"En historie fra klitterne" er en af Rejsedigteren Hans Christian Andersens største historier. Her giver han en indegående skildring af fiskerens liv i den barske natur ved det store hav, han fortæller om udflugter ind over heden og om en hel del jyske lokaliteter.
Han tager blandt andet til Skagen , som vi får en stor beskrivelse af, blandt andet Skagen gamle kirke.

I 1910 skrev Georg Brandes om Skagen, hvor luften er højere og synet videre end noget andet sted:”Ære være Hans Christian Andersen, at han som digter opdagede Skagen! Har har i 1859 besøgt  egnen, følt og forstået den.
Han havde en budskab med sig hjem fra Skagen:- Vi ville besøge denne Danmarks afkrog, sandørkene mellem to brusende have, byen som ikke har gade eller stræde… Er du maler, da følg os derop, her er motiver for dig, her er sceneri for digtning!
Ordene forekommer i ”En historie fra klitterne”, rejsen foretoges i august 1859. Da dagvognen gjorde holdt ved bedestedet i Aalbæk, prøvede husmand Carl Andersen ud for Råbjergs klitter at få digteren i tale, men han blev afvist af kromanden. Med sig i lommen havde den skuffede Carl Andersen en samling af sne egne digte, som han ville vise digterkongen. Den kendes kun af få, den stille røst fra det yderste land, der i et vemodigt tonefald har besunget årstiderne og naturen. På gravstenen på Råbjerg kirkegård står ”Digteren C. Andersen, f. 1818, d. 1885”. Han blev ikke modtaget af digterkongen, men opnåede dog kongelig gunst i form af en betragtelig boggave og en pris på 30 rigsdaler.

I Skagen indlogerede Andersen sig hos Brøndum, Erik Brøndum og hans kone Ane Hedvig. Hun ville skaffe nordstrandens bedste flyndere til digterens fortæring, man da H.C. Andersen surmulede ovet at det trak så længe ud med maden, blev krokonen – der i øvrigt var i lykkelige omstændigheder – så konstateret, at hun kom i barselnød. Således fødtes Anna Brøndum den 18. august 1859.
Hendes mor troede fuldt og fast på at den store digters tilstedeværelse i huset skulle få betydning for datteren, og hun blev da også som Anne Ancher sin bys navnkundige datter, en af landets fornemste koloristiske begavelser, en charmerende eksponent for den danske impressionisme.

Skagens historie og byens udformning er uløseligt knyttet til samspillet mellem havet, vinden og den menneskelige kulturpåvirkning. Beliggenheden på tærsklen til to have, henholdvis Kattegat og Vesterhavet, gav byen dens eksistensberettigelse, men den har måttet indordne sig under og overvinde naturkræfternes spil.
Skagen er en gammel by. Men selve bebyggelsen, husene som de ligger idag, kan sjældent føres mere end 150 år tilbage. Kirketårnet syd for byen er det eneste vidne om, at Skagen i middelalderen var en stor by med betydelig fiskeri og livlig handel.
Det er de anonyme fiskerhuse, der idag udgør grundstammen i et helstøbt og velbevaret bybillede.

Skagen. Mange tror, det er Drachmann og malerne, der opdagede Skagen, men det var såmænd Rejsedigteren. I en alder af 55 år foretog han den lange opdagelsesfærd derop med diligencen gennem Jylland, og Fru Brøndum på Brøndums Hotel blev så benovet over at se et civiliceret menneske, oven i købet et så berømt, at hun barslede i utide og nedkom med en datter, den senere så berømte malerinde Anna Ancher.
Turen til Danmarks spids foregik med dagvognen langs med Kattegat, og han skriver i dagbogen. Jeg besøgte landets nordligste spids. Vejret var mageløst godt, vindstille og solskin, snart så jeg Skagen kirke og snart fyrene. Skagen, hvor Nordsø og Kattegat brydes mod hinanden, hvor, er som i eventyret om den sovende skov, kirken, tilføgen af flyvsand og overvoksen med klittjørn og vilde roser, frembyder et eget skue med kun tårn ragende op af sandklitten.

Skagens Museum. I slutningen af 1800 århundrede blev byen opdaget af guldaldermalerne, som faldt for det helt specielle lys der er over byen fra sammenspillet mellem de to have.
De stiftede Skagen Museum i 1908, og blandt initiativtagerne var maleren Michael Ancher og P.S. Krøyer. Museumsbygningen blev indviet i 1928, og i museumshaven, hvor så mange af Skagensmaleren har arbejdet, ses endnu "Det gamle havehus" der var i Brøndumslægtens eje og som anneks til det nærliggende Brøndums Hotel tjente som bolig for en række unge kunstnere. Bygningen rummer blandt andet Michael Anchers første atelier, indrettet da han og Anna Ancher som nygifte havde bolig i havehuset.
Ingen plet i Danmark har tiltrukket så mange kunstnere, som Skagen. Den direkte forbindelse mellem Skagens "guldalder" og nutiden har Helga Ancher. Hun har på udsøgt og forfinet måde videreført sin moder Anna Anchers koloristiske idealer, stilfærdigt, beskedent og ægte. Men også danske malere af den yngre og yngste generation har fundet inspiration ved mødet med Skagensnaturen.

Skagen kirke. Kirken viste sig som en sejler på det blå vand, skriver Rejsedigteren om den beskedne kirke i en "Historie fra klitterne," der ligger omgivet af et lille anlæg. Den opførtes 1839-41, men blev senere ombygget under ledelse af arkitekt Thorvald Bindelsbøll, som mere end nogen anden har præget byen.
Det lyse kirkerum er holdt i en hvidgrå farve. To pulpiturer hviler på firkantede, riflede træsøjler; kirken er uden egentlig kor, en fem trins trappe, som fører op til alteret, flankeres af to glatte, runde marmorsøjler med forgyldte kapitæler.  Altertavlen, der viser Jesus fødsel, er malet 1910. Prædikestolen af udskåret eg og med metalornamenter er fra kirkens ombygning og står på gulvet foran trappen til alteret. Oblatæsken 19l6 er skænket af kong Christian X (10 ) og dronning Alexandrine. Den ene klokke er fra slutningen af 1300 tallet.

Strandgården. Det gule palæ med det røde tegltag er "Klitgården" som er sommerbolig for Hendes kgl. Højhed arveprinsesse Caroline Mathilde, enke efter arveprins Knud, der var bror til kong Frederik den IX (9), far til dronning Margrethe den II.
Den fritliggende bygning er på tre fløje, placeret i klitterne helt ud til havet. Mellem de to sidefløje på nordsiden er et hvidt stakit placeret i en bue, hvorved der dannes en fin rundet plads foran huset. Den store grund er bevokset med lyng, marhalm, klitroser og bukketjørn.
Bygningskomplekset blev opført af Kong Christian X (9) og Dronning Alexandrine i 1914 efter tegninger af arkitekten Ulrik Plesner.

Fiskepakhusene. De festlige fiskepakhuse på Skagens Havn er tegnet af arkitekten Thorvald Bindesbøll, der var søn af den berømmelige arkitekt M.G.B. Bindelsbøll, en nær bekendt til digteren. Man kan ikke sætte en bestemt etikette på Bindelsbøll, for hans arbejde lignede ikke andres, men det er kendetegnet ved glæden over den nordiske kulturarv, hvor det gode håndværk var i højsædet. Det er da også betegnende, at fiskepakhusene fik en udformning, der har rødder i svensk og norsk havnearkitektur. De gavlvendte træskure, skulder ved skulder placeret langs kajen, er en gammel byggemåde i nordiske havnebyer.

Det hvide fyr. Det hvide ottekantede fyrtårn i fem etager blev opført i l747, og var det først murede fyr på Skagen. Det blev tegnet af bygmester Philip de Lange, og materialerne hertil blev fragtet ad søvejen. Skagen fyr viste sig som en hejre på det blå vand  skriver han i en "Historie fra klitterne."
Fyrtårnet som ejes af Statens Fyrdirektorat er fredet.

Grenen. Rejsedigteren var på landets yderste punkt "Grenen,"  og skriver. Det er ikke større end at kun èt menneske kan stå der, og opleve at bølgerne fra Nordsøen slår hen over den ene fod og bølgerne fra Kattegat slår over den anden.

Anne og Michael Ankers Hus. Kunstnerparret Michael og Anne Ancher havde fra l884 deres hjem i huset indtil deres død i henholdvis l935 og l927.
Herefter stod det ubeboet og aflukket i en længere årrække. Men i 1964 gennemgik interiøre og malerisamlingen en omhyggelig restaurering, og huset oprindelig karakter blev genskabt, som den var på Anne og Michael Anchers tid, hvorefter huset åbnede som musem.

Drachmanns Hus. Maleren og digteren Holger Drachmann havde fra l902 til sin død i l908 sit hjem her. Det er nu indrettet med en mindestue med en del af hans arbejder fra opholdet i Skagen. Det skete i 1910 da husets købtes af "Komiteen for Drachmanns hus på Skagen."

Den gamlel byfogedgård. Skagens gamle klitplantage er igennem årene blev helt indsluttet af byen. I den sydlige udkant ligger den gamle byfogedgård.
Sidefløjen, den romantisk bindingsværksbygning, var indtil l909 bolig for maleren P.S. Krøyer.
Her var Rejsedigteren gæst hos byfoged Hoffmann, og skrev: Vi træde ind mellem blomster og frugttræer. Det er byfogedens bolig, den ligger så smukt, har noget så hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med èt flyttet hen til et frodigt landskab; det har menneskelig udholdenhed formået. Man går på det friske grønsvær under skyggende løvtræer, hvor fuglene synge, og kun et skridt udenfor og vi må arbejde os frem gennem det dybe bløde sand, hvor den stadige vandring gør Skagboen kroget i lænderne og tilvænner ham en egen måde at løfte benene på.

Den tilsandede kirke. Sct. Laurentii kirke er opført i sidste halvdel af det l3. århundrede. Den var den gang Vendsyssels største.
En sandflugt, som begyndte i det l6. århundrede nåede kirken i slutningen af det l7. århundrede. Menigheden måtte derfor grave sig ind, når der var gudstjeneste. Den ulige kamp mod sandflugten varede lige til l795, hvor kirken efter kongelig ordre blev nedrevet.
Kun kirketårnet står tilbage som et synligt minde fra dengang.

Vippefyret. Fyret ligger langt fra Gammel-Skagen, kullene på vippepanden deroppe har længe været slukket.

Gammel Skagen. I "Højen" eller Gammel-Skagen hænger i lange rækker, den ene over den anden, opskårne fisk for at tørre i vinden.

 I 1831 skrev Rejsedigteren på Fornuftsgiftemålet 2. Det er en dramatisk drøm i 1 akt. Handlingen er henlagt til Skagen rev, og indledes med prologen:

Min læser, har du nogensinde været på Skagen? Set hvor bølgerne brydes mod den nøgne tange, hvor de sorte vrag titte frem i det hvide sand, hvor klitterne rejse sig som bjerge og hvor qviksandet truer at opsluge den uforsigtige, der vover sig ud på det. Her er det min læser jeg fører dig hen, har du før været her? - Jeg har ikke, men det er en hemmelighed, som jeg jo nok tør betro dig, du taler ikke derom.

- Vognen kørte langsomt i det dybe sand, der undertiden nåede til akslen, den ensformige skuren, den stille nat, alt virkede på mig og mit rejseselskab, og før vi vidste af det, gjorde søvnen os alle til blinde passagerer. Jeg begyndte at drømme - en masse af tragedier og komedier, jeg havde læst og set, gik underligt over i et helt nyt stykke, som min fantasi spillede for mig midt i Skagens sandørken. Alt hvad der blev talt var citater af bekendte arbejder, og de fleste handlende personer var også figurer, udsprungne fra disse.