Historien om Den gamle gravsten er henlagt til Svendborg, dette tyder på at Rejsedigteren Hans Christian Andersen som barn har opholdt sig her i kortere tid.
Det er et udviklingseventyr, der skildre et livsforløb.

Svendborg. Byen er en af Danmarks dejligste byer, som er placeret i et af landets smukkeste hjørner. Et særkende for egnen er de mange dejlige slotte, herregårde og små idylliske landsbyer med bindingsværkshuse i blomstrende haver, der ligger som perler i landskabet, og hvorom digteren skrev. Egnen ved Svendborg finder jeg smuk, men i grunden er det alt for meget, øjet har intet hvilepunkt, hvert lille parti er dejligt for sig, men det løber for meget ud i èt, det hele forekommer mig som æskebilleder.
Digteren besøgte byen syv gange. Første gang var i l830 da han havde efter udgivelsen af sit første litterære arbejde Fodrejsen besluttet sig for at besøge de større fynske byer. Han ankom med dagvognen, turen var alt andet end behagelig, han måtte sidde ovenpå et flyttelæs og skulle tilmed betale overpris for turen.

Sankt Nicolai kirke. Kirken er Svendborg ældste kirke og er i sin art. En bred og kortskibet kirke, den bedst bevarede i Danmark. Den er opført i første halvdel af 1200-tallet og rejst sig på et lavt terræn nær stranden. Joakim Skovgaard har 1894 udført alterudsmykningen, der erstattede altertavlen. Det består af den malede alterbordsforside, hvor lammet og evangelistsymbolerne ses og af udsmykningen af udskåret og polykromet malet træ over alterbordet ses seks apostle på hver side af Kristus og derover et krucifiks. Den romanske døbefont er af granit. Prædikestolen, et renæssancearbejde fra 1585.

Vor Frue kirke. I modsætning til Sankt Nikolaj Kirke ligger Vor Frue Kirke højt. Kirken har fået sit nuværende udsende dels ved en senmiddelalderlig udvidelse og dels ved en istandsættelse i 1884, som udslettede de fleste spor af kirkens oprindelige udseende. Kirkens indre har dekorationer fra 1930 i gotisk stil på hvælvribberne. Altertavlen er et renæssancearbejde fra omkring 1600 med maleri, der viser Kristus i Getsemane, skænket af Christian IV; topstykkets maleri viser opstandelsen. Alterstagerne i sølv er fra 1723. Døbefonten af marmor er fra 1884. Den smukke prædikestol med figurene af Kristus og evangelisterne bærer årstallene 1597 og 1599.

Sankt Jørgen kirke. En unggotisk, senere forlænget langhusbygning med sengotisk vesttårn. Forud for den nuværende kirke, der sikkert fra første færd har været beregnet for de spedalske, har der på stedet ligget en romansk træbygning. Et sted mellem 1250 og 1300 har man iværksat opførelsen af en munkestensbygning, et langhus med tresidet korafslutning. I korvinduerne er der moderne glasmalerier. I en montre i koret er ophængt en messehagel med gammelt, guldbroderet krucifiks, antagelig fra slutningen af 1600 tallet. Stagerne har gotisk profilering og bærer årstallet 1594.

Herregården Maegaard. Maegaard ligger ca. 400 meter fra det blånende Skårupøre Sund. Den tidligere hovedbygning til herregården var opført i egebindingsværk, men brændte. Avlsbygningerne er for en stor dels vedkommende af bindingsværk.
En gang var den blandt de største gårde på egnen, og var beboet af en godsejerfamilie, som Rejsedigteren gæstede mens han opholdt sig på Glorup.

Hvidkilde Slot. Hvidkilde tilhørte i slutningen af det l5. århundrede rigsmarsk Claus Rønnow, hvis sønnesøn Eiler opførte den senere udvidede hovedfløj på et nyanlagt voldsted. Eiler Rønnow døde i l565 som slægtens sidste mand og Hvidkilde arvedes af hans døtre, bl.a. Karen, gift med Jens Bille. Senere kom herregården ved arv til Falk Gøye og i l679 blev den første gang solgt. Køberen var Valdemar Gabel der på grund af total uduelighed kørte godset i sænk. I l724 måtte kronen overtage Hvidkilde, men efter at have konstateret, hvor store omkostninger det krævede at bringe det øde gods med forhugget skove og forfaldne bygninger på fode, videresolgtes Hvidkilde i l725 til den unge købmandssøn, Johan Lehn, der ved flid og dygtighed hurtigt fik sat skik på herregården. Hovedbygningen blev udvidet og fremtræder nu som et stilfuldt barokanlæg. Poul Abraham Lehn, arvede efter sin far Højbygård og Beritsgård på Lolland, hvor han senere købte Orebygård og Lungholm. Hans tre fynske gårde (Hvidkilde, Nielstrup og Lindskov) oprettedes i l78l i baroniet Lehn. Johan Lehns slægt ejer stadig den store veldrevne herregård.
Rejsedigteren gæstede den Lehnske familie på det hvide og stilfulde slot den 7. juli l843. Her traf han blandt andet den gamle præst fra St. Jørgensgåd, pastor C.J. Bredsdorff, som han havde besøgt undet et kort ophold i Svendborg 1830.

Hvidkilde sø. Søen er meget naturskøn og er tilholdssted for en række andefugle, grågæs og lappedykkere i rørskoven og nattergale i store flokke.

Thurø. Øen er i det store hele 2 højdeplateauer, hovedøen og Grasten hver for sig. Begge har bratte og stejle opstigninger fra sundene i syd og nord, derimod mindre stejle mod vest. Ved Øgavl falder plateauet ca. 10 meters ned mod bæltet.
Thurø navn knyttes til kong Helges færd i de sydfynske farvande. Det berettes, at Helge gjorde landgang på Thurø, hvor han opsøgte jomfru Thore eller Thora, hvem han voldtog. Mange år efter gik han atter i land på øen og blev modtaget af en mø, hvem han tog med sig i hæren, og hun fødte ham sønnen Rolf, Danmarks senere navnkundige sagnkonge Rolf Krage.
Øen Thurø, er ved Skårupøre sund skilt fra Fyn og er forbundet til  Svendborg med en vejdæmning.

Ilholm I en periode var H.C. Andersen hyppig gæst hos landadelen på sydfyn, og den 4. august 1830 var digteren på spadseretur langs Svendborgsund.
Om sine iagttagelser skriver han:”Man ser færgestedet; midt i vandet stod et ris, som vartegn. Gik til klosterhaven; en gammle kone sad under æbletræet og læste i salmebogen. St. Jørgens Gård er grundlagt af Gustav Vasa’s tante Anna Rønnowm som boede på Hvidkilde. Klosterhavens spids er det sydligste punkt i byen. Mod Svendborg viser skibene sig først, som de gik på land, det er bag en arm af Thorseng, som her er med gul kornager. Til den anden side tæt ved, ligger med røde skorstene fiskerlejet ”Strandhuse.” Ilholm er en lille holm midt i Sundet, hvor i gammel tid skal have været jagt.”
På øen fandt man i 1938 en betydelig mængde sølvbarrestykker, sølvmønter, sølvsmykker,armbånd og ringe, som var blevet nedgravet i vikingetiden.
Hvis skæbnens veje havde ført digteren til Ilholm, var det givetvis blevet til endnu flere eventyr.

 Specialtur for Svendborg

Kun en spillemand tour

I forsommeren 1836 omtaler digteren i breve for første gang romanen Kun en spillemand med ordene: Scenen bliver vistnok Fyn, især Svendborg-egnen; det er også Danmarks Rhinland.
Han begyndte at skrive på den under et ophold på den fynske herregård Lykkesholm syd for Nyborg at skrive romanen hvis handling han henlagde til Svendborg by og omegn, som han besøgte første gang i sommeren 1830.
Temaet er det fattige musikalske geni, som forgæves forsøger at blive anerkendt. Det psykologiske i romanen er følsomheden, det eftergivne og forknytte, ting som digteren kun alt for godt kendte fra sig selv.
Temaet i romanen er et fattigt musikalske geni, som forsøger at blive en anerkendt musiker, men forgæves. Det psykologiske i romanen er følsomheden, det eftergivne og forknytte, ting som digteren kun alt for godt kendte fra sig selv.

God tur.

Kun en spillemand tour

Torvet. Turen begynder på Torvet, hvor De oppe fra bakken ser Vor Frue kirke som blev opført 1253. Fire gange dagligt er der klokkespil fra tårnet, for da byen afskaffede vægteren, besluttedes det, at vægtersangen skulle erstattes af en klokkeringning, og ringningen klokken 22.00 skal minde borgerne om, at det nu er på tide, man føjer sig til seng.

Rådhuset. Herfra går De ad Ramsherred, hvor man på venstre hånd ser rådhuset, hvis arkitektur digteren bestemte ikke syntes om.

Voldstien. Derfra til højre ad Skolegade, hvor De på venstre hånd ser dele af den gamle voldsti i byen.

Bagergade. Herfra går De til venstre ad Bagergade. I denne ligger nogle af de ældste huse i Svendborg, blandt andet de meget arkitekttonisk spændende og maleriske bindingsværkshuse med de typiske karnapper, som er ført op gennem to etager med religiøse indskrifter på dansk og latin. Bemærk de høje trapper.
Her bor romanens tre hovedpersoner, drengen Christian (Hans Christian Andersen ), moderen Maria (hans moder Anne Maria Andersen),  jødepigen Naomi, hendes morfar og den gamle tjener Joel.

Tinghusgade. Derfra går De til venstre ad Tinghusgade. Her boede en kammerjunker, byfoged og birkedommer over Tåsinge Johan Christian von Jessen, der fra 1845 til 1859 udrettede så meget for byen, at den i hans tid blev betragtet som en af de bedst styrede kommuner i landet. Denne var vært for Rejsedigteren da han første gang besøgte købstaden i 1830.

Gåsestræde. Herfra går De til højre ad Gåsestræde.

Gerritsgade. Derfra går De til venstre ad Gerritsgade (Gågaden), der er byens ældste forretningsgade.

Sct. Nikolaigade. Herfra går De til højre ad Sct. Nikolaigade, hvor man til venstre ser Sct. Nicolai kirke, opført i 1220, og som ligger i dette meget gamle og pragtfulde kvarter.
Den første impuls til Christian-figuren fik digteren, da han på det 3+3 meter store maleri af præstefamilie i kirkens våbenhus fæstede sig ved den mindste af sønnerne, med rosen i hånden.
 
Kysebrostræde. Derfra går de ad Sct. Nicolai kirketræde, som fortsætter i Kysebrostræde, som er en perle af gamle velbevarede og nænsomt restaurerede huse.

Skattergade. Fra Kysebrostræde går De til højre ad Korsgade og til venstre ad Skattergade, som er noget af det ældste Svendborg med de kønne, gamle huse.

Kullinggade. Herfra går De til venstre ad Kullinggade, som er et gammelt og idyllisk kvarter hvor mange af beboerne har egen privat havn bag  køkkenhaven. Her er også livlig aktivitet af handel og håndværk i baggårdene.

Brogade 2. Derfra går De til højre ad Brogade, hvor Rejsedigteren flere gange boede på det daværende Hotel Svendborg i Brogade ved havnen.

Hulgade. Herfra går De til venstre ad Havnegade og til venstre ad Frederiksgade og herfra til højre ad Kloster Stræde og til venstre ad den stejle Hulgade, som i fordumsdage var tilholdssted for smuglere og andet godtfolk. Herfra ses store dele af de sydfynske øer Langeland og Tåsinge.
I romanen  Kun en spillemand  er drengen Christian og jødepigen Naomi ikke alene nabobørn, men de er også forbundet til hinanden gennem en dæmonisk nordmand (farfaren), som bor her i Hulgade, og som er gudfar til Christian og hendes ukendte far, en skræmmende person, men samtidig en genial violinspiller, som forærer Christian hans allerførste violin.
I den maleriske gade boede Gudfaderen i  det indtagende lille bindingsværkshus i nr. 3.

Møllergade 53. Derfra går De til højre ad Møllergade, som her skifter navn til Tullebrinken hvor H.C. Graf`s Gæstgiveri  havde til huse i Møllergade i midten af det 18. århundrede, og hvor Rejsedigteren boede flere gang.

Mølledammen. Herfra går De til venstre ad Mølledammen med havfruespringvandet (Den lille havfrue) ved Kristiansminde som i bronze er skabt af Hansen-Jacobsen . Her var der i 1830èrne en mølle omgivet af hyllebuske over vandfaldet, og hvorom Rejsedigteren fortalte, at her blev alle de nye små borgere i Svendborg hentet af storken, der var hans yndlingsfugl.

Møllergade 26. Derfra går De til venstre ad Pjentemøllestræde som indgår i romanen (Pjentedamsmølle blev nedrevet i 1899 ), og til venstre ad Møllergade, med de mange små og spændende sidegader. I huset var Rejsedigteren til middag hos sognepræst C.V. Heber, præst ved Vor Frue kirke.

Torvet. Med Vor Frue kirke foran Dem er De tilbage ved turens udgangspunkt på byens torv hvorfra man fortsætte turen i omegnen af Svendborg.

Jessens Mole. Ved Jessens Mole mønstre Christian ud som skibsdreng på den gamle fynske skonnerten Luzie, som ejes af en jovial skipper Peter Wik. Romanfiguren kendte Rejsedigteren fra barndomsårene i Odense.

Sct. Jørgens Gård. Drengen Christian sejler med sin gudfar ud fra det gamle fiskerleje ved Sct. Jørgensgård. Turen gik over Svendborg Sund (som Rejsedigteren kalder for Danmarks Donau) til det gamle fiskerleje Strandhuse på Tåsinge.

Sct. Jørgens kirke. Kirken der rejser sig på Fyns sydligste spids, blev opført i det 11. århundrede. I den gamle præstegård ved Svendborg Sund havde præsten og konsistorialråd Johan Christian Bredsdorff sit hjem i Sct. Jørgensgård, hvor Rejsedigteren gæstede ham.

Strandhuse. I Strandhuse gik Christian gennem den smalle gade og betragtede husene med de smukke røde tegltage.

Valdemar Slot. På slottet gysede Christian over de store malerier på væggene. Hans livlige fantasi får persongalleriet til at træde ud af deres rammer om natten for at skræmme de overnattende gæster.

Bregninge kirke. Fra tårnlugen oppe i Bregningen kirke skuede Christian ud over det sydfynske ø-hav. Herfra ser og tæller han 10 øer, 15 herregårde og slotte og 63 kirker

Herregården Broholm. Jødepigen Naomi's morfar omkommer ved en voldsom brand i hendes hjem og bliver adopteret af det gamle grevepar på herregården Broholm på sydfyn.
Den gamle grevinde viser sig at være hendes farmor.

Ørbæk. I romanen som i virkeligheden falder Christians far som soldat, og moderen gifter sig for anden gang (som i virkeligheden) med en bonde, og flytter med drengen til den sydfynske landsbyen Ørbæk.

Ørbæklunde. Under et voldsomt regn- og tordenvejr i søger en af nøglepersonerne, den sindssyge pige Lizie ly i gartnerboligen til Herregården Ørbæklunde.

Gård v. Ørbæk. En meget ond stedbroder på gården i Ørbæk gør livet besværligt for  Christian, og da stedfaderen viser sin ulyst til drengens violinspil, flygter han fra hjemmet.

Herregården Glorup. På sin flugt kommer Christian om aftenen til Herregården Glorup, oplyst i al sin selskabelige pragt i salonerne. Han sætter sig på den store hovedtrappe og føler sig hensat i 1001 nats eventyr, og slumre hen.

Skoven. I skoven møder Christian sin norske gudfar, som er på flugt fra politi og myndigheder, da han i hjemlandet er efterlyst for et to-dobbelt mord. Da han vågner næste morgen har gudfaderen begået selvmord, han har hængt sig i et træ.
Digteren omtaler dette afsnit i sin roman den 25. juli 1839 til Frederik Læssøe: Jeg vandre i disse dage om her i haven på Glorup; de mindes den måske fra "Kun en spillemand"; det er her på trappen, Christian stod, indsvøbt i hundens tæppe; Skoven tæt ved er berømt af, at Spillemanden, gudfaderen, hang på træets gren. -

Frørup kilde. Den svaglige og ranglede Christian bliver af hans overtroiske mor taget med  til Frørup kilde aftenen før Sct. Hans aften for at bade i kildens helbringende vand.
Her møder han den jævnaldrende pige Luzie, der er syg i sindet, men som ved et miral samme aften bliver helbredet, da et lyn slår ned i nærheden af deres natteleje.

Øksendrup kro. Spillemanden Christian spiller ved flere lejligheder på Øksendrup Kro. Historie.

Øksendrup kirke. Den ludfattige, nu 26-årige Christian giver sit violinspil til bedste for tjenerskab og almuen rundt om på sydfynske gårde, indtil sult og sygdom ligger ham i graven Øksendrup kirkegård.