Vejle. Næppe noget andet sted i Jylland finder man så afvekslende et landskab som her, hvor der er store og vidtstrakte skove med kæmpe slugter, lyngklædte hedearealer og så den smukke fjord.
De krogede og stejle gader, der giver byen det charmerende præg, har tilnavnet "Danmark's bjergby", som Rejsedigteren besøgt henholdvis den 7. juni 1850 og  den10. september 1859 og  skriver i dagbogen om byen og omegnen. Vejle er ganske en Schweitser-egn. Ved Greis-Mølle er der høje lyngbakker med tykke skove, hele naturen har et fremmed præg, man troer sig ikke i Danmark. Jeg var også på Tiersbæk, det vil sige, Thyras Bæk, da gårdens første bygning er sket af dronning Thyra Dannebod, men det blev en så øsende regn, at jeg slet ikke kom i den dejlige skov (Tirsbæk skov & Nørreskoven), der her strakte sig langs med Vejle Fjord, og jeg måtte derfor lade mig nøjes med at se gården, der er ganske antik med skydehuller, voldgrave og vindelbro, og med et stort tårn, hvor jeg så et fælt fangehul, hvor der endnu sad store jernringe i muren.

Vejle Rådhus. På det gamle rådhus residerede amtmand Orla Lehmann fra l848 til l86l. Han var kendt som en dygtig politiker, men også som minister i en tidligere nationalliberal regering, og det skyldes hans indsats at den jydske længdebane blev ført over Vejle til Fredericia.

Orla Lehmanns Gade 10. Amtmand Orla Lehmann, der havde embedsbolig på hjørnet af Orla Lehmanns Gade l0 og Vedelsgade var ikke begejstret for byen og sin stillingen, som var en retrætepost. Under et diligence-skift  var Rejsedigteren gæst hos amtsmanden her, med hvem han havde en hyggelig frokost-passiar.
I nichen ses en buste af amtmanden Lehmann, der frem for nogen var talerne blandt de liberale. Med sit smukke ydre og sin charme var han en ombejlet selskabsløve i København.
Hans senere år blev forbitret af familiesorger; men han var en venlig morfader for den senere radikale politiker Ove Rode.

Den gamle Amtsgård. Den gamle Amtsgård lå i 1800-tallet på hjørnet af Torvegade og Bag Snoge, nu  Orla Lehmanns Gade. Lehmann syntes, at den var en kombination af et røverborg og et pesthus, hans kontor havde ikke været rengjort i 23 år. Men snart blev rådhuset det strålende midtpunkt for byens selskabelighed et " sandt billedsmykket kunstens hjem ".
Da kong Fredrik VII (7) var i byen 1857 og tog plads ved amtsmandens bord så man 52 af stadens og byens notabler, og amtsgårdens smukke, røde havestue strålede med dens statuetter blandt andet billedhuggeren Bertel Thorvaldsens "Alexander" som tog sig ud i aftensolens og kærternes glans.

Grejsdalen. Den meget smukke Grejsdal, som er på ialt 250 hektar, er et stykke værdifuldt og derfor fredet natur. Det øverste stykke af Grejsdalen er en kontrast til det nederste af Grejsdalen med dens megen bebyggelse og store industrimøller.
Den slyngende og maleriske Grejs å løber efter Lerbæk Mølle som en lille beskeden bæk mellem elm og pil. Her kan man en smuk solbeskinnet sommerdag være heldig at se Musvågen hænge i luften over Grejsdalen eller se dalens to høgearter, Duehøgen og Spurvehøgen på jagt efter deres bytte.

Grejs Mølle. Ved Grejs Mølle begynder rækken af store industrimøller. Her startede således i 1664 en melmølle, 1787 et valseværk, 1850 en klædefabrik, 1900 en stolefabrik, 1906 en kornmølle. Denne mølle har haft endnu flere bygninger. Fra 1850 til 1914 var den center i et helt lille industrisamfund, der omfattede marketenderi, herberger og skoler for arbejdernes børn.

Knæet v. Grejs å. Nedenfor det såkaldte "Knæet" løber Grejs å. På venstre hånd ses en mærkelig formation, som hedder Klipperne. Når vandet springer frem af jorden her inderholder det meget vigtige miniraler fra jorden. Den meget kalkrige moræne gør dog vandet meget hårdt, det vil sige at det indeholder meget kalk. Denne er opløst, så længe vandet er i jorden, men når det kommer frem til overfladen opløses kalken, der afsættes, som det man kalder kildekalk. Den har her kittet sand og grus sammen til en masse, kaldet Kildekalkskonglomerat. Renere kildekalk hedder også Frådsten og blev brugt til kirkebygningsmateriale.

Boels Mølle. Den store gule hovedbygning hedder Boels Mølle. Den har tidligere været knyttet til Grejs Mølle. Den har fungeret som El-Mølle, deraf navnet. I dag er den privatejet men levere dog stadig strøm til ejendommens beboere.

Herregården Tirsbæk. Herregården nævnes allerede i 1401 i et dokument, der er et af Danmarks ældste vidnesbyrd om et hjemligt adelsbirk; det omhandler en strid mellem kronen og Tirsbæk, der da ejedes af Jens Laugesen Dyre. En af hans efterkommere - Ove Vincentsen - tog navn efter sin mor, fru Kirsten Lunge og hans søn, Iver Lunge, lod den smukke renæssance-hovedbygning opføre. Ved ægteskab kom herregården til slægterne Bryske, Bille, Rosenkrantz og de Linde. Niels de Linde, der fik Tirsbæk ca. 1740 ved ægteskab med Karen Rosenkrantz, ofrede meget på gården; ladegården fik den skikkelse, som den stort set har endnu, og haven blev anlagt i fransk stil med terasser m.m. Efter Fru Karens død tog de Linde en tidligere hønsepige - Maren Loss - som "husholderske", men allerede inden Lindes død, havde hun fordrejet hovedet på hans søn Christian. Trods en større skandalesag giftede han sig med den smukke pige, men døde selv kort efter. Ikke så snart var sørgeåret gået, før Maren giftede sig med ridefogeden på Tirsbæk, Jørgen Hvas, der for 4.000 rigsdaler købte sig et adelspatent, hvorefter han kaldte sig de Lindenpalm! I 1774 overtog svigersønnen - den berygtede brigadèr Willia, Halling - Tirsbæk, som han to år efter solgte til Casper H. Gottlob greve Moltke; selv flyttede han til Dronninglund, hvor han blev en forhadt bondeplager. Derefter skiftede Tirsbæk ejer, indtil kammerherre Frode Busky-Neergaard erhvervede Herregården i 1912. I hans ejertid blev såvel hovedbygningen som avlsgården gennemgribende restaureret ved Gotfred Tvede.

Der er ingen adgang til Herregården Tirsbæk, men der er et godt syn fra skovvej syd for gården. P-plads for enden af en lille vej i fortsættelse af Tirsbæk Strandvej.
Fra P-pladsen ved stranden er der en dejlig spadserevej i skovkanten og langs den rislende kilde (Thyras Bæk) i den brede vandgrav, der omgiver Tirsbæk.