Så hellere leve og dø i Korsør, der skyller havet op på den nøgne sten, der skingre posthornet og jeg er altid på vandring; Vandring er mit liv!

Hotel Korsør

Korsør. Det er ikke alene den berømte guldalderdigter Jens Baggesen, som blev født på Korsør Fæstning som søn af kornskriveren, der poetisk besynger fødebyen, men også Rejsedigteren, som skrev: Korsør er en god by at gæste!
Det er også en ganske særlig by, som er vokset frem her ved Storebæltskysten, fordi den var det bedst egnede overfartssted med den korteste afstand til Fyn.
Alt dette har har naturligvis sat sit særlige præg på byen, gå derfor på opdagelse i de gamle fiskergader med de lave huse med snurrige detaljer. Her er bindingsværk, hyggelige kviste, dekorative gavle, og i de små gårde bagved dukker overraskende islæt frem, en gammel røgeriskorsten foreksempel. I Rosenstræde kan man også se rendestenene midt i strædets ældgamle brolægning, og gadespejle og stokroser understreger idyllen.
Går man gennem Slottensgade mødes minder om tidligere tiders smakkesejlads, da modige rejsende efter strabadserne styrkede sig hos Madam Bagger, eller ventede på magsvejr.
Her kan man se de karakteristiske bygninger, som udgjorde gæstgiveriet Postgården og  Hvide Svane.

Bomhuset, Nankes Plads. Bomhuset er opført 1785, ombygget 1839 i klassisistisk stil. Læg mærke til søjlerne - de er af træ! Huset var administrationskontor for told og bompenge. Med lidt fantasi kan man forestille sig, at diligencen med Rejsedigteren har holdt her og ventet på at komme ned til havnen og færgen til  Fyn.

Den gamle Postgård, Slottensgade 1. Den gamle Postgård var byens fineste store trelænget gård med tilliggende kreaturstalde. Den er opført i det 17. århundrede, og facaden står næsten uforandret fra dengang, og kunne tidligere ses ude fra Storebælt.
Her har mange rejsende overnattet eller styrket sig med kaffe ovenpå søsygens kvaler, også
rejsedigteren, men da var vejret for en gangs skyld godt, og han skriver. I Korsør bad man mig, at jeg i næste roman ville sige et godt ord for deres by, som alle digtere var så slemme ved, og jeg lovede det. Aldrig har heller Korsør set så venlig ud som denne gang. Beltet var blåt, som jeg kun så det i syden.
Gæstgiveren på Postgården gav mig et værelse med den bedste udsigt, og da jeg sagde:  Her er smukt!, svarede han; Nå, det fornøjer mig, at De siger det!

Digtet Korsør

Oppe fra Vinduet i Banehotellet
Hilser vor Sang Dig, du gamle Korsør,
Baggesens Fødeby, Barnehjem, Legeplads;
Du blev i ”Børtens” og Postkarrens Dage
Omtalt som ynkelig, kjedelig, komisk;
Jernbane- Dampskibs.Tid synger din Lov,
Baggesens Fødeby, Byen ved Bæltet!

Hen ad den nøgne Kyst de Bølger trille,
Forstaaer Du Vandrer deres dybe Chor:
"Der var en Tid, Corsøer var meget lille,
Men Baggesen blev født, og den blev stor .

Digteren J. Baggesen, født den 15. februar 1764, død 1826.

Hvide Svane, Slottensgade 5. Hvide Svane er et meget gammelt gæstgiveri, gæstede rejsedigteren flere gange under ophold i byen - se den hvide svane over porten - og skrev i juni 1868. Jeg lå om natten i Korsør. Tog allerede om eftermiddagen hertil, og ville have tilbragt aftenen hos løjtnant Groths, (boede hvor?) men uheldigvis var de samme dag rejst til Kiel, jeg så et par nette småpiger, og dem spurgte jeg, om de kendte Hans Christian Andersen, men de kendte hverken ham eller hans eventyr. Birckners monument besøgte jeg, og tænkte på Marie Boye.

Birckners monument ved kirken. Som så mange andre gader i Korsør fik også Birchnerrsgade sit navn. Bag navnet gemmer sig en af disse forunderlige menneskeskæbner, som maner til stille eftertanke – mennesket Michael Gottlieb Birckner, kapellan i Korsør og Tårnborg, som forblev tro imod sandheden og døde i 1798.
Birckner, født i 1756, kom til Korsør 1793, som kapellan under sognepræst Frederik Carl Fitfeld. Han var en beskeden og meget principfast mand, som skabte sig berømmelse ved sin deltagelse i tidens heftige debat om trykkefriheden – ytringsfriheden – som havde meget ringe vilkår i disse år.
Censuren var godt nok blevet ophævet i 1770 af Struense, men efter hans henrettelse i 1772 indførtes den påny og håndhævedes med strenge straffe for overtrædelse – ikke sjældent landsforvisning. Men trods alvorlig ricici deltog Birckner i debatten og udgav blandt andet et lille skrift: Om Trykkefriheden og dens love.
Heri gik han kraftigt ind for, at man uden restriktioner måtte kunne skrive om regeringsreformen, den lovgivende, udøvende og dømmende magts handlinger, om religion og om private folks offentlige handlinger.
Skriftet vakte betydelig opsigt på tidens politiske og litterære parnasser og udkom i hele tre oplag. Men populær i kongehuset og regeringskredsen blev den ikke, og Birckner frygtede – med rette – for sin Befordring – altså sin forfremmelse til sognepræst.
Den fattige kapellanembede levnede næppe mulighed for anstændigt underhold af ham og hans familie. Syg og nedbrudt døde han den 1. december 1798, kun tre dage efter han havde fået underretning om at være kaldet til sognepræst-embedet i Vemmelev-Hemmeshøj.
Og som han levede fattigt og beskedens, således satte Korsør ham hundrede år senere et beskedent minde ved at give Kroghsgade hans navn…
Men allerede hans samtid gav ham en fornem hæder – en mindestøtte, rejst kort efter hans død og bekostet af geheimeråd Jonas Collin, som i øvrigt giftede sig med Birckners enke. Senere oprettede hans søn, etatsråd Edvard Collin, et legat på 100 rigsdaler til mindestøttens bevarelse.
Støtten kan ses ved kirkemuren skråt over for apoteket.
Et andet smukt eftermæle fik Birckner i en rejsebeskrivelse dateret 1803 (L.M. Wedell), hvor det i en omtale af Korsør blandt andet hedder:
På kirkegården så jeg det eneste mærkværdige gravminde, en rød sandsten, som havde en firkantet fodsokkel og øverst en urne af hvid, glinsende marmor, stående tæt ved muren, omtrent tre alen høj i det hele, så at det af forbigående på gaden kunne ses. Man læste herpå disse få ord:”Sandheden tro døde Michael Gottlieb Birckner den 1ste December MDCCIIC.
- Og forfatteren slutter gribende: At have kendt Birckner og hans værd som menneske, som skribent måtte vække sørgende følelser. At se hans gravminde...

Den Marie Boye som Rejsedigteren tænkte på, var Maria Adolphine Boye, født Birckner, datter af Michael Gottlieb Birckner og steddatter til Jonas Collin. Hun var gift med Caspar Johannes Boye (1791-1853), præst og digter.

Kongegården, Slottensgade 25. Kongegården eller Store Værtshusgård er en spændende bygningen. Læg mærke til uret, den spændende dørklokke og sandstensfigurerne. De stammer fra herregården Basnæs ved Skælskør og forestiller ”De fire årstider” - forårshåb, sommerlykke, efterårsvemod og vintertrods - eller: barndom, ungdom, manddom og alderdom.
Flere store danske personligheder har overnattet her på den smukke Kongegården, blandt dem rejsedigteren.

Korsør Fæstning. Korsør Fæstning eller Korsør Søbatteri er resterne af Korsør Slot, engang Korsør Slot med de metertykke munkestensmure. Fæstningstårnet er det eneste bevarede fra den danske middelalder, og fra tårnet har man et pragtfuldt vue over byen. På fæstningsterrænet i den gamle ladebygning, findes by- og overfartsmuseet med spændende samlinger.

Postgården, Batterivej 15-17. Huset var en meget smuk gulkalket bindingsværksgård, der lå på Batterivej 15-17. Facaden vendte ned mod stranden, der rummede skænkestue.
Det var drevet af gæstgiver Nils Frederik Harreschou, og ophørte som gæstgiveri 1891, hvorefter der blev indrettet lejligheder i ejendommen.
 
Hotel Store Bælt. I 1856 flyttede færgefarten over til Halskov, hvor Hotel Store Bælt var bygget ved siden af jernbanestationen.
Hotellet blev åbnet torsdag den 5. Juni 1856, og opført i gotisk stil, efter en tegning af den københavnske arkitekt Herholdt. Bygherre og ejer af Hotel Store Bælt var Hans Christian Petersen, han var født i Hunderup 1813 i Odense. Han var gift med Maren Slengerich, der stammede fra Vester Kjærby ved Odense.
Parret dør i henholdsvis 1889 og 1891 og blev bisat på Korsør Kirkegård.
I det, efter datidens flotte hotel, blev Hans Christian Andersens skuespil En komedie i det Grønne for første gang opført i Korsør den 11. april 1860. I annonceteksten står der: Vaudevile i 1. Akt af hr. professor H.C. Andersen.