Odense og hele dens omegn må tiltrække sig enhver rejsendes opmærksomhed, ikke alene for de mange fortidsminder man her finder, men også for dens dejlige beliggenhed, skrev Rejsedigteren Hans Christian Andersen om sin fynske fødeby, som er udgangspunkt for Den danske eventyrvej.

H.C. Andersens Hus. Midt i Danmark, i hjertet af Fyn, ligger Odense, hvor Rejsedigteren kom til verden, søn af den fattige skomager Hans Andersen og vaskekone Anne Marie Andersen.
Han blev født i den 2. april l805 og boede her indtil l8l9, hvor han rejste til København for at søge lykken, og fandt den, hvor han fra l837 til l875 de verdensberømte eventyr, som er udgivet på de fleste verdenssprog.
Glæd Dem til en spadseretur i den gamle bydel i H.C. Andersen Kvarteret med de toppede brosten og velbevarede huse, hvor man føler sig hensat til kriolinernes og hestedrochernes tid, hvor tiden næsten er sat i stå, og hvor eventyret føles levende endnu...

Sortebrødre Torv. På Sortebrødre Torv lå det gamle Odense Teater, der hvor det lå ses endnu grundriset med de mørke sten.
Her opførtes en omrejsende teatertrup i januar 1810 Den politiske kandestøber og blandt tilskuerne var digteren. I 1815 gæstede Det kgl. teater byen med forestillingen Hagbart og Signe.
Det fattige skomagerpar havde ingen penge til billetter, så Hans Christian gik ind på teateret og talte godt for sig hos skuespillerne. Han fik derfor lov til at stå i kulliserne, for derfra at se stykket. Så kom regissøren hen til ham og spurgte om han kunne optræde som page.
Mens han blev iført et rødt silketrikot og blev sminket fik han indprentet den ene replik han skulle sige. Så blev han sendt ind på scenen hvor lyset slog ham i møde, og han stod på de skrå brædder, var med et blevet skuespiller, men den var kort, men oplevelsen fyldte ham.
Han blev senere gode venner med teaterets plakatbære Peter Junker, for hvem han ofte omdelte plakater for at komme ind kunstens tempel.

Hans Mules Gade. Overfor Vor frue kirke lå Hotel Postgården, hvor digteren boede når han gæstede sin hjemby.
Længere nede af gaden ved Pjantedamsgades udmunding lå Pjenteporten, det var her den kgl.  postfører tilbød at tage den 14-årige Hans Christian med som blind passager den 4. august 1819 for 3. rigsdaler på postvognen til København.
Sparegrisen med 13. rigsdaler blev slagtet, tøjet blev surret ind i et tørklæde, til en håndterlig bylt. Så hentede han rejsepasset hos politiet, og gik til diligencen på torvet.
Med ham fulgte moderen og hans elskede farmoder, som tog sit barnebarn ind til sig, og slap ham lige før posthornet lød.
Så sprang han op på taget og fik sin bylt rakt op, et øjeblik overmandede afskeden ham. Han havde gråd i halsen, og tårene løb ned af kinderne, men så tog han sig sammen, smilte og vinkede, og så kørte den gule postvogn ud af Pjenteporten.
Endnu en gang vendte han sig om og øjnede Sankt Knuds kirkes spir i det fjerne. Verden lå og ventede forude.

Næsbyhoved Banke. På Næsbyhoved Banke lå der for hundredevis af år siden et mægtigt slot. Herfra residerede Danmarks første kvindelige monark dronning Margrete den l. Under det første sommerbesøg i hjembyen i 1829 syslede han med romanen Christian den II's dværg, som han dog aldrig fuldførte, men som forgik her hvor det gamle Næsbyhoved Slot havde ligget, og hvor han gjorde studier i marken.
Romanen skulle være en fortælling om èt uønsket barn, som ved skæbnens spil kom på mange forskellige hænder. En lille dreng med et forvokset hoved, der altid bragte uheld med sig, men som blev kongens nar.

Kanalvej. På den anden side af havnen og kanalen lå der i l800-tallet et yndigt landsted som hed Marieshøj hvorfra der var udsigt til Bogensevej og Næsbyhoved Banke.
Det var ejet af  bogtrykker og avisudgiver Christian Iversen, som til lyststedet havde en dejlig have, som var et yndet udflugtssted for byens borgere.
Her var digteren sommergæst gennem flere år, og fik her en del af ideen til eventyret om Snedronningen hvor Gerda går ned til floden for at søge efter Kaj.

Caroline Kilde. På kronprins Christian Frederik, senere kong Frederik den VII (7) opfordring blev kilden i 1831 reetableret og omdøbt til Caroline kilde - opkaldt efter prinsesse Caroline Amalie, og genindviet ved en større folkefest den 28. juni samme år.
Kilden er berømt fordi digteren som 6-årig blev badet heri fordi den tillagedes helbredende kraft. Det skete ved et Kildemarked i 1811.
Han var begyndte at få besvimmelsesanfald, og hans moder blev ængstelig, og derfor tog hun ham med ud til Kilden i Pårup, og her måtte han tage sit tøj af, hvilket han var meget flov af, for der var mange mennesker ved kilden den aften, og gå ud i det kølige vand og dukke sig ned i det. Han græd, men moderen skændte på ham.
På vejen hjem måtte han bære en lille spand, med kildevand, som han skulle bade sig i ved den første nymåne.

Lille Ejlstrup. En del af digterens familie stammer her fra Lille Ejlstrup. Mormoderen Anne Sørensdatter, datter af en Søren Sørensen, blev født her.
Hendes datter Christiane, født udenfor ægteskab, blev også født i Ubberud og døbt i kirken den 4. søndag i advent i 1778, faderen var en tysk sadelmagersvend Johan Gottfred Meyer Fascher, som var indvandret fra  Zeitz i Sachsen, og som havde bosat sig i Odense.

Svennebjerggaard.  Som dreng kom Hans Christian for at lege med børnene på Svennebjerggård, der ikke ligger langt fra Lille Ejlstrup, hvor han også skal have overnattet.

Ejlstrup. I dette idylliske bondehus i Ejlstrup boede en moster. Her kom den 6-årige Hans Christian derfor meget ofte sammen med sin mor.
Under et besøg i Odense i sommeren 1829 lejede Rejsedigteren en åben vogn og kørte ud af Sanderum og her til Ubberud for at besøge sine slægtninge her.

Hist på vejen. Hvem kender ikke disse linier Hist på vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt... Huset som Rejsedigteren omtaler i sangen ligge i en lavningen. Det har dog undergået mange forandringer siden han kom forbi og blev inspireret af idyllen, og skrev sangen.

Hunderup. Ifølge digteren var landsbyen Hunderup i l828 en af de rigeste på Fyn. Ved en stor brand i l833 blev en stor del af landsbyens gårde lagt i aske. Det var her han som barn hver dag kom og hentede en spand mælk på Knudsens gård (det nuværende Hotel Knudsens Gård) til hjemmets husholdning i Munkemøllestræde.

Herregården Hollufgård. Hollufgård er temmelig sikkert oprettet som hovedgård af rigskansler Jørgen Marsvin, der l478 fik Holluf som pant. Han tilhørte den fynske adelsslægt – de smukke Marsvin`er - hvis stamfader var Peder Marsvin.
Jørgen Marsvin den yngre lod den så godt som uændrede hovedbygning, der arkitektonisk er et mellemled mellem dansk gotik og renæssance, opføre på voldsted.
Da Karen Marsvin i l635 bragte den store herregård til sin mand, Erik Pors, mistede den sin betydning som slægtsgård og gik siden fra hånd til hånd.
Det store gods med den pragtfulde bygning overtoges i l96l af Landbrugsministeriet, og efter at have været lejet ud en periode overtog Odense kommune Jørgen Marsvins stolte borg. Her var digteren på et sommerbesøg i byen 1829.

Herregården Sanderumgård. Sanderumgård blev først en egentlig slægtsgård i l829, da kammmerjunker Christian Vind købte herregården. Han tilhørte ”de kække Vind'er”, en dansk uradelsslægt, hvis navn kendes allerede i ll00-tallet. Men gårdens ejerliste går helt tilbage til l468, da en adelsmand ved navn Kjeld skrev sig til den da beskedne landsbyhovedgård. Chr. Vinds forgænger var gehejmeråd Johan Bülow, der skabte den store park, hvor to af hans lysthuse – Sommerlyst og Tankefuld - fra ca. l800 er bevaret (fredet). Det store veldrevne gods er fortsat i ”de kække Vind'ers” besiddelse; den nuværende ejers far var Ivar Vind, kendt fra dansk sportsverden.
Da digteren var på Sanderumgård var den ejet af gehejmeråd Johan Bülow, som havde anlagt en meget særpræget have, der var blevet beskrevet af flere poeter. Men haven med dens dens store blomsterarrangementer imponerede ham ikke da han i dagbogen skriver: Haven er smuk, men der er hundrede som denne.

Killerup. Rejsedigterens farfars familie nedstammer fra Killerup. Han var ud af en meget rig og velstående gårdmandsfamilie som i slutningen af l700-tallet blevet ruineret på grund af kvægpest.
Farfaderen blev landsbyhåndværker, men omkring 1793 blev hans sind at blive formørket, som endte med at han blev sindssyg. Han fik øgenavnet Traes fra Killerup fordi han snittede underlige figurer med fortrunke ansigter eller vanskabte dyreskikkelser. Dem pakkede han i en kurv og gik til Killerup, her forærede han sine frembringelser til kvinder og børn, men fik til gengæld gode sager med hjem, som gryn og flæsk.
Han blev anbragt til Gråbrødre Hospital i Odense, og her døde han i 1827, 76 år gammel.

Åsum. Det bedst bevarede brosted i Odense kommune er i Åsum, og det var her digteren kørte over med postvognen på vej til København den 4. september l8l9.
Stedet er også kendt gennem hans eventyr. Det var her hans moder Marie Andersen, som barn sad her og tiggede forbipasserende om penge, og som inspirerede ham til at skrive Den lille pige med svovlstikkerne.

Palnetokes høj. Kong Palnetoke, død anno 1010, er navnet på en Dansk sagnkonge fra høvdingedømmet Jomsborg i det nuværende Tyskland, som optog digteren i ungdommen, og derfor skrev skuespillet Palnatokes grav.
Handlingen om denne Palnatoke udspiller sig på højdedragene ved Åsum, kaldet Pallesehøj. Her skulle han være gravlagt, og skulle ifølge sagnet hver nat kommer ridende på en hovedløs hest med en sort flagrende kappe om sig.

Ejby. I Ejby boede den kloge kone Mette Mogensdatter, som digteren som ll-årige opsøgte for at bringe hende til sin faders sygeleje i Munkemøllestræde i foråret l8l6.
Hans fader døde den 26. april l8l6, kun 33 år gammel af en sygdom, han havde pådraget sig da han var soldat under Napoleon-krigen.

Ejby mølle. Rejsedigteren gik ofte ture i omegnen af byen i sine barndomsår. Et af de steder han holdt allermest at at komme var ved Ejby Mølle. Her sad han og drømte ved vandhjulenes brusen. Møllen var ejet af en kammerjunker Sporon som digteren senere lærte at kende under én udenlandsrejse.

Pjentedamsgade. Ved Pjentedamsgade lå Pjentedamsporten hvor Rejsedigteren som l4-årige steg på postvognen den 4. september l8l9 for at rejse mod sine drømmenes mål - den store hovedstad København.

Vor Frue kirke. På hjørnet af Frue Kirkestræde og Hans Muhlesgade ligger Vor Frue Kirke hvor Rejsedigterens mor sandsynligvis blev døbt.

Overgade 18. Forfatteren Henriette Hanck der var brevveninde med Rejsedigteren i gennem mange år, boede i dette hus. Det var hende betroede sig til, da han udgav sit allerførste værk, som var Fodreisen, ligesom det blev hende som oversatte hans eventyr til fremmedsprog, disse var Gåseurten og Tinsoldaten på tysk.
De var begge meget flittige brevskrivere, og deres korrespondance er udgivet som bog, og har  titlen: Brevvekslinger mellem Henritte Hanch og Hans Christian Andersen.
Hun var datter af adjunkt J.H.T. Hanck, der efter overtagelsen af huset lod det inderste gårdhus restaurere med nogle overdådige renæssance-ornamenter.
I roman De to baronesser har Rejsedigteren brugt  J.H.T. Hanck som figur til etatsråd Heirman.

Nedergade. Oberst Chr. Höegh Guldberg var den første, der var opmærksom på Hans Christians ejendommelige natur og gaver og rakte ham en hjælpende hånd og var utrættelig i sin omsorg for Rejsedigteren der også kaldte ham min ældste ven og var en af de få mennesker i min barndom, som begreb hvad der rørte sig i mig, du har pustet til flammen og gjort hyggeligt om den.

Påskestræde. Efter faderens død var der ikke penge til at lade Rejsedigteren gå i privatskole, og  ca. 10. år gammel blev overflyttet her til denne fattigskole her i Påskestræde som er en af byens ældste bygninger, smukt præget af sit bindingsværk og halvrosetter.
I skolestuen væggene dekoreret med bibelske billeder. Dem sad han og stirrede på i timerne, og drømte sig ind i situationerne, og glemte derfor helt at følge efter i undervisningen, og skolens norskfødte lærer Christopher Frederik Welhaven skændede på ham.
De store drenge i klassen var slemme mod ham. Sang han med sin smukke stemme, grinede de ad ham, og kaldte ham den gale komedieskriver. Han lærte derfor hurtigt at passe sig selv. Han var jo en fattigunge, uden en far, men en mor der var vaskekælling.
På muren sidder byens mindeplade med digterens eget vers: Her løb jeg om med træsko på, og gik i fattigskole.

Albanigade. I Sankt Albani Frøkenkloster boede en Frøken Christina Louise Schleppegrell, som var en stor beundreinde af digteren, og som brevvekslede meget med hende. Af brevene foregår det, at hendes yndlingseventyr var Den lille havfrue . I 1836 aflagde Rejsedigteren besøg hos priorinden i klostret, og som han sidder med dameselskabet ved åen, sprang pludselig tre mænd ud i vandet og svømmer forbi - så flygtede hele klostrets besætning. De ser ud som Tritoner, sagde frk. Schleppegrell.

Frederik d. VI's asyl Albanigade 25. Til en aftenunderholdning i skuespilleforeningen i København i december 1853 skrev Rejsedigteren Vandring gennem opera-galleriet , der blev modtaget med et stort bifald. Et ligende tekstarrangement Gurra aftenblandskab  blev opført på Det kgl. teater den 17. april 1842.  Aftenens indtægt tilfaldt Frederik den VI's asyl i Odense.
I 1868 læste digteren op i Odense til fordel for Frederik den VI's stiftelse. Arrangementet var i Lahns Stiftelse i Nedergade, hvor tilhørene jublede over hans oplæsning, som indbragte 220 rigsdaler.

Munkemøllestræde 1. I maj 1807 flyttede forældrene ind i  Munkemøllestræde 1. Det hjem, han fik alle sine indtryk til sine eventyr. Her boede han fra 1. maj 1807 til 20. april 1819. Altså fra sit 2. til sit 14 år - et af de længste åremål han i hele sit liv levede på et og samme sted.
Havde havde fået sin poetiske arv fra faderen, men også sin stræben. Her hørte han om Ludvig Holbergs komedier, fik fortalt alle de dejligste eventyr og spillede dukketeater. Faderen lavede kulisser og personfigurer, og syede tøjet som passede til rollerne.
Hans teaterarbejde var derfor meget omfattende. Han var instruktør, regissør, scene- og belysningsmester, kostymetegner og skrædder, samt indehaver af alle rollerne, dertil kom, at han også i mange tilfælde selv skrev stykkerne. Han var desuden snild på fingerne, sad om aften og tegnede og klippede, og snittede legetøj til sønnen.
Den lille stue, der også blev brugt til skomagerværksted, var meget probert holdt. Ud over værkstedet var der en seng og slagbænken hvori han selv sov.
I det beskedne rum blev Historien om en moder, det mest kendte eventyr i verden til, som han blev inspireret af en erindring da han en gang som barn lå syg af meslinger.
På en dragekiste stod fine nipsting, blandt andet smukke kopper og glas, og der var billeder på væggen og en hylde med bøger og viser. I køkkenet var der et madskab og en tallerkenrække og en stige op til loftet hvor hans moder havde plantet pudderløg og persille, en beskeden have, som han aldrig glemte, men ofte skrev om i sine eventyr med ordene Snedronningen blomstre der endnu.

Odense Tugthus. Forældrene til digteren var kendte Christian Philip Schenk, portner ved Odense Tugthus.
Den gamle smukke gule bygning blev indrettet som tvangsarbejdeanstalt i 1752, hvor indsatte var beskæftiget med at spinde og farve garn, men blev også brugt som fængsel for forbrydere.
En aften var Hans og Anne Maria Andersen indbudt til familiefest, og digteren var ikke større end han skulle bæres.
Da han var bange for det skumle hus, reagerede hans meget følsomme og nervøse sind, da den store, jernbeslåede port blev lukket i bag ham. De kom ind i portnerfamiliens bolig, men han, som ellers havde sans for god mad, huskede ikke noget om måltidet af den ene årsag, at de blev opvartet af to fanger, og de havde gjort et så uslætteligt indtryk, at han ikke havde fået en bid ned.
Moderen undskyldte sig med, at han var syg, og havde lagt ham ind i en seng i et værelse som lå op til spisestuen. Inde fra mørket kunne han høre skotrokken snurre tæt ved, og nu og da nogle strofer af lystige viser.
Men han slumrede ind i trætheden, men vågnede ind imellem i rædsel over den snurrende lyd eller sangen fra fangerne. Fantasien arbejdede på højtryk, og han troede han opholdt sig på et  røverslot, og kaldte i angst på sin mor og far, som så kom og trøstede ham.
Hen på natten da forældrene gik hjem med ham var det det blevet koldt, og regnene piskede i ansigtet. Dette oplevelsesbillede brændte sig ind i purkens bevidsthed, og elementer af denne skimtes i hans digtning og roman O.T.

Klaregade 17. Når Rejsedigteren var i hjembyen var han altid inviteret til bo i bispegården hos den biskopfamilie, og blev indlogeret i to værelser over den gamle landmodesal, for her forstod gamle som unge med megen finhed hjertelighed at udvise ham gæstfrihed,
I bispegårdens stuer læste han dagligt et af sine eventyr, men Hun duede ikke ville han dog aldrig læse, men meget gerne Den grimme ælling, som optog ham selv så meget, at han blev bevæget og fik tårer i øjnene. Men han kunne læse meget morsomt! Især hvor dyrene tale, det var blandt andet i Det er ganske vist,  hvor duerne kurrede Hvorr-hvorr  samt i  Snemanden han livagtigt vrissede Væk, væk , som den gamle gigtsvage lænkehund.
Her boede han også i dagene op til og efter hans æresborgerskab. Nedenunder i salen blev der da holdt en stort festmiddag med ca. 100 mennesker indbudte gæster, og hvor biskop Christian Thoring Engelstoft holdt hovedtalen.

Vindegade 100. Efter at Rejsedigteren var blevet udnævnt til æresborger opsøgte han i 1867 borgmester Mourier i dennes embedsboligen. Huset er opført 1845-1847. Indvendig står bygningen nøjagtig som den dag han var på visit.

Gråbrødre Kloster. På forunderlig vis har Gråbrødre Kloster haft en stor betydning for digteren i flere perioder af hans liv, også det allerførste.
Portneren Nicolas Gomard stod gudfar til ham og hans farmor Cathrine Nommesen havde et lille job på hospitalet, og hans moder Anne Marie Andersen, også kaldet Marie Skomager i blev 1825 optaget som fattiglem i den afdeling, der kaldes Doctors Boder, og som den gang var stiftelse for skikkelige gamle koner. Her døde hun den 7. oktober 1833.
Når han besøgte sin mor i stiftelsen, gik han med hende gennem byens gader, det var en triumf for dem begge, for Marie-vaskekone var stolt af sin berømte søn. Under et sådant besøg skrev han Brudstykker af en udflugt i sommeren 1829.
Gråbrødre Kloster ville ikke slippe hans barndomsoplevelser, men levede videre i hans fantasi. Her boede den gamle Johanne, der havde tjent hos enken Madam Bunkeflod. Hun er antagelig den, der har givet navn til digterens eventyr Hvad gamle Johanne fortalte.
I en sidebygning, var der celler, hvor de sindssyge sad. En dag listede han sig derind og satte sig på hug og kikkede gennem en dørsprække. Meget forundret og urolig, og med en følelse, at have gjort noget galt, så han en nøgen pige sidde med sit lange hår hængende ned over hendes smalle skulder, mens hun sang med den dejligste lyse stemme.
Han blev meget bevæget og udstødte et dybt suk, og tårene kom frem i øjnene, men pludselig tav pigen, og styrtede mod døren med et skrig. Ingen var i nærheden, så han krøb sammen lammet af frygt. Den unge kvinde hamrede så kraftigt på døren, at den lem, hvor igennem hun fik sin mad serveret, gik op, så hun fik øje på ham.
Rasende strakte hun sine hænder ud efter ham. Han skreg desperat af rædsel, og trykkede sig mod gulvet og var mere død end levende, da farmoderen fandt ham. Hun fulgte ham hjem, hvor han straks kom i seng, længde lå han os rystede, inden han faldt til ro.
Så var det de gamle, fattige kvinder i spindestuen mindre farlige at besøge, for mens de spandt, sang de lange sørgelige viser, som ofte faldt i gråd over, eller de fortalte historier, om nisser og trolde, om hekse og elverfolk, om å-manden, om stolte prinsesser og onde fyrster, der pinte og plagede folk og fæ.

Odense Slot. Odense Slot tager sig imponerende ud når man om aftenen kommer til Odense, foran ses Kongens Have og i baggrunden det projektørbelyste slot. Slottet er ikke forsynet med tårne og tinder, men det er et smukt og stilfuld bygning, hvis ældste fløje er fra middelalderen.
Gennem velgøren oberst Christian Høegh-Guldberg fik Rejsedigteren 13-årig gammel foretræde for prins Christian, senere kong Christian den VIII (8), som i årene 1815 til 1839 var guvernør på Fyn.
Han håbede inderligt på at kronprinsen ville hjælpe ham med at komme på teateret, men i stedet foreslog han ham at blive drejer, men det var ikke noget for ham, han ville til scenen, og forlod meget skuffet og misfornøjet audiensen på slottet.
Senere kom han på slottet i forbindelse med en fastelavsfest, og blev legekammerat med prins Frederik Fritz, senere kong Frederik den VII (7), som var nogle år yngere end ham selv. Der blev slået til tønden i slotsgården, og til lejligheden havde prinsen givet ham et officersskærf om livet og en trekantet hat på hovedet.
Og på trappen sad den kongelige familie og så på løjerne.

H.C. Andersen og kongerne. I juni 1818 besøgte Frederik 6. på gennemrejse Odense. Skomagersønnen Hans Christian så for første gang landets konge. Det var lidt af en skuffelse.

Han var krøbet op på en mur om Vor Frue kirke og så på ham, med ærefrygt og forbavselse over at han slet ikke var i sølv og guld - han havde kun en lang blå kappe med en rød fløjelskrave - altså en soldaterkappe.
Mange år senere fortalte Rejsedigteren sin rejsefælle, William Bloch, at han bagefter havde sagt til sin mor: Åh, det er jo ikke mere end et menneske!, hvorpå moderen havde tysset på ham, er du fra forstanden, dreng!

Første gang Frederik 6. kan havde hørt Rejsedigterens navn nævne var, da finansdeputeret, etatsråd Jonas Collin, henstillede til kongen, at den syttenårige dreng blev sendt på en latinskole for at give ham en uddannelse.
Det er derfor kong Frederiks fortjeneste at eventyrdigteren kom i Slagelse latinskole.

Prins Frederik. Prins Frederik, var Rejsedigterens favorit.

Svagheden for prins Frits, som han og flere kaldte ham, stammede oprindelig fra drengeårene i Odense. Mens hans mor gjorde rent på slottet, hvor prinsens far residerede i sin egenskab af Fyns guvernør, legede de to børn med hinanden i gården, et kært barndosminde, eventyrdigteren huskede.
Prins Fritz var knap tre år yngre end den vordende eventyrdigter. Han kom til verden i 1808, søn af prins Christian Frederik og prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin.

Christian den ottende. Prins Christian Frederik var i 1815 blevet guvernør på Fyn  med bolig på Odense Slot.

Her traf den fjortenårige digterpode Hans Christian for første gang prinsen, den senere Christian 8.
En fastelavns mandag var han sammen en andre borgerlige børn med til at slå katten af tønden, prins Christian sad på trappen med nogle af herrerne og prinsessen i vinduet.
Hans Christian havde et gammelt officerskærf om livet og bildte sig ind, at han var den, der mest faldt i øjnene.
Et par år senere var han i audiens på slottet. Hans Christian, der allerede havde gjort sig bemærket med sine improvisationer, gav nogle scener af Holberg for guvernøren. Men prinsen fandt det var bedst han lærte sig en eller anden håndværksmæssig profession, men det havde Hans Christian ikke lyst til, dermed sluttede den audiens.
I Frederiksborg slotskirke overværede Rejsedigteren salvningen af Christian 8.
Solen skinnede, da den fornemme procesion begyndte ved middagstid. Klokkerne ringede, der blev slået på paukerne, og trompeterne gjaldede. Først kom kongen med enevældens guldkrone på hovedet. Han gik under en baldakin, båret af fire riddere af Elefanten, kroningskåbens purourslæb holdt af tre. Kroningsmarchen blev spillet. Da han var kommet ind i kirken, begyndte dronningens kronede optog. Kronprins Frederik førte hende, og baldakinen blev båret af gehejmerådet.

Kongens sidste år. Efter en rejse kom Rejsedigteren til København den 23. september 1847, og der gik ikke mange dage, før han tog ud til Sorgenfri og blev hjerteligt modtaget af majestæterne.

Under en jagt i Nordsjælland fik kongen et hjertetilfælde og den 5. januar 1848 fik han et nyt anfald af hjertekrampe. Onsdag den 19., januar døde han på Amalienborg.
Rejsedigterens sidste besøg hos den syge konge fandt sted den 6. november, hvor han læste for kongeparret.

Sankt Hans kirke. 2. påskedag den 15. april 1805 blev digteren fremstillet i Sankt Hans kirke hos sognekapalan Christian Ramsing. Fadderen var portner Nicolai Gomard ved Gråbrødre hospital og kloster.
Under dåben skulle sognekapalanen havde sagt: Denne unge skriger jo som en kat! Hvilke ord hans moder tog meget ilde op, men fadderen trøstede hende med, at jo højere han skreg, jo smukkere ville synge, når han blev ældre.
Sankt Hans kirke var den 8. december 1867 rammen om en festgudstjeneste da byen skulle give ham status som æresborger, hvor bysbarnet selv deltog.
Halvsøster Karen Marie blev døbt i kirken i september 1799, datter af en granader Daniel Jørgensen Rosenvind. Kort efter kom hun i pleje hos hans mormor i Bogense på vestfyn, og dukkede første gang op i hans liv i 1822.
Selv om han kun har omtalt hende meget lidt, fik hun på en måde stor betydning for ham. Han bruger hende således som hovedperson i eventyrene De røde sko og Pigen som trådte på brødet fra henholdsvis 1845 og 1859.
Hun døde kun 33 år gammel i København, og blev begravet på Assistenskirkegården, samme sted hvor han selv fandt sit sidste hvilested i 1875.

Nørregade 50. Skomagerfamilie Hans og Maria Andersen kom sammen med en familien, friskomager Philip Christian Knebus og hustruen Maren i Nørregade, som i 1783 havde fået fribrev til at nedsætte sig som håndværker i Odense.
Skomageren, der var en meget original personlighed, var meget litterært interessere, og var tilmed en fantastisk violinspiller. Han bruges som figur til spillelære i romanen Kun en spillemand.

Nørregade 56. Da Rejsedigteren voksede blev han en lang, mager  og ranglet knægt, hvis tøjærmer og bukseben altid stumpede. Hans moder var ved at fortvivle, for hvorfra skulle hun skaffe det tøj fra, som han så hastigt voksede fra.
Han blev derfor bydreng hos Farver Kellinghausen. Her gjorde svendene nar af ham, men Maren som passede forretningen værnede om ham, så meget hun kunne, efter at hun en dag var kommet over Sankt Knuds kirkegård, og der fandt ham siddende højt oppe i et kastanietræ, hvor svendene og nogle drenge stod og hujede efter ham.

Gråbrødre Kloster. Når Rejsedigteren besøgte sin gamle moder, som boede i Doctors Boder på Grøbrødre Kloster, gik han med hende  gennem byens gader, og som var en triumf for dem begge. Efter besøget skrev han Brudstykker af en udflugt i sommeren 1829 som er en beskrivelse af byens og dens omegn.

Vestergade. Da Rejsedigteren blev hyldet som byens æresborger udgik der et stort Fakkeltoget på 250 bærer fra Bierfraunds gård i Vestergade. Det bestod af håndværkere og repræsentanter fra alle hjembyens foreninger, som med fakler og faner og med musik i spidsen gik gennem den menneskefyldte gade til Flakhaven og derfra til Rådhuset hvor eventyrdigteren stod og smilte mens han lyttede til sine bysbørns sang.

Flakhaven. Hans Christian blev konfirmeret 14 år gammel søndag efter påske 1819 i St. Knuds Kirke. I kirkebogen hedder det: Har meget gode evner og god religionskundskab; kan end ei hans flid roses, hans forhold kan dog ei dadles.
Hans tanker var, som han selv har berettet, tidligt henvendt på teateret og dramatiske arbejder. Et minde herom fra hans barndom er bevaret. Det er hans faders afregningsbog som soldat. På dennes sidste side har han skrevet titlerne på en del teaterstykker, som han ville skrive.

Helligkilden i Pårup
Helligkilden er blandt andet kendt fordi Hans Christian Andersen som 6-årig blev badet i kilden under Kildemarkedet i 1811, da den tillagedes helbredende kraft.
Han var begyndte at få besvimmelsesanfald, og hans moder blev ængstelig, og få dage efter tog hun ham med ud til Kilden i Pårup, og her måtte han tage sit tøj af, hvilket han var meget flov  af, for der var mange mennesker ved kilden den aften, og skulle gå ud i det kølige vand og dukke sig ned i det.
Han græd, det var koldt og væmmeligt, men moderen skændte på ham, og på vejen hjem måtte han bære en lille spand, med kildevand, som han skulle bade sig i ved nymåne.