Hans Christian Andersen led af en frygtelig angst for at sejle, og lagde sig for det meste altid til at sove på skibets, indsvøbt i sin rejsekappe, hvis skibet skulle gå hen og forlise.
Men han lod sig også fortrylle af havet og den danske kyst og skriver blandt andet: Søen bliver mig ellers dag for dag kærere og kærer, og tidt tænker jeg på Deres linier: Ved din svulmende barm har jeg hjemme, skønt det ikke er bogstaveligt sandt da jeg ret er en kryster til søs