Hjertesorg fik Rejsedigteren Hans Christian Andersen inspiration til ved en lille oplevelse på Glorup. I dagbogen fra 26. maj 1847 skrev han. Der kom en Madamme fra Nyborg, hun ville tale ene med mig, jeg lod hende komme op på mit værelse, det var om at tegne aktier i hendes garveri, jeg lod hende slå konvolut om ansøgningen og skrive udenpå den til exelence Moltke, ridder af elefanten, storkors af Danmark etc. etc.  Sagde det var hende svært at skrive det første, jeg er kun et fruentimmer sagde hun, men da hun kom til etc. etc. standsede hun sukkede og skrev videre.

Nyborg. Nyborg er en gammel konge- og garnisionsby, og dens borgere så Rejsedigteren, når han som passager ankom til Nyborg med dampskib fra Korsør. Han blev afhentet på havnen i karret fra Glorup, hvor grev Moltke-Hvitfeldts ventede på ham. Ventetiden fordrev han med at spadseretur på voldanlægget.

Nyborg Slot husede indtil 1430 det såkaldte Danehof - datidens parlament. Slottet havde sin storhedstid frem til enevældens indførelse i 1660, hvor det blev opgivet som kongebolig. Svenskekrigene i 1658-59 havde været hårde ved slottet, men de næste 220 år var endnu hårdere; man brød tre af slottets fire fløje ned og genbrugte bl.a. materialerne til at opføre Odense Slot. Siden 1914 har Nyborg slot været museum. Her kan man opleve møbler og modeller af slottet fra 1600-tallet og en udstilling om Nyborg som garnisonsby 1670-1913. I Riddersalen afholdes klassiske koncerter

Kongegade 8 (Apoteket). Fra Korsør ankom Rejsedigteren til Nyborg, 3. august 1842,  her opsøgte jeg boghandler Gomard, søn af den gamle portner i Odense Hospital, der stod fadder til mig.
Det var Johan Nicolaj Gomard (1815-1900), søn af Nicolas Gomard, Odense, som drev et bogbinder og boghandel i Nyborg. Han folketingsmand 1852-1861, derefter assistent ved fængselsvæsenet ved Nyborg Statsfængsel.
Han var digteren Carl Baggers gode ven og stod som forlægger for dennes sidste bog, Øjeblikkets Børn der udkom 1845.

Nyborg gl. Teater. Nyborg Teater havde til huse i den nuværende Nyborg Borger- og Håndværkerforening bygning. Her gik digterens stykker for fulde huse. Det var stykker som Skilles og mødes  og  Dronning på 16 år.
Det rejsende Tietchens Teaterselskab spillede den l4. og l6. april l836 og igen den 4. marts og 4. april 1838.

Skippergade 26. Garvergården  indgår i det smukke og hjertegribende eventyr Hjertesorg, som han udsendte i 1853.

Gl. Torv 30. Den gl. Postgård lå hvor nu Sparekassen for Nyborg og Omegn har til huse. Her indlogerede digteren sig hos vennen,  hotelejer, kommerceråd og vinhandler J.F. Schalborg.
Natten på hotellet blev alt andet end behagelig, han måtte konstaterer, at sengen var alt, alt for kort til hans lange ben! (nedrevet)

Kommandantgården. Rejsedigteren var bekendt med Generalmajor Hans Staal Lützen ( 1774-1851 ). Han havde embedsbolig i Kommandantgården i Stendamsgade, hvor der i dag er bibliotek. (nedrevet)

Nyborg volde. Når det blæste og søen viste tænder i Storebælt måtte Rejsedigteren vente på skibslejlighed til Korsør. En del af ventetiden fordrev han med at spadsere om på
Nyborg Volde.

Gyldencrones Palæ, Kongegade 1. Huset der også kaldes Det Gule Palæ eller Kommandantgården, blev oprindelig opført i 1600-tallet. Det var ejet af fæstningskommandant Baron Christian Frederik Gyldencrone (1803-75).
Her var Rejsedigteren på visit, torsdag den 8u. juni 1848 og skirver: ”Kold, høflig modtagelse af Gyldencrone, her var fru Dannemand født Schulin.”

Schalburgs Hotel.

Herregården Holckenhavn. Herregården var i middelalderen hovedgård i Kogsbølle og ejedes i det l4. århundrede af den slægt, der senere - efter sit våben - kaldte sig Ulfeldt. Den pragtfulde renæssance-hovedbygnings øst- og nordfløj samt porthuset opførtes af Jacob Ulfeldt, mens sydfløjen opførtes af Ellen Marsvin, der l6l6 købte Ulfeldtsholm, som herregården da hed, af Jacob Ulfeldt den yngre. Fru Ellen var en godsgridsk dame, der forstod at øge sine store besiddelser ved mageskifte og køb. Som følge af datteren Kirstine Munks galante eventyr på Dalum Kloster ( se dette ) mistede Ellen Marsvin dette len i l639, hvorefter hun boede på Ulfeldtsholm, som hun snart omdøbte til Ellensborg. Her døde hun i l649, hvorefter Kirstine Munk, hendes eneste barn, arvede alle hendes godser. Efter at hun var død på Boller l658 tilfaldt Ellensborg datteren Leonora Christine og hendes mand Corfitz Ulfeldt. I begyndelsen af l662 kom ægteparret til herregården, der af kongen var blevet anvist som det opholdssted, de ikke måtte forlade, mens man undersøgte deres forhold efter opholdet i Sverige. Efter Ulfeldts flugt under en baderejse konfiskeredes Ellensborg, og l0 år senere solgte Kronen herregården til Eiler Holck, der i l67l ophøjedes i friherrestanden. Året efter oprettedes Ellensborg til friherreskabet Holckenhavn for ham og hans efterslægt.

Den eneste gang Rejsedigteren var på Holckenhavn var en fredag 14. september 1849. Det var under et ophold på Glorup. Kørt hen til Ellen Marsvins gård, så her haven, kapellet, riddersalen og...
Han så gården året efter, det var lørdag den 13.  juli 1850, hvor han på en karettur kom forbi gården  gennem meget tibvokset alle, man ser Slipshavn og hele Odden.  Nyborg fjord og Nyborg over skovene, en ganske dejlig aften.
En fredag, den 21. september 1855 mødte han baron Holck fra Holckenhavn om bord på dampskibet Caroline Amalie, da det lå ud for Als.
Mange år senere, en tirsdag, 30. april 1872 traf han den unge baron Holck i Østrigske hovedstad Wien, som da var på rejse i udlandet.

Æble. På et visit i byen var  digteren på ture en i omegnen af Holckenhavn, og skriver i dagbogen. Kørte til Able, ad smalsporede veje, storken gik strunk, og spankulerede foran vognen, og kun når vi kom ganske nær bredte den sine alen lange vinger ud over den lille krop og fløj op i luften. Når storken går, ser den fra ryggen ud som en barmhjertig søster, den er sort forneden og hvid foroven. Det er som nonnens sorte kjole og hvide slør .

Sludegård mark. En anden af digterens ture gik tilen høj på  Snudegård hvorom han i dagbogen skriver. Helvede, det er en høj, som er gjort til Sneglebanke ude på Snudegård mark. Lige under ligger skoven med udhugget, men en meget tilvokset allè til Tornholm. Herfra ser man Slipshavn, hele Odden, Nyborg Fjord over skoven. Luften var lidt diset, men vi kunne se Refsnæs, Korsør, Vrissen og Langeland.
Vi kørte af en ganske dejlig frodig vej hjemad med rige marker og landbohaver hvor græsset var vokset og frugttræer stod. Hylden blomstrede, og der var en smuk solnedgang, en ganske dejlig aften.

Vindinge kirke. Kirken var i fordums tid viet Skt. Mathias eller Skt. Nicolaus. Det er en anselig bygning med korsfløje, tårn i vest og våbenhus (nu kapel) mod syd. Kernen i dette stærkt sammensatte kompleks er en højgotisk kirke fra 1350-1400, før den blev rejst, har der her på stedet stået en romansk granitkirke. Sengotisk altertavle ca. 1480 med korsfæstelses-relifef i midtskabet og apostelfigurer. Store sengotiske alterstager med en støbt Matthæus-figur. Stort og smukt korbuekrucifiks, skåret i slutningen af 1520. Barok prædikestol ca. 1650 med bibelske relieffer, samtidig himmel og opgang. På stolestadernes døre malede adelsvåben. Et nu forsvundet kirkeskib nævnes 1589. Det er den ældste kendte omtale af kirkeskibe i Danmark. Sydkapellet er ved trægitter adskilt fra kirken og tjener som gravkapel for den Holck'ske familie, tidligere var det og dets underjordiske hvælving gravkapel for Ulfeldterne. I kapellet står 16, i kælderen 8 kister, i kapellet findes en gravrustning fra ca. 1700, et kyrads, fire kårder og to fanestænger foruden 3 gravsten.

Herregården Juelsberg. Selv om den nuværende ejer staver sit slægtsnavn lidt anderledes, har Juelsberg været i Juel-slægtens eje siden l77l. Som herregård opstod den l669, da Bavnegård af Kronen blev solgt til en af Nyborgs fremtrædende mænd, Claus Rasch. Raschenberg, som gården derefter hed, skiftede flere gange ejer indtil l77l, da den ansete Gregers Chr. Juel købte herregården, hvis fornemme klassicistiske hovedbygning han lod opfører. Sit nuværende navn har herregården haft siden l797.

Rejsedigteren kom aldrig på Juelsberg, men onsdag den 30. august 1842 traf han gårderns ejer, general Juul på Glorup.  De genså hinanden 29. juli 1859, det skete igen på herresædet Glorup.