbegroet mosegrund, hvor de finder Hønse-Grethes to etagers hønsehus i hele dets udstrækning, hvor " gamle Hønse-Cathrine " passer kalkuner, ænder og høns, mens en stor hund ideligt bjæffer udenfor hundehuset, herfra kommer man til stranden og, om man vil ud af den, til mark og skov, såvel granplantage som bøgeskov.

Glænø. Glænø der siden l88l har været forbundet til Sjælland med en dæmning, blev kendt i verdenslitteraturen da eventyrdigteren skrev historien om " Venø pg Glænø " der udkom i 1867. Herom skriver han blandt andet :Der lå engang ved Sjællands kyst, ud for Holsteinsborg, to skovbegroede øer Vænø og Glænø, på dem var kirkeby og gårde; de lå kysten nær, de lå hinanden nær, nu er der kun den ene ø.
En nat blev der et forfærdeligt vejr, havet steg som det ikke var steget i mands minde; stormen tog voldsomt til; det var en dommedagsvejr, det lød, som om jorden revnede; kirkeklokkerne kom i sving og ringede uden menneskehjælp.
I den nat forsvand Vænø i havets dyb; det var, som om den ø aldrig havde været. Men siden, mangen sommernat ved stille, klart lavvande, når fiskeren var ude at stange ål ved blus forude i båden, så han, med rigtig skarpt syn, dybt nede under sig Vænø med den hvide kirketårn og den høje kirkemur. "Vænø bier efter Glænø," sagde sagnet.
Det var igen stormnat, det var ved den lyse solskinsdag. Menneskekløgt lagde dæmning for havet, menneskekløgt blæste indvandet bort, bandt Glænø til det faste land. Fjorden er blevet eng med frodigt græs, Glænø er groet fast til Sjælland. Det var ikke Vænø, som hentede Glænø, der var Sjælland, som med lange digearme greb til og med pumpernes mundvejr blæste og læste trylleordene, formælingens ord, og Sjælland fik mange tønder land i brudegave. Det er sandhed, den er tinglyst, du har syn for sagn, øen Glænø er forsvundet.

Glenø, der ligger i smålandshavet er på ca. 6 kvadratkilometer, og er idag beboet af ca. 60 fastboende personer. I 1881 blev den forbundet med fastlandet Sjælland ved en dæmning. Glænø havde tidligere en lille havn på øens sydside, men den er nedlagt for mange år siden. Dæmningen er idag derfor den eneste offentlige adgang til øen, da det kun er muligt at komme i land fra søsiden i små, fladbundede både.
På strækningen fra vesterfed til østerfed, er der flere  bademuligheder, og her kommer man til at tænke på eventyrdigterens eventyr om Glænø og Vænø, for havet tager en solid bid af Glænø hvert år.

(435) Ørslev skole. Mens Rejsedigteren var gæst på Holsteinsborg fik han en uventet gæst. Det var enelærer i Ørslev skole, Peter Nielsen. Hans ærinde var at bevæge digteren til at mødes med bønderne fra Ørslev i skolen og læse op for dem.
Han var ikke meget for det, men grevinde Mimi Holstein bad ham gøre det, og så tog han til Ørslev. Flaget var hejst på skolebygningen, og der var så mange folk at de fyldte skolestuen. Det lovede godt!
Men ak! Da han trådte ind i klasseværelset, tog han sig ikke i agt for den lave dørkarm, men stødte hovedet imod. Han måtte ud hos lærer Peter Nielsen hustru og få hovedet badet i koldt vand og salt.
Han læste "Barnet i graven. Handlingen i den er så nærværende, at den godt kunne være foregået i Ørslev. Den handler om en mor, der mister sit ene barn og i sin sorg glemmer sin mand og de to børn, hun endnu har, Så vågner hun en nat, lister sig ud til graven på kirkegården og sætter sig. Der drømmer hun, at hun møder sit barn, der siger: "Så dejligt er der ikke oppe på jorden... Nu kan jeg flyve, moder... lige derind til Gud... men når du græder, som du nu græder, kan jeg ikke.." Moderen vågner og ser hun ligger på graven. Så vender hun tilbage, trøstet af drømmen. Og manden spørger: "Hvorfra fik fik du med eet denne kraft, det trøstende sind." Hun svarer: "Jeg fik det fra Gud, ved barnet i graven."
I skolestuen har en dyb stilhed lagt sig. Så siger Rejsedigteren: - Jeg vil endnu læse "Den grimme ælling".. Han læser, kvinder og mænd lytter. Og da han er færdig, takker lærer Peter Nielsen ham og siger: - Jeg vil da bede Dem også læse "Børnesnak." Det var en lykkelig indskydelse. For Børnesnak handler om et fattigt barn, det kommer nedefra i samfundet og dets navn ender på sen. Men det når langt frem og bliver berømt. Han slutter med Det er ganske vist.
Så tager den store Rejsedigter afsked med forsamlingen. Han er i strålende humør, noterer samme aften i sin dagbog: Jeg fik tre gange hurra og kørte hjem i brændende sol.

Ørslev Kirke. Vidt berømt for sine kalkmalerier og især for den navnkundige dansefrise. Bygningen, som i middelalderen var indviet til Johannes Døberen, er i sig selv en af egnens fineste. Den består af et romansk skib med rester af koret, korsarmskapeller mod nord og syd fra 1300 tallet ved den romanske kors sider, samt to sengotiske tilføjelser - østforlængelse og vesttårn. Der er indsætning af krydshvælv i kor og skib, skibets hvælvinger har dværgsøjler i hjørnerne, korets har en usædvanlig ribbeprofil og små hjørnekonsoller af brændt ler med stjerneornament. Kalkmalerierne i sydkapellet fra omkring 1350 er blandt landets mest berømte. Motiverne er højst forskelligartede. På østvæggens nordlige del ses Hudflettelsen og Korsnedtagelsen under et billed af en munk, der tapper øl, men forstyrres af djævle, og øvest ses et stifterbillede, hvor en herremand frembærer en kirkemodel for Johannes Døberen. På samme væg fire kronragede præster og dansefrisen - seks herrer og tre kronede damer - og Marias himmelkroning. Sydvæggen, nederst en bejlerfærd, foroven Kristi fødsel og Flugten til Ægypten. Et karakterfuldt korbuekrucifiks fra anden halvdel af 1300 tallet. I nordkapellet er der bag et gitterværk gravkapel med syv sarkofager og fem kister med medlemmer af slægten Holstein.

Biserup. I Margethehuset i Biserup lå den syge Margrethe til sengs i mere end 50 år, og som han brugte som sit motiv i Krøblingen.
I de år eventyrdigteren havde sin gang på Holsteinsborg, fik sognet en ny kapellan, den unge præst J.C. Kragh. De to kom godt ud af det med hinanden og havde glæde af at tale sammen. Engang i julen 1865 fortalte Rejsedigteren om den syge kone, der kunne få sit helbred, når man bragte ham den lykkeligste skjorte, og da man endelig fandt ham, ejede han ingen skjorte.
J.C. Kragh fortalte siden Rejsedigteren, at han netop havde besøgt et par fattige husmandsfolk, hvis søn altid lå i sengen, fordi han var halvt åndssvag. Denne søn havde fortalt forældrene den samme historie og det havde opmuntret dem.
Grevinden på Holsteinborg Mimi Holstein hørte præsten fortælle og gav ham fem rigsdaler til de fattige folk. Præsten gik med pengene og fortalte, at de bleve glad overraskede ved den gave, der var foranlediget ved den stakkels idiotsdrengs fortælling- og trøst, fra ham kom således hjælpen. Det skriver Rejsedigteren i sin dagbog.
Rejsedigteren havde på dette tidspunkt syslet med tanken om at skrive om en syg dreng, der bliver helbredt på forunderlig måde: ved en forskrækkelse, et chok! Traditionen siger, at han gik med pastor J.C. Kragh ned til den syge dreng, men drengens åndlige defekt hindrede ham i at blive inspireret.
Så tog grevinde Mimi Holstein ham hen til en stilfærdig syg pige. Og hos hende blev han klar over, hvorledes han ville forme sin hovedperson. Og han skrev eventyret Krøblingen, som handler om drengen Hans, der altid må ligge i sengen, fordi han er slap i benene. Han far og mor, Have-Ole og Have-Kirsten, arbejdede i en herregårdshave.
Hans eneste glæde er eventyrbogen, som herskabet har foræret ham i julegave - og så en fugl i gyldent bur! En dag er han ene hjemme, og katten lister sig ind i stuen. Den har kig på fuglen. Han kaster eventyrbogen efter den, men det skræmmer ikke katten, og uden at tænke på det, springer han ud at sengen, genner den ud at huset og ud på gaden: Jeg kan gå! Jeg kan gå!" råber han. Herre min Gud. Og han hulkede i gråd af bare glæde.
I Hans kan man kende træk af den syge Bisserup-piges karakter. Hendes navn var Anna Margrethe Petersen. Hendes forældre boede i Holsteinsborg sogn og var småfolk.
Digteren kom flere gange på besøg hos hende sammen med grevinde Mimi Holstein i det lille, stråtægte hus - ligger ved skoven lidt inde i Bisserup by.
Krøblingen blev trykt tre år før Rejsedigteren døde.

Skovvejen 6. Et af de mere særprægede huse i Skælskør ligger på Skovvejen 6. Det blev bygget i forrige århundrede af distriktslæge C.F. Krebs. Hans hustru, Anne Margrethe, var født på Sct. Croix, hvorfor huset er bygget i samme stil som husene på denne vestindiske ø, med fløjdøre ud til nordet, hvorfra vinden skulle forfriske stuerne på de varme dage.
Ikke sjældent kom Rejsedigteren på besøg, men det var som regel på tændernes vegne. Tænderne var jo digterens svage punkt.
Det kneb for fru Krebs at sidde og underholde eventyrdigteren, når han skulle vente på at få trukket en tand ud. Hun syntes ikke, han var noget rigtigt mandfolk, når han gik og jamrende op og ned ad gulvet med et bind om hovedet. Men når behandlingen var vel overstået, var han glad igen.
Engang efter en tandudtrækning sagde han til husets døtre: Nu skal jeg skrive et rigtigt eventyr til jer, og der skal personerne have samme navne som I, Anna og Johanne. Kort tid efter kom han og læste eventyret op: Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre.

Herregården Fuirendal. Herregården ligger højt, med vid udsigt mod syd over mosen kaldet Lungen og mod sydvest et skovbælte, der strækker sig lige fra Fuirendal og ned til Smålandshavet mellem Bisserup og Holsteinborg.
Furiendal hed oprindelig Vindingegård efter en landsby, der forlængt er nedlagt. Gårdens første ejer var en Diderik Skeel som havde den fra 1387 til 1413.
Der hersker nogen uklarhed med hensyn til Vindingegårds bygningehistorie. Anlægget er så ejendommeligt, at det egentlig frister til den formodning, at hovedbygningen er blevet til i flere tempi. I 1663 solgtes gården til Margrethe Fuiren, født Frische, enke efter lægen Jørgen Fuiren, og som var det første eksempel på, at borgerlige efter 1660 kunne erhverve det jordgods, der hidtil havde været forbeholdt adelen alene.  Siden overgik den til brodersønnen, højesteretsassessor Diderik Fuiren. Hos kong Christian V (5) stod han i høj gunst, og den 13. marts 1677 blev Vindingegård gjort til baroni under navnet Fuirendal, og han selv blev friherre. Efter hans død tilfaldt gården kongen som overdrog baroniet til sin overkammerjunker, Ulrik Adolph Holstein, en mand af ældgammel mecklenburgsk adelsslægt og selv stamfader til greverne Holstein til Holsteinborg.
Det var grev Ludvig Henrik Carl Herman Holstein, kendt som politiker og konsejlspræsident og grevinde Julie Vilhelmine Holstein som ejede Furiendal mens Rejsedigteren kom her.

Skælskør rundt med Rejsedigteren

Køretur i Rejsedigteren Hans Christian Andersens  fodspor i og omkring Skælskør.

Skælskør by: Rejsedigteren Hans Christian Andersen har besøgt Skælskør over 30 gange mellem 1855 og 1870. Det var før jernbanen kom hertil, så han måtte benytte postvognen, hvis han ikke blev afhentet ved en jernbanestation af en vogn fra en af herregårdene. Folk talte om det, når de så ham vente på vognen fra Basnæs i Strandgade.

Skovvej 6: Når Rejsedigteren under ophold på Holsteinborg led af et af sine anfald af tandpine, søgte han hjælp hos distriktslæge Krebs, Skovvej 6. Under et af hans besøg var lettelsen så stor, at han lovede dr. Krebses døtre, at deres navne skulle komme med i et eventyr og det blev deres navne, der blev brugt til Valdemar Då´s døtre i Vinden fortæller om Valdemar Då og hans døtre. Dr. Krebs´ bolig er præget af minder fra Vestindien, som både han og fru Krebs havde tilknytning til.

Espe: Kør fra Skælskør mod Korsør, ca. 5 km fra Skælskør, ved Boeslunde Skole drejes til venstre af alleen ned til Espe. Godset har siden 1810 været ejet af Moltke-slægten. Hovedbygningen er et ni-faget langt hus i to etager i empirestil og med tilstødende lavere fløje og avlsbygninger i bindingsværk.
Rejsedigteren har besøgt Espe 4 gange i tiden 1848 - 1871, ialt 12 dage. Han glædede sig over bøgeskoven med skovmærker, anemoner, kodriver, viol og gøgeurt. Skoven støder op til haven mod vest, indgang i vestre side.
Vejen tilbage går ad samme allé til krydset ved Boeslunde Skole, derfra lige ud mod Boeslunde, ved kirken kører man til højre mod Sønderup, ned ad Gerdrupvej og man ender ude på Sorøvej, derfra går turen til

Kanehøj: Kanehøj ligger 4 km fra Skælskør ved landevejen til Sorø. Her overværede Rejsedigteren som latinskoleelev i 1824 henrettelsen af datteren af sognefogeden i Frølunde sammen med kæresten og en hjælper, de havde dræbt sognefogeden, fordi datteren og hendes kæreste ikke kunne få hinanden.

I nærheden ligger Kanehøj Mølle.

Derefter går turen tilbage til Skælskør ad Sorøvej, fra Skælskør køres ad Borrebyallen mod Stigsnæs, ca. 2 km fra Skælskør ligger

Borreby Slot: Hovedbygningen er opført af kansler Johan Friis i 1556 og regnes for et af de smukkeste borganlæg fra 1600-tallet.
4. maj 1856 aflagde Rejsedigteren besøg her, han kalder Borreby for en prægtig gammel gård med tårne og grave. Herfra stammer oprindelig Vinden fortæller om Valdemar Då og hans døtre. (Valdemar Då og hans døtre måtte forlade Borreby i 1681 på grund af fattigdom blandt andet forårsaget af hans forsøg på at lave guld).
Gå en tur i parken og den ydre borggård. Fra Borreby fortsættes mod Stigsnæs og et par hundrede meter fremme kommer man til Borreby Mose, som er et af landets bedste steder for iagttagelse af fugle.
Fra Borreby kan man følge vejen på nordsiden af gården langs parken mod øst til amtsvejen til Stigsnæs. Man fortsætter over den og holder til venstre gennem Magleby nord om kirken, herfra fører en vej til

Basnæs: Basnæs var et af de steder digteren holdt allermest af, han kom her 36 gange i 18 år, ialt 514 dage. Hans værtinde var Henriette Scavenius, enke efter Jacob Brønnum Scavenius. Særlig ved juletid holdt han til her, det skete i årene 1856-1860 og 1864-1866.  En mindestøtte i parken over Jacob Brønnum Scavenius har en indskrift forfattet af Rejsedigteren. Den 10. september 1870 blev han hyldet på Basnæs ved en storslået fest i anledning af 50 års dagen for hans ankomst til København. Snemanden, Valdemar Då og hans døtre, Det gamle egetræs sidste drøm med mere er forfattet på Basnæs.
Gården er lukket inde bag høje hegn, park og herregård er ikke åbne for offentligheden, man man kan få et indtryk af stedet ved at gå ad en spadseresti, der går langs stranden fra en låge øst for gården. Stien fortsætter gennem skoven og man kan gå gennem skoven tilbage.

Fra Basnæs kan man fortsætte ad vejen forbi Basnæs til vejen fra Magleby mod Ørslev. Fortsætter man ligeud, kommer man 2 1/2 km  længere fremme til

Tjæreby: I Tjæreby kirke, som er en middelalderkirke med værdifuldt inventar, har digteren været til bryllup under et af sine ophold på Basnæs.
Fra Tjæreby kører man tilbage til Magleby-Ørslev vejen, så kører man mod Ørslev, ved foden af bakken fører vejen til højre til

Glænø: Siden 1881 har her været en dæmning og herfra er der en dejlig udsigt til Holsteinborg over Holsteinborg Nor, der er tit mange svaner på vandet. Der er stemning, der svarer til eventyrerne. Rejsedigteren har besøgt Glænø før dæmningen blev bygget. Han har glædet sig over den smukke køretur og den dejlige sejltur. Ved en middag på Holsteinborg i 1867 holdt han en skåltale i anledning af, at en ingeniør var til stede for at arbejde med planen om en dæmning til Glænø. Det blev baggrund for eventyret Venø henter Glænø. Det gamle sagn fortalte, at øen Venø forsvandt og det ville gå Glænø på samme måde. Nu blev det Sjælland, der hentede Glænø ved hjælp af dæmningen.

Fra Glænø tilbage til

Ørslev: Ørslev kirke er stor, den er kendt for sine kalkmalerier, deriblandt den berømte Dansefrise. De ældste medlemmer af familien Holstein har deres sarkofager her. 100 m nede ad Kildevej ligger den i sin tid meget besøgte helligkilde. Vest for kirken ligger den gamle skole. Den er gulkalket, her læste Rejsedigteren eventyr for børnene en dag i 1868. Da han trådte ind i skolen, var han så uheldig at støde panden mod den lave dørkarm, og han måtte have hovedet badet med koldt vand. Lærere var Peter Nielsen, den senere så bekendte landøkonomiske forfatter og konsulent, grundlæggeren af Tystofte Forsøgsstation.

Ørslev kirke: Den nuværende store kirke er en korskirke med et romansk kor som skæringsfag. Af det romanske anlæg i kampesten er kun skibets langmure bevaret. Øverst viser bomhuller, at kirken opr. har haft et usædvanligt stort loftsrum, muligvis til bøndernes tiendekorn. Omkring 1300-25 fik kor og skib hvælv. Omkring 1350 byggedes to overhvælvede kapeller til koret, hvis mure næsten forsvandt ved gennembrydningen af arkader. Omkring 1500 opførtes tårnet i vest og kort efter et nyt kor øst for det gamle. I syd-kapellet højgotiske kalkmalerier fra omkring 1325. Til venstre for vinduet et stifterbillede af herremanden, der rækker en model af kirken til Johannes Døber, til hvem den var viet. Derunder en frise med lidelseshistorien. Th. for vinduet Marias himmelkroning. Nedenunder er malet den kendte dansefrise med elegante damer og herrer i yndefuld kædedans. Nissehuen hørte til datidens overklassepåklædning. På syd-væggen fødslen, flugten til Ægypten og en verdslig bejlerfærd, men muligvis af symbolsk betydning. Renæssance altertavle fra 1625 med oprindelig nadvermaleri. Gotisk korbuekrucifiks fra 14. århundrede. Renæssance prædikestol, formentllig udført af samme kunstner som altertavlen. Bruskbarok herskabsstol fra 1649 med våben for Trolle og Rosenkrantz. Flere gravminder, bl.a. over familien Olivarius, hvis slægt i 111 år (1663-1774) var præster i kirken. I nord-kapellet 5 sarkofager og to dobbeltsarkofager af marmor samt 5 kister med familien Holstein. Under kapellet en tilmuret begravelser for Trolle-slægten, der har ejet Holsteinborg. I Nationalmuseet opbevares flere interessante gotiske træfigurer, bl.a. af Johannes Døber.

Fra Ørslev mod øst forbi Snedige Hovedgård gennem kastaniealleen til

Holsteinborg: Rejsedigteren har besøgt Holsteinborg 16 gange fra 1856, igennem 18 år ialt 138 dage. Godset tilhørte lensgreve Ludvig Holstein-Holsteinborg. Særlig grevinde Mimi Holstein fik digteren til af føle sig hjemme her, så han på et fotografi taget på verandaen i 1870 skrev: På Holsteinborg blev mit solbillede skabt. Thi, der blev solskin i mit hjerte  lagt. Der er adgang til parken og ydre slotsgård. Rejsedigterens bolig var 2 stuer indrettet specielt for ham med dør ind til kirken. Efter grevinde Mimi´s død, fik han hendes sollyse stuer i stueetagen.

Man kan afslutte rundturen ved Holsteinborg eller fortsætte ad en smuk snoet vej til

Rude: Her ligger godslægeboligen stadig, hvor digteren har besøgt lægen Steenbuch, de blev studenter samtidig.

Fra Rude køres mod Næstved, 2 km fra Rude i Nyrup køres mod nord, 3 km til

Fuirendal: Fuirendal har i lange tider haft samme ejere som Holsteinborg, også her har Rejsedigteren været på besøg.

Fra Fuirendal køres mod Venslev, Bøgelunde og tilsidst er man i Skælskør igen.

HCA lokaliteter i Skælskør

I Hans Christian Andersens fodspor omkring Skælskør

 Skælskør by: Rejsedigteren Hans Christian Andersen har besøgt Skælskør over 30 gange mellem 1855 og 1870. Det var før jernbanen kom hertil, så han måtte benytte postvognen, hvis han ikke blev afhentet ved en jernbanestation af en vogn fra en af herregårdene. Folk talte om det, når de så ham vente på vognen fra Basnæs i Strandgade.

Espe: Rejsedigteren har besøgt Espe 4 gange i tiden fra 1848 til 1871, i alt i 12 dage. Han glædede sig over bøgeskoven med skovmærker, anemoner, kodriver, viol og gøgeurt. Skoven støder op til haven mod vest, indgang i vestre ende.
Ønsker man at gå til Espe, kan det anbefales at tage til Kobæk og følge stranden til parkeringspladsen ved klintens begyndelse, ca. 1/2 times gang. Derfra ad vejen til lindskov hus i skovbrynet og mod nord gennem Troldhoved skov. Hold til venstre ved udkanten gennem rønne alleen til Espe. Skoven som han beundrede, ligger til venstre for hovedindgangen.
Vejen tilbage kan foregå ad landevejen gennem allèen op mod Boelslunde. Ved den gamle skovfogedbolig drejer man til højre og går gennem Hestehave skoven, Apager skoven, Troldhoved skoven til Lindeskovhus, derfra ad stien til stranden og langs stranden tilbage til Kobæk.

Man kan også fortsætte fra Lindeskovhus til vejen til Egerup og gå til Egerup, derfra går en sti (markvej lige før FDF spejderhuset) til Langelinie og ad Langelinievejen til Slagelse Landevej og videre til Skælskør.

Fuirendal: Furiendal ligger højt, med vid udsigt mod syd over mosen kaldet Lungen og mod sydvest et skovbælte, der strækker sig lige fra Fuirendal og ned til Smålandshavet mellem Bisserup og Holsteinborg.
Furiendal hed oprindelig Vindingegård efter en landsby, der forlængt er nedlagt. Gårdens første ejer var en Diderik Skeel som havde den fra 1387 til 1413.
Der hersker nogen uklarhed med hensyn til Vindingegårds bygningehistorie. Anlægget er så ejendommeligt, at det egentlig frister til den formodning, at hovedbygningen er blevet til i flere tempi. I 1663 solgtes gården til Margrethe Fuiren, født Frische, enke efter lægen Jørgen Fuiren, og som var det første eksempel på, at borgerlige efter 1660 kunne erhverve det jordgods, der hidtil havde været forbeholdt adelen alene.  Siden overgik den til brodersønnen, højesteretsassessor Diderik Fuiren. Hos kong Christian V (5) stod han i høj gunst, og den 13. marts 1677 blev Vindingegård gjort til baroni under navnet Fuirendal, og han selv blev friherre. Efter hans død tilfaldt gården kongen som overdrog baroniet til sin overkammerjunker, Ulrik Adolph Holstein, en mand af ældgammel mecklenburgsk adelsslægt og selv stamfader til greverne Holstein til Holsteinborg.
Det var grev Ludvig Henrik Carl Herman Holstein, kendt som politiker og konsejlspræsident og grevinde Julie Vilhelmine Holstein som ejede Furiendal mens Rejsedigteren kom her.

Godslægeboligen i Rude skov:

Ørslev skole: Mens Rejsedigteren var gæst på Holsteinsborg fik han en uventet gæst. Det var enelærer i Ørslev skole, Peter Nielsen. Hans ærinde var at bevæge digteren til at mødes med bønderne fra Ørslev i skolen og læse op for dem.
Han var ikke meget for det, men grevinde Mimi Holstein bad ham gøre det, og så tog han til Ørslev. Flaget var hejst på skolebygningen, og der var så mange folk at de fyldte skolestuen. Det lovede godt!
Men ak! Da han trådte ind i klasseværelset, tog han sig ikke i agt for den lave dørkarm, men stødte hovedet imod. Han måtte ud hos lærer Peter Nielsen hustru og få hovedet badet i koldt vand og salt.
Han læste " Barnet i graven ". Handlingen i den er så nærværende, at den godt kunne være foregået i Ørslev. Den handler om en mor, der mister sit ene barn og i sin sorg glemmer sin mand og de to børn, hun endnu har, Så vågner hun en nat, lister sig ud til graven på kirkegården og sætter sig. Der drømmer hun, at hun møder sit barn, der siger: " Så dejligt er der ikke oppe på jorden... Nu kan jeg flyve, moder... lige derind til Gud... men når du græder, som du nu græder, kan jeg ikke.. " Moderen vågner og ser hun ligger på graven. Så vender hun tilbage, trøstet af drømmen. Og manden spørger: " Hvorfra fik fik du med eet denne kraft, det trøstende sind ". Hun svarer: " Jeg fik det fra Gud, ved barnet i graven ",
I skolestuen har en dyb stilhed lagt sig. Så siger digteren: " - Jeg vil endnu læse " Den grimme ælling ".. Han læser, kvinder og mænd lytter. Og da han er færdig, takker lærer Peter Nielsen ham og siger" - Jeg vil da bede Dem også læse " Børnesnak ". Det var en lykkelig indskydelse. For " Børnesnak " handler om et fattigt barn, det kommer nedefra i samfundet og dets navn ender på " sen ". Men det når langt frem og bliver berømt. Han slutter med " Det er ganske vist ".
Så tager den store eventyrdigter afsked med forsamlingen. Han er i strålende humør, noterer samme aften i sin dagbog: " Jeg fik tre gange hurra og kørte hjem i brændende sol.

Kørevej: Den der færdedes engang i august 1866 på landevejen, der fører vest om Fuglebjerg mod Skælskør, ville møde en herskabelig lukket vogn, der er på vej sydpå. I vognen sidder en herre på noget over et halvt hundrede år. Hans hår var gråsprængt. Øjnene er dybtliggende og næsen stor. Man ville ikke kalde ham smuk. Men hans ansigt er åndsfuldt. Det var Rejsedigteren på vej til Holsteinsborg.

Margretehuset: I Margethehuset i Biserup lå den syge Margrethe til sengs i mere end 50 år, og som han brugte som sit motiv i Krøblingen.
I de år Rejsedigteren Hans Christian Andersen havde sin gang på Holsteinsborg, fik sognet en ny kapellan, den unge præst J.C. Kragh. De to kom godt ud af det med hinanden og havde glæde af at tale sammen. Engang i julen 1865 fortalte digteren om den syge kone, der kunne få sit helbred, når man bragte ham " den lykkeligste skjorte, og da man endelig fandt ham, ejede han ingen skjorte ".
J.C. Kragh fortalte siden digteren, at han netop havde besøgt et par fattige husmandsfolk, hvis søn altid lå i sengen, fordi han var halvt åndssvag. Denne søn havde fortalt forældrene den samme historie og det havde opmuntret dem.
Grevinden på Holsteinborg Mimi Holstein hørte præsten fortælle og gav ham fem rigsdaler til de fattige folk. Præsten gik med pengene og fortalte, at de " bleve glad overraskede ved den gave, der var foranlediget ved den stakkels idiotsdrengs fortælling- og trøst, fra ham kom således hjælpen ". Det skriver digteren i sin dagbog.
Digteren havde på dette tidspunkt syslet med tanken om at skrive om en syg dreng, der bliver helbredt på forunderlig måde: ved en forskrækkelse, et chok! Traditionen siger, at han gik med pastor J.C. Kragh ned til den syge dreng, men drengens åndlige defekt hindrede ham i at blive inspireret.
Så tog grevinde Mimi Holstein ham hen til en stilfærdig syg pige. Og hos hende blev han klar over, hvorledes han ville forme sin hovedperson. Og han skrev eventyret " Krøblingen ", som handler om drengen Hans, der altid må ligge i sengen, fordi han er slap i benene. Han far og mor, Have-Ole og Have-Kirsten, arbejdede i en herregårdshave.
Hans eneste glæde er eventyrbogen, som herskabet har foræret ham i julegave - og så en fugl i gyldent bur! En dag er han ene hjemme, og katten lister sig ind i stuen. Den har kig på fuglen. Han kaster eventyrbogen efter den, men det skræmmer ikke katten, og uden at tænke på det, springer han ud at sengen, genner den ud at huset og ud på gaden: " Jeg kan gå! Jeg kan gå! " råber han. ! Herre min Gud ". Og han hulkede i gråd af bare glæde.
I " Hans " kan man kende træk af den syge Bisserup-piges karakter. Hendes navn var Anna Margrethe Petersen. Hendes forældre boede i Holsteinsborg sogn og var småfolk.
Digteren kom flere gange på besøg hos hende sammen med grevinde Mimi Holstein i det lille, stråtægte hus - ligger ved skoven lidt inde i Bisserup by.
Krøblingen blev trykt tre år før Rejsedigteren døde.