Fra Middelfart gik det med det lille dampskib “Lille Belt” til Kolding; en smuk tur selv på denne tid af året, skriver Rejsedigteren.
I Kolding var hele værtshuset opfyldt. Der her var samlet alle de herre amtmænd, etc. der skulle ordne skadeserstatningen fra krigen. Der var ikke et hul i huset for mig. Et usselt kammer, hvor en anden rejsende boede, fik jeg, og den rejsende var så høflig at sove i spisestuen. Jeg lå elendigt.

Kolding. 16. juni 1830 kørte Rejsedigteren Hans Christian Andersen ind i slotsbyen, og skriver i dagbogen:"I Kolding er gaderne gyserlige, og man fortæller, at da en bondekone havde fået et ben i halsen, så hun blev sort og blå i ansigtet deraf, og manden i sin skræk lagde hende i vognen og rullede til byen, kom han kun lidt ind på gaden, før konen rejste sig op ved den gyserlige skrumplen og sagde: "Nu gik det, far!"
Han opsøgte politimester Christen Estrup, beså Kolding Slot, og lovede han ville gå til museumsmanden Christian Jürgensen Thomsen for at frelse slottet fra sammenstyrtning,
hvor han havde han set den kælder, hvor fangerne havde siddet.

Hotel Freia. På det fornemme "Hotel Freia", som i første halvdel af forrige  århundrede lå på hjørnet af Helligkors og Østergade, lejede Rejsedigteren sig ind.
Gaderne var den gang præget af meget smukke og prægtige renæssance-gavlhuse, der var opført af bindingsværk i to etager.
Ned imellem ejendommene strakte der sig smalle indkørsels- eller tagdrypsslipper, der kan ses i gyden mellem husene i Helligkorsgade 18-20.

Koldinghus Slot. Slotsruinerne som knejser over byen beså Rejsedigteren, og skriver 22. juni i et brev til Ludvig Læsøee. Kolding Slot er en dejlig stor ruin, og fra slotsalleen ser man langt op i de tre danske provinser; fjorden dybt under os, og til højre ses Jylland, til venstre Slesvig og ligefor Fyn; Politimester Estrup gjorde mig et visit, og jeg har lovet ham ved min ankomst til København at gå til Thomsen og tale efter evne, om ikke han kan frelse slottet fra aldeles at nedbrydes, som er en spot og skam, men som der dog meget frygtes for vil ske.
Om henvendelse bar frugt vides ikke, men det følgende år blev slottet lukket, og ved Kongelig resolution af 28. maj 1831 hedder det, at ruinerne efter bygmester, konferentsråd Hansen's formening skulle blive stående i deres nuværende tilstand som imposante til byens og omegnens forskønnelse.
 
Koldinghus - Jyllands eneste egentlige kongeslot - har henligget som delvis ruin fra l808. Om det første Koldinghus - som sagnet vil vide - blev opført af hertug Abel er usikkert; derimod ved man, at Erik Glipping i l268 ombyggede Ørneborg eller Middelborg, som han derefter kaldte Koldinghus. I l447 opførte Christoffer af Bayern nord- og vestfløjen. Christian III (3) havde Koldinghus som sin foretrukne residens og opførte - formentlig med Morten Bussert som bygmester - sydfløjen med de kongelige gemakker samt østfløjen. Han døde på Koldinghus i l559, hvorefter slottet med det store gods-tilliggende blev enkedronning Dortheas største livgeding, som hun styrede med fast og sikker hånd. Efter flere mindre brande, lod Christian IV (4) nordfløjen restaurere ved Hercules v. Oberberg; samtidig oprettede han riddersal og kirke i vestfløjen. " Kæmpetårnet " med de fire " kæmper ": Hercules, Hektor, Hannibal og Scipio ( kun Hercules er tilbage ) er også Christian IV's (4) værk, mens Staldgården er blevet opført af Christian III (3), dog reguleret af Christian IV. (4) Hele slotsanlægget stod færdigt i l630'erne. Det efterhånden ret uregelmæssige slot blev hvidkalket i Frederik IV's (4) tid. Også han var glad for Koldinghus - det var her ved et maskebal han forelskede sig i Anna Sophie Reventlow. I l808 var der spansk indkvartering på Koldinghus; spaniolerne var kommet til Danmark som lejetropper for den senere svenske konge Karl Johan, tidligere marskal Bernadottem dengang prins af Ponte Corvo. Natten mellem 29. og 30. april frøs spaniolerne så meget, at de fyredede ekstra godt op i vagtstuen, hvorefter hele Koldinghus stod i flammer; størstedelen af " Kæmpetårnet " styrtede ned i kirken. Indtil l83l henlå slottet som koldinggensernes fællesgods, hvoraf de hentede  byggematerialer! I l867 påbegyndtes restaureringen og i l890 blev Koldinghus underlagt Nationalmuseet.

I dag fremstår slottet som en seværdighed af stor historisk og arkitektonisk værdi,  og er i dag museum som rummer danske interiører fra 1500-tallet og frem til vor tid, billedkunst og kunsthåndværk m.m. I de senere år har slotsruinen gennemgået en omfattende og prisbelønnet restaurering, hvor man bevidst har brugt materialer, som adskiller sig fra de oprindelige.

Kolding kirke. Efter Rejsedigterens besøg i Sankt Nicolai kirke skriver han. I kirken viste man mig et gravsted og fortalte, at den rige mand, der lå her, havde i en dyr tid svoret, at dersom han havde korn på sit loft, som han dog havde, ville han ønske, at det måtte brænde på hans grav; siden har man altid fundet brændt korn der, når man blot løftede en af stenene ud af kirkegulvet.
Jeg gjorde et forsøg og fik da også nogle brændte rugkorn, som graveren formodentlig, da han så sin regning dermed, vistnok har nedlagt.

Sankt Nikolaj's blev opført ca. 1250, men af den oprindelige kirkebygning er der dog kun få dele bevaret.
Fra begyndelsen har kirken været treskibet, med et bredt midterskib som nu, og to smallere sideskibe. Koret har været mindre end nu, ligesom også højden overalt var mindre.
Om kirkens sønder korsarm har været der fra begyndelsen eller ligesom tårn og sakristi er tilbygget senere i middelalderen, er usikkert. Den nordre korsarm tilbygges i 1575 som personligt kapel for Frederik II (2).
Den nuværende kirke fremtræder med sit ny-gotiske præg. Altertavlen er fra 1590, og det centrale billede viser kristus som sejrherre over døden. Prædikestolen med lydhimmel er fra 1591. Døbefonten med evangelistsymboler er udført i sandsten 1619-1620. De buttede englebørn fremviser lidelsesredskaberne.